Læs ELLE sstore interview med Michelle Williams ...
Det er en klar september-aften i downtown New York. Michelle Williams og jeg sidder på toppen af the Trump Soho Hotel, sidelæns på ens solstole. Vandet i hotellets pool skvulper blidt, og halvfulde vinglas (refills) står på det lille bord imellem os. Teknisk set må vi ikke være der. Men efter et par timer indespærret i biblioteket et par etager under os gav tjeneren efter for vores bøn om et åndehul og viste os op til tagterrassen. Der er et uskyldsrent Alice i Eventyrland-udtryk i Michelles ansigt, som vinden kærtegner det:
“Wow, se her! Lige pludselig er du foran det vuggende vand, og du er helt alene.”
Jeg kan lige så godt indrømme med det samme, at det her ikke kommer til at blive et fuldstændig upartisk portræt af Michelle. For som vi sidder her og føler os som de to eneste piger i New York City, ved jeg, at jeg er ved at forelske mig i hende. En gedigen, hjælpeløs teenageforelskelse. Det er ikke cool, og det er i hvert fald ikke professionelt, men sådan er det. For et par timer siden havde jeg aldrig mødt Michelle Williams (og da jeg gjorde, indrømmede hun selv, at hun ikke var i det bedste humør), men lige nu føler jeg, at jeg kender hende. Bliver jeg snydt? Flirtet med af en
hærdet berømthed, der behersker kunsten at få journalisterne over på sin side? Jeg tror det ikke. Og er det ikke sådan, ny kærlighed er?
Følelsen af, at det alt sammen kan forsvinde så let som ved et telefonopkald, der ikke returneres? Er det ikke den uvished, der gør det hele det mere spændende? Selvfølgelig er jeg også klar over, at jeg lyder en lille smule som en sindssyg stalker, en advokat står måske og banker på min dør med et polititilhold, mens du sidder og læser dette. Jeg lader det være op til dig, om det er ægte eller ej.
Når jeg tænker over det, begyndte sommerfuglene nok i går, da jeg var inde at se My Week with Marilyn. Måske kan jeg ikke adskille Michelle fra den karakter, hun så fuldendt bringer til live på lærredet. For tag ikke fejl – og dette er ikke partiskheden, der taler – hun er Marilyn Monroe i denne film. Hver en pore, hvert et åndedrag, hver en trækning ved læben, hver en bevægelse. Jeg så filmen i håbet om at finde spor ind til Michelle, og jeg fandt kun Marilyn.
Det er ikke en rolle, man bare lige påtager sig – at skulle portrættere en af de mest berømte kvinder i verden. Michelle var tæt på ikke at tage den overhovedet, selv om hun vidste, at hun gerne ville, så snart hun havde læst manuskriptet. Selv da den engelske instruktør, Simon Curtis, fløj til New York og besøgte hende i hendes hjem for at tilbyde hende rollen, var hun ikke sikker på, at hun kunne sige ja, og bønfaldt ham om at køre hende igennem en rigtig audition.
“Jeg sagde: ‘Jeg vil have, at vi begge to ved, at jeg kan gøre det her, jeg vil ikke have rollen tilbudt af andre grunde, end at vi ved, at jeg er i stand til det’.”
Hun indrømmer, at nerver er en indgroet del af enhver rolle for hende – begejstringen, der bobler i maven – men det her var anderledes. Presset fra Marilyn truede med at overvælde hende.
“Jeg var så bange. Det føltes som at være i frit fald (at lave denne film). Jeg tror, at det var efter dag nummer to, at jeg fortalte dem, at de blev
nødt til at tage mit pas fra mig, fordi der var risiko for, at jeg ville flygte – jeg havde lyst til at hoppe på det næste tog til alperne eller
noget og bare komme langt væk derfra, for det var skræmmende.”
Læs resten af det lange interview med Michelle Williams i ELLE, som er i butikkerne nu.
