Mad og drikke

Ny vinbar og kødfri restaurant er åbnet på Vesterbro – og måske du kender den lidt i forvejen?

- 27/09/2024

Adressen på Vesterbrogade er ikke så ny, men det er klæderne, det lille sted kommer i.

Måske kender du allerede det lille spisested i kælderlokalet på Vesterbrogade 87 i København, men vidste du, at det nu er tilbage med nyt navn, Far, en ny identitet og ny partner? Vi mødte den ene mand bag, Rasmus Faber, til en update.   

Hvad er Far for et sted?
Far er en lille restaurant og vinbar på Vesterbro med fokus på grøntsager i sæson, samt naturlig vin og lokalt produceret øl. Vores sted ligger stor vægt på socialt samvær og nærvær. 

Nogle kender måske 3100, som I før drev fra samme lokaler. Hvorfor var det tid til en ny identitet?
Navnet 3100 kom af at vores tidligere partner Marco og jeg kommer fra Hornbæk. Da Marco fandt ud af, at han skulle være far, besluttede han sig for at søge andre veje. Nu er Thor er kommet til, vi har renoveret hele stedet og følte, at det var på sin plads med en frisk start.  

Kan man glæde sig til noget af det, man kendte fra 3100, hvis man har besøgt jer før?
Ja, det kan man. Vi har holdt fast i at servere en fast menu til alle vores gæster med fokus lokale råvarer. Udover det kan man fortsat glæde sig til den intime og venskabelige stemning, hvor man kommer som fremmede og går som venner.  

Hvad er nyt?
Først og fremmest har vi besluttet udelukkende at arbejde med grøntsager. Det har vi gjort, fordi vi selv føler, at det er det rigtige, men også fordi vi gerne vil være med til at tilbyde en spiseoplevelse, som er totalt grøntsagsbaseret – uden man føler, at man går glip af noget. Udover det er hele vores sted blevet gennemrenoveret. Vi har, i samarbejde med en masse dygtige mennesker, skabt et nyt univers som er mere gennemtænkt. Dette inkluderer en ny bar, ny belysning, nyt baglokale, ny kunst og mange flere ting.  

Hvad er det bedste på kortet?
Det er svært at sige, hvad der er det bedste på menuen, da vi har valgt, at alle skal igennem den samme oplevelse. Dette har vi gjort for at kunne levere en helhedsoplevelse med mange forskellige smage, teksturer, teknikker og råvarer, samt for at undgå madspild. Men hvis vi SKAL vælge, er vi begge svært glade for en sauce vi har lige nu, der er lavet på myseost og løgglace. 

Restauranten hedder Far, fordi du og Thor begge har mistet jeres fædre for nylig. Hvordan kom I frem til det navn, og hvad betyder det?
Tabet og sorgen over vores fædre har altid taget plads i vores samarbejde og har været et bindeled mellem os. Det har været en fælles måde at bearbejde vores sorg på, og vi følte, at det nærmest var naturligt, at tabet og sorgen skulle være en del af det nye, som vi gerne ville skabe. Da vi først fik talt lidt med andre om idéen om, at vores nye sted skulle hedde Far, fandt vi ud af, hvor mange andre, som lynhurtigt tappede ind i universet og selv delte ud af deres egne relationer med deres fædre. For os handler navnet om, hvor vi kommer fra, hvem vi er og vores relationer. Dette går også hånd i hånd med måden, vi arbejder med råvarer på.  

Hvad drømmer I om?
Vi drømmer om, at skabe et nytænkende køkken, som altid udvikler sig og tager højde for, hvad der giver bedst mening. Derudover ønsker vi at lave et åbent og inkluderende rum for alle, som har lyst til at besøge os. Vi drømmer også om på sigt selv at være med til at dyrke nogle grøntsager, så vi kan følge råvarerne fra marken og helt hen til vores lille sted på Vesterbrogade.  

Læs ogå

Disse 2 københavnske pizzaer er på listen over Europas bedste