Kunstner Lulu Kaalund arvede for to år siden en knaldrød Chanel-taske, som oprindeligt var en gave til hendes fars nye kone Annette, som han giftede sig med, efter moderens død. Tasken kom oprindeligt fra den nye kones søster, og Lulu tør stadig ikke gå med den i offentligheden.
Tasken har den sygeste orange farve, sådan postkasserød-orange. Den farve garn er ret sjælden og svær at få fat på, og den inspirerer mig meget. Skal jeg selv bruge netop den farve, vil jeg gerne ramme den helt rigtigt. Det er spændende at få fingrene i noget håndværk, der er så flot, og hvor alt – materialerne, samlingerne, formgivningen – er så kompromisløst. Det er en fuldendt taske.
Det er dét, som er en inspiration for mig: Helheden mere end de enkelte dele eller det, at den er fra Chanel. De værker eller de designs, jeg hækler, har intet med Chanel at gøre, og jeg kan nok nærmere sige, at inspirationen går den anden vej rundt: At min kunst inspirerer moden, mere end jeg selv bliver inspireret af den eller af de store modehuse generelt.
Hver gang jeg kigger på tasken, tænker jeg på, at jeg havde ønsket mig den i 20 år. Det er oprindeligt en gave til min fars nye kone Annette, som han giftede sig med, efter min mor døde. Hun fik tasken af sin søster, der var gift med en mand, som tjente mange penge. Den kostede en mindre formue.
Jeg var 12-13 år, og husker tasken så tydeligt, for den var bare så flot. Jeg sad bare og stirrede på den taske i tre år, der gik ikke en dag, uden at jeg sagde, at jeg skulle have den taske, det var det vigtigste. Jeg tror godt, man kan sige, at jeg var besat af den, men lige på det tidspunkt var den det sygeste, man kunne eje, hvis man var ung og boede i København. Enten en Chanel-taske eller et Louis Vuitton-bælte eller noget fra Gucci. Altså, jeg var lige begyndt at gå på Strøget og kigge på butikker og ønske mig sådan nogle urealistiske ting.
Den taske er følelsen af at være blevet 12 år og begynde at fornemme, hvordan ting kan være noget værd, og at ens forældre er fucking tarvelige, fordi man ikke må få det, man sukker efter, eller de ikke kan ikke forstå, hvor vigtigt netop den ene ting kan være – det er en slags livets lektie. Når man bliver ældre, er det måske nogle andre ting, der får den værdi for en.
Jeg havde lidt på fornemmelsen, at jeg ville få den. Det var sidste år, og jeg havde soloudstillingen ‘With me! You shall live with me’ på Eighteen Gallery i Kødbyen, og min far rejste fra Jylland for at se udstillingen. Det var et smukt øjeblik, da jeg fik tasken.
Jeg kan have den for evigt, og den kan også klare en generation til. Den er i den gamle kvalitet, den gode kvalitet, fra før de store modehuse blev opkøbt af investeringsfonde. Når man kigger på tasken, er den som ny, bortset fra at kæderne er gået lidt i stykker, og jeg har bundet dem sammen med snor. Men du kan ikke se at den er tyve år gammel. Og der er livslang garanti på Chanel, så den kan sagtens repareres.
Min mor døde, da jeg var 11 år. Hun var uddannet væver, og hendes væv var lige så stor som mit værelse, en rigtig væv til at væve store tæpper på. Den er desværre gået tabt, men den kunne jeg godt have tænkt mig, for den betød rigtig meget for mig.
Jeg har ikke været god til at passe på ting fra min barndom, så jeg har ikke så meget udover Chanel-tasken, men jeg kunne godt have tænkt mig at have noget, der var lidt mere dybtfølt.
”Jeg går faktisk aldrig med tasken, for jeg kan næsten ikke forlige mig med at være en type, der har en dyr taske”
Jeg går faktisk aldrig med tasken, for jeg kan næsten ikke forlige mig med at være en type, der har en dyr taske. Jeg føler mig som en, der snyder, når jeg har den på i dag. Som 12-årig skulle man se ud, som om man var rigere, end man var, så den symboliserer meget idéen om, at det er fedt at være rig, sådan som jeg og mine venner tænkte dengang.
Jeg ved ikke, om de helt unge tænker sådan i dag? Tasken står hjemme i den lejlighed på Nørrebro, jeg deler med min ven Sebastian og hans kæreste Ditte, hvor vi har et værelse hver. Mit værelse er sådan ligesom et stort Shurgard-rum med en seng med alt mit tøj på, hvor jeg også arbejder.
Den eneste gang, jeg havde den på i byen, var til en modefest på Søpavillonen, hvor jeg mistede mit garderobemærke, men jeg havde taget et billede af det. I tasken lå der to af mine værker, men garderobefolkene ville ikke udlevere tasken til mig. Jeg måtte vente til næste morgen og så ringe og tale med nogen, og heldigvis var tasken der stadig, og jeg kunne hente den.
Så jeg vil ikke bruge den i offentligheden, før jeg er voksen nok til at passe på den. Jeg har galoperende adhd, så jeg har sjældent ting på mig, jeg ikke må miste.
Jeg har været medicineret i 10 år, og det har haft en betydning for mig på en god måde, at jeg kan koncentrere mig og sige fra overfor ting, jeg ikke kan overskue. Mine værker og det, jeg i det hele taget laver, kræver meget koncentration, og det har helt klart hjulpet mig at få medicin. Mit liv er bygget op om at jeg kun har de aftaler, jeg kan huske.
Jeg har f.eks. ikke en kalender. Folk vænner sig til, at man godt kan finde på at glemme ting, og folk omkring mig har accepteret det. Til gengæld er jeg god til at huske situationer og ting, der er sket. Jeg er glad nok for min diagnose, den har bragt mig langt, og jeg ville ikke være kreativ i dag, hvis jeg ikke havde haft den. Det er, som Lars von Trier siger, ”det gode med onde”.
