ELLE har mødt forfatteren Marianne Verge
En af de mest charmerende, men også dystre bøger denne måned er debutanten Marianne Werges Wendys vidunderlige verden (Gyldendal, 24.08.10). Titlen indikerer måske nok sorgløs lethed, men historien om Wendy (født Anne-Mette bindestreg Jensen), der bliver kæreste med den dekadente Peter og skifter provinsens Faster Hanne, Bilkature og flødeboller ud med kokain, filmproduktion og møder med Jørgen Leth, har dystre undertoner af identitetskrise anno 00’erne.
ELLE spurgte Marianne Werge, der i dag selv er flyttet tilbage til provinsenefter at have boet i København, om…
Hvad er kærlighed?
Jørgen Leth siger et sted i Wendys vidunderlige verden, og alt hvad han siger i bogen er i øvrigt hentet fra ham selv: “Tilfældet. Ja det er sgu en spændende disciplin.” Og det er kærlighed sgu også. En vidunderlig, spændende, men også barsk disciplin. Kærligheden er tilfældig. Bang! Hamrer den ind i dit liv – gengældt eller ugengældt forandrer den os og de veje, vi havde planlagt at gå. Kærlighed kan være stærkest i erindringen. De øjeblikke, hvor vi registrerer suset af kærlighed, af at flyve, er korte, men i erindringen forstørres de og bliver til dyb længsel.
Provinsens flødeboller vs. Københavns kokain?
Nu går jeg absolut ikke ind for, at man skal tage kokain. Og man skal bestemt også passe på med at spise for mange flødeboller. Men sat på spidsen symboliserer begge dele jo længslen efter det der fix, flyveturen om man vil, som i virkeligheden kun forelskelse kan give.
Hvorfor skrive denne bog?
Jeg fik de første idéer til bogen efter at have læst den oprindelig roman om Peter Pan, “Peter Pan og Wendy” af J.M. Barrie. Historien om den gode, lidt almindelige Wendy, der bliver så forelsket i eventyreren Peter, at hun vil flyve med ham til Ønskeøen og trodse sin samvittighed og ideen om det traditionelle og trygge liv, der var planlagt for hende, for at opnå hans kærlighed. Barries fortælling handler om hvornår – og hvorfor – vi vælger at blive voksne, og er samtidig en kærlighedserklæring til dem, der vælger ikke at blive det. Jeg tror bestemt ikke hans idé med bogen er samfundsomstyrtende: At vi skulle tage og lade være med at blive voksne og leve fuldstændig spontant og lyststyret. Men at vi har behov for at have Peter-Pan mennesker iblandt os, der falder udenfor normerne. Og på den måde er hans bog vel en hyldest til det legende menneske. Samtidig synes jeg, at den stiller nogle spørgsmål om kvinderoller og kvindefrigørelse, som også er aktuelle i dag, og som altså inspirerede mig til at skrive Wendys vidunderlige verden.
Peter-Pan motivet og Jørgen Leth
Wendy elsker Peter på en måde, så hun mister kontakten med, hvad hendes egne behov er, og hvem hun selv er. På Ønskeøen/København lever hun ikke eventyrlystent, som drengene og Peter gør det. Hun lever, som om hendes egne ønsker automatisk vil blive indfriet, hvis hun tilpasser sig Peters behov. Da hun indser, at hun aldrig vil opnå Peters kærlighed, rejser hun hjem og lever et traditionelt liv med ægteskab og børn – og siden rejser hendes datter Jane med Peter til Ønskeøen. Jeg har taget Jørgen Leth med i min bog, fordi han for mig er et moderne billede på Peter Pan. Altså på et menneske, en kunstner jo, som insisterer på at forholde sig legende og nysgerrigt til livet. Som aldrig bliver voksen i traditionel forstand. Det eventyrlystne menneske. Også i forhold til kærlighed og erotik. Det er klart, at kvinder fascineres og tiltrækkes af den mandetype. Men at forsøge at tage dem med “ned på jorden”, ind i kernefamilien og det traditionelle voksenliv, kan være et farligt eksperiment. Det er jo også det, Wendy oplever. Tiltrækkes hun i virkeligheden af den mandetype, fordi hun selv har lyst til at leve sådan – Og kan man det som kvinde?
Hvor selvbiografisk er bogen?
Bogen fortæller ikke min egen historie. Men den låner fra en masse ting, jeg kender. Både Vesterbro-miljøet og den lille by i provinsen er hjemmebane for mig. Mens jeg skrev bogen, boede jeg på Vesterbro og havde stor fornøjelse af at sende hovedpersonen Wendy “hjem til provinsen”. Siden manuskriptet blev antaget, er jeg selv flyttet til min barndomsby, så på den måde kan man vel sige, at jeg har skrevet en selvopfyldende profeti.
