Kunst, bøger og musik

Book of Love: En soloudstilling af Kasper Eistrup

- 07/04/2015

Titelværket 'Book of Love' pryder vinduet mod Store Kongensgade i København, hvor Galleri Benoni midt i storbyens flimrende og støjende kulisse præsenterer skrøbelige og vrangvendte personskildringer skabt af musiker og billedkunstner, Kasper Eistrup.

I byens ydre rum bliver mennesker til masse, men i Galleri Benonis kønne, lyse lokaler tildeles det enkelte menneske særlig opmærksomhed, når Kasper Eistrup med udstillingen, Book of Love, udstiller kærlighedens mange ansigter. Blandt disse indgår kunstnerens forældre og særligt betydningsfulde bekendtskaber, hvis minutiøse repræsentationer alle fordrer beskuerens udelte opmærksomhed og beretter historien om en livslang kærlighed til både kunsten og de mellemmenneskelige relationer, hvorfra Kasper Eistrup henter sin inspiration.

Læs også: Hermés præsenterer årets udstilling: Wanderland

Pastelpallettens lyserøde farve udgør titelværkets smukke omslag og anes som en fin underliggende – dog ingenlunde yndig og blot sødmefuld – tone i Kasper Eistrups smukke malerier. Som køn konfetti eller et kalejdoskops kulørte spejle, der glitrer over kunstnerens smukke portrætter, svæver endnu ikke klinkede skår fra kæntrede kærlighedsforhold og underbygger udstillingens gennemgående tema: Kærlighedens mange spørgsmål og vildfarelser.

Læs også: GL STRAND præsenterer: Josefine Graakjær Nielsen, Ninette Larsen og Joakim Vilandt

Titelværket såvel som udstillingens øvrige værker bygger bro mellem Kasper Eistrups stregtegninger og oliemaleri – en stil, der, ganske som ethvert menneskes levede (kærligheds)liv, er under stadig udvikling.

Med glans lader Kasper Eistrup den besøgende sanse den skrøbelige, den flygtige og den evige kærlighed, og den smukke udstilling, Book of Love, kan opleves på Galleri Benoni frem til den 5. maj 2015. Du kan naturligvis se mere om udstillingen her.

Læs også: FLORA DANICA: Indled foråret på Geologisk Museum

Se billeder fra Kasper Eistrups smukke udstilling i galleriet – brug pilene eller ‘swipe’ for at se mere.