Kultur

Marie Kondos oprydningsprincipper

- 03/01/2019

Japanske Marie Kondo har bygget en karriere på at hjælpe folk med at rydde op. I Netflix-serien "Tidying Up With Marie Kondo" hjælper hun familier med at slippe af med rodet og blive mere lykkelige. Få hendes oprydningsprincipper her.

Jeg har i mange år, næsten frem til nu, været et notorisk rodehoved. Giv mig nøglen til et minimalistisk hotelværelse, og inden for de næste 15 minutter vil det være overdrysset med mine ting.

En del af det skyldes en distræthed, en nedarvet sindslig flagren, der konstant lader mig opsluge af nye ting og projekter. En anden del skyldes nok, at jeg aldrig har lært at holde orden; som skilsmissebarn og enebarn flyttede jeg fra uge til uge til et rent og ryddeligt værelse og forlod det, uden at mine forældre ville bruge vores dyrebare tid på at få mig til at rydde op. En sidste del er måske kedsomhed – jeg elsker opstarten og de store linjer, men kedes af færdiggørelsen og detaljen.

KAN MAN LAVE OM PÅ ET RODEHOVED?

Én ting er ens natur; en anden ens faktiske liv, herunder arbejdsliv. Og i sidstnævnte har jeg lært at værdsætte punktlighed, systemer – og orden. Som mor til tre har jeg brug for en vis ryddelighed omkring mig for at kunne navigere, ligesom det i mit job er et must, at jeg kan gå i detaljen, systematisere og færdiggøre projekter. Det har jeg tillært mig. Og det har gjort mig nysgerrig på at optimere processerne.

Læs ogå

11 af de bedste kontor-looks i film og serier

ALLE TING SKAL BO ET STED

Jeg henter hjælp hos japanske Marie Kondo, der har udgivet to bøger om oprydning, ’Spark Joy’, som endnu ikke findes på dansk, og ’Magisk oprydning – en simpel, effektiv metode, der én gang for alle fjerner rod’ (Gyldendal, 2014). Se, det lyder jo tillokkende, ikke? især når den største kilde til krise i éns parforhold er rod. Mit rod.

Se Marie Kondos oprydningsråd i bunden af artiklen.

MARIE KONDOS METODE – KORT FORTALT

Kort fortalt går hendes metode ud på, at man rydder op i kategorier: tøj, bøger, papir, komono (som er alt fra papirklips til kosmetik) og sentimentale objekter (billeder, gamle stilehæfter og kærestebreve).

Efter dette system organiserer du altså ikke ét værelse ad gangen, men tager for eksempel Alt tøj i huset og sorterer det. Derefter skiller du dig af med det, som enten er røget ud af tid og tendens eller ikke længere passer (hvilket i mit tilfælde var temmelig meget), og organiserer resten i et særligt system – nemlig lagt lodret, foldet på en bestemt måde og hængt på bøjlestangen efter farve og længde. For alle kategorier gælder, at du skal have dine ting i hænderne, for det er sådan, du mærker dit tilhørsforhold til tingen og kan spørge den, hvor den skal bo. For alle ting skal have deres eget sted. når jeg ser på mit hjem, kan jeg se, at en stor del af mit rod skyldes: 1. At jeg har for mange ting, og 2. At tingene ikke har deres faste sted og flytter rundt i bunker. Derfor må målet være, at jeg skal ned på et antal ting og ende med dem, der gør mig tilfreds og lidt lykkelig – og er nemme for mig at holde styr på.

SMERTELIG UDSMIDNING

Rod kan skyldes mange ting. Men også kaldes mange ting. nogle forbinder det med skam, andre hylder, at vi har ting omkring os, fordi de repræsenterer vores historie, vores liv. Jeg befinder mig nok lidt midtimellem.

Da vi flyttede familien sidste år, endte jeg med at smide kasse på kasse ud natten forinden, hvilket i tiden derefter efterlod mig sårbar – og lidt tom – men samtidig også lettet. Jeg var (og er den dag i dag) plaget af tanken om det arvegods, jeg forlod i natten, men samtidig var en del af mig glad. tunge møbler, som jeg ikke havde kunnet tage mig sammen til at skille mig af med, var nu væk, og jeg kunne begynde mit nye liv i vores nye hus – det første hjem, min mand og jeg har valgt at købe sammen.

Et studie fra Yale School of Medicine forklarer, at det at skille sig af med ting vækker det område i hjernen, som reagerer på mindre smerte, for eksempel fra et papirsnit. Samtidig er det også videnskabeligt bevist, at vi knytter os til ting, når vi rører ved dem. Alt dette giver god mening, når jeg husker, hvordan jeg havde det med mit efterladte gods.

OG NU ER DET NU…

Marie Kondos metode er med til at give mig et spark. Den er til at gå til og meget ”hands-on”. når man har læst et kapitel, har man lyst til at gå i gang og endnu større lyst til at skille sig af med alt det, som ikke repræsenterer en aktuel værdi eller funktion. På den måde har jeg nu været næsten hele huset igennem, og det ser lovende ud. Selv min mand aner håb. Største anke er, at jeg måske har smidt for meget ud. Det kan man nemlig godt. Og så er jeg måske ikke helt så god til at holde den orden, der er kommet. Men jeg tænker, at bogen kan læses og efterfølges igen og igen – denne gang med Marie Kondos udførlige tegninger til, hvordan alting skal foldes, ordnes og organiseres.

MARIE KONDOS 5 RYDDELIGE RÅD

1. SORTER EFTER KATEGORIER

Ideen med at rydde op efter kategorier frem for at tage rum for rum er enkel: Når du samler alt det tøj, eller de bøger, du har, får du for alvor overblik over, hvor meget eller hvor lidt du har, og hvad der skal gemmes, smides ud eller geninvesteres i. Det kan virke uoverskueligt, men er genialt i processen. Overblik er alting.

2. RESPEKTER DINE TING

Når du har sorteret dine ting og haft dem alle i hænderne, står du tilbage med dem, der virkelig har betydning eller funktion for dig. Og dem skal du respektere. Hæng eller fold tøjet pænt, og stil tasker og sko ordentligt. Når du gør det, bliver du også gladere for dem og føler dig rigere. Prøv det. Det virker.

3. STYR DIN NOSTALGI

Når du sorterer tøj, skal du ikke se på smykker og de breve, der lå i en æske under natkjolerne, og er det bøger, du skal ordne, skal du ikke se på gamle fotos.

4. GIV VIDERE

Mærk efter, om dine ting giver dig glæde – eller om glæden ved dem er forduftet eller måske aldrig var der. Find fred i at sælge eller give dem videre ved at tænke på, at andre kan blive glade for dem, og mærk letheden ved at skille dig af med dem.

5. FOLD DET

Ifølge Kondo får du langt bedre overblik over dit tøj, hvis  det er foldet, arrangeret i æsker og lagt i en skuffe. Og tøjet skal foldes på en særlig måde (se en video med ”KonMari folding methods” herunder), så det står lodret. På den måde slipper du for stakke af ting, hvor du ikke ved, hvad der er nederst. Hvis du vælger at hænge dit tøj, skal det arrangeres efter farve og sømlængde med det lyse og korteste tøj først.

Se Marie Kondos smarte måde at folde tøj på i videoen herunder.