Kunst, bøger og musik

Restaurantanmelderen: “Dette sted på Nørrebro giver så ekstremt meget for pengene – et topkøkken til hverdagspriser”

- 19/11/2024

Restaurantanmelder og tidligere chefredaktør for Gastro, Jesper Uhrup Jensen, deler her sine favoritspisesteder i København.

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Jesper Uhrup Jensen har spist flere steder end de fleste, og så kender han om nogen den gastronomiske verden – og i særdeleshed i København.

Han har nemlig ikke blot spist sig igennem store dele af den københavnske restaurantscene, han har ligeledes haft det job, som de fleste af os drømmer om; restaurantanmelder – og dét i hele 30 år – mens han i 20 af årene også har haft stillingen som chefredaktør for magasinet Gastro.

For nylig udkom han med sin helt egen bog om den danske madkultur – og som han selv skriver – “og manglen på samme” – gennem 20 år. I den anledning fik vi ham til at røbe sine favoritspisesteder i København.

Foto: Martin Bubandt

Du har været restaurantanmelder i 30 år og chefredaktør for magasinet Gastro i 20 af dem. Hvorfor synes du, der mangler endnu en bog om dansk madkultur?

Der udkommer et væld af kogebøger, men ikke ret mange bøger, der decideret handler om vores madkultur, så derfor.  Jeg vil gerne beskrive udviklingen gennem de sidste årtier, og ikke mindst det skizofrene i, at vi har udviklet en af verdens bedste restaurantscener, mens vi har afviklet det at lave ordentligt mad hjemme.

Hvad handler bogen om?

Den handler dels om den gastronomiske udvikling, dels er det en personlig fortælling om at blive ‘gastronomisk dannet’. Og så vil jeg også gerne fortælle lidt mediehistorie – særligt om at udvikle et printet magasin for tyve år siden og så gennem årene opleve en medieverden, der mere og mere gisper efter vejret.

Foto: Martin Bubandt

Du skriver, at det aldrig har stået så skidt til med madlavning hjemme i de private køkkener. Hvorfor tror du, det er blevet sådan? Og hvorfor er det så skidt? Det er vel godt for restauranterne?

Det er et prioritetsspørgsmål. Danskerne prioriterer deres tid og deres penge på andre ting. Vi får ikke en madkultur ind med modermælken, som man gør i eksempelvis Sydeuropa. Det er også et spørgsmål om dannelse. Folk må for min skyld gøre som de vil, men jeg synes, man snyder sig selv for en livskvalitet ved ikke at spise ordentligt, slet og ret. Det ikke at kunne lave ordentlig mad selv er usundt for ens økonomi, typisk også på sigt dårligt for ens helbred, for miljøet etc. Men ja, det er godt for restauranterne, desværre nok ofte de ringeste af slagsen, og det er også godt for Wolt og andre udbringningsfirmaer.

Hvad er den bedste restaurantoplevelse, du nogensinde har oplevet?

Det er svært at nævne en enkelt, men Geranium har altid været en kæmpe oplevelse og nok det eneste sted, hvor jeg har oplevet, at så mange serveringer alle sammen sidder lige i skabet.

Hvad er den værste restaurantoplevelse, du nogensinde har oplevet?

Igen, så er det svært at nævne en enkelt, jeg har spist mange ringe måltider. Generelt har jeg haft mine dårligste oplevelser, når jeg har spist på moderne restauranter i Italien. Italienerne er generelt ret dårlige til at forny sig og løsrive sig fra deres klassiske køkken. Det bliver fortænkt og man savner banal velsmag.

Hvad synes du om, at det lige nu trender, at åbne restauranter hvor du kan få hovedretter til under 100 kroner og forretter til det halve?

Det er en rigtig trist udvikling, når det udelukkende handler om pris. Der er andre, der betaler prisen for, at det skal være billigt – billigt er ensbetydende med ringe dyrevelfærd, dårlige arbejdsforhold etc. 

Hvad er den største udvikling i forhold til danskernes madkultur på godt og ondt, som du har været vidne til igennem de sidste 30 år?

På minussiden er det, at så mange ikke evner helt basale ting i køkkenet og ingen rutine har i forhold til madlavning. Det er heller ikke godt, at vores indkøbsmuligheder er blevet så ringe. Omvendt, på plussiden, glæder jeg mig over, at der er kommet så mange små, kvalitetsbevidste producenter rundt om i landet.

Læs ogå

De 20 bedste restauranter i København

 

Laver du selv mad? Og hvad er din go-to ret?

Ja, jeg laver mad hver dag. Jeg kan altid lave en pastaservering ud fra mit basislager uden at skulle købe yderligere ind, og hvad det angår, så er spaghetti putanesca en yndlingsservering – det er en napolitansk pastabaseret ret med ansjoser, kapers, oliven, tomater og hvidløg.

Hvis du skulle anbefale 2-3 restauranter, som man skal prøve i København, hvad skulle det så være?

Calma på Nørrebro giver så ekstremt meget for pengene – et topkøkken til hverdagspriser. Mikkel Maabjergs nye Vie i Nordhavn er også virkelig godt, og på Barr i Nomas gamle lokaler får man serveringer, der slet ikke ligner noget andet i byen. På topgourmetplan har Koan været en af mine største oplevelser det seneste år.

Hvad er din ‘hidden gem’ i København?

Janice på Vesterbro – et lillebitte sted med helt fantastisk mad til noget nær ingen penge. Nr. 30 i Nansensgade er også helt fantastisk, men ikke så hemmeligt mere!

1

Bogen kan købes på Saxo til 280 kroner.

Læs ogå

Forfatter Caspar Eric: “Jeg kan aldrig date en, som ikke gider ligge med en pepperoni pizza eller durum og slumme med en dårlig film”