Rådgiver og medstifter af Ruby Cup og Carcel, Veronica D’Souza voksede ikke op i et hjem med megen kunst, men med forskellige kulturer og mulighed for at udtrykke sig. Som voksen har det udmundet sig i forskellige virksomheder, musik og et bogprojekt. Læs om hendes forhold til kunsten hun omgiver sig med her.
Der blev spillet musik i mit barndomshjem. Alle mulige genre, men især jazz. Min far var jazzpianist, og han inviterede musikere hjem til os. Huset var altid fyldt med forskellige kulturer, mad og diskussioner. Hos os udtrykte man det, man havde på hjerte. Vi boede i landsbyen Mårslet, syd for Aarhus.
Der var trygt og meget provinsielt på mange måder. Vi var én af meget få multikulturelle familier i byen. Min mor er fra Vestjylland, og min far var fra Indien og opvokset i Tanzania, indtil han som 13-årig blev sendt på kostskole i England. Min mor er uddannet i kunsthistorie, psykologi og litteratur, og for hende fyldte de vigtige epoker inden for kunst og litteratur meget. Vi tog på teltferier sydpå og besøgte kunstmuseer, kirker og vigtige monumenter.
Jeg blev blæst bagover af det vanvittige i Dalís surrealistiske malerier, da vi tog på museet i Figueres. Vi havde ikke så mange kunstværker i vores hjem, kunsten fyldte mest i de levende samtaler ved spisebordet. Jeg har altid forbundet kunst mere med en måde at leve og udtrykke sig på end som fysiske objekter.
Veronica D’Souza i sit hjem.
Da jeg flyttede tilbage til København efter at have boet i Nairobi, hvor jeg havde startet virksomheden Ruby Cup (menstruationskop til afrikanske piger fra fattige områder, så de kan gå i skole, mens de har menstruation, red.), lærte jeg Martin de Thurah at kende. Han boede lige på den anden side af gaden. Martin laver smukke film og maler. At besøge ham var ligesom at træde ind i eventyret ’Skyggen’ af H.C. Andersen, hvor skyggen besøger poesien på den anden side af gaden.
Jeg havde lige fået et barn, og når du går på barsel, bliver din verden lille – smuk, men lille, og slet ikke fyldt med verdensrejser, kunst og inspiration. Hos Martin var der poeter, forfattere og kunstnere – folk fra hele verden, der grinte og havde interessante samtaler med kunsten i centrum. I dag er Martin familie og gudfar til mine børn. Han har malet det store maleri ved vores spisebord.
“Det føltes som om, pladen havde tjent sit ypperste formål”
I 2010 lavede jeg min første soloplade. Jeg nåede lige at blive færdig og give den til min far på hans 60-års fødselsdag, inden han døde af kræft tre uger senere. Han spillede selv outroen på det sidste nummer, som handlede om hans død. Der var nok for mange følelser i albummet, til at jeg kunne overskue at markedsføre det og tage på turné. Det føltes som om, pladen havde tjent sit ypperste formål. I stedet gik der 10 år med opbygning af to virksomheder (Ruby Cup og Carcel, red.), indtil vi gik konkurs med Carcel i slutningen af corona. Det første jeg gjorde, var at købe et klaver på DBA, og så satte jeg mig ned og spillede. Det var ligesom at komme hjem.
De to værker på klaveret er af Ida Ellinor Hermansen.
Jeg begyndte at skrive musik igen, og lærte mig selv at indspille og producere i mit hjemmestudie. Nu har jeg lige udgivet et nyt album. Når jeg skriver, trækker jeg altid på noget magisk og drømmende. Her bruger jeg især litteratur, som nok er den kunstform, der har formet mig allermest. En af mine tidlige inspirationskilder er den italienske dramatiker Luigi Pirandello, som skrev teaterstykket ‘Seks personer søger forfatter’, der leger med konflikten mellem illusion og virkelighed og bruger masker som betegnelser for de mange personer, vi alle har i os.
Efter mange år som direktør, nyder jeg lige nu at bruge nogle andre udgaver af mig selv, hvor jeg har lettere til grin, og fordyber mig mere i mine skrøbelige følelser. Jeg omgiver mig med æstetik, der inspirerer mig, når jeg skriver musik. Oven på klaveret står blandt andet to værker af Ida Ellinor Hermansen, der kalder mig hen i drømmenes verden, som er der, jeg allerbedst kan lide at befinde mig.
Den seneste kunstudstilling, der gjorde et stort indtryk på mig, var Leonora Carrington på Arken. Det mytiske, mystiske og magiske har altid draget mig. Især de kvindelige symboler som heksen, medicinkvinden, den vilde kvinde, slangen, det cykliske – som jo mestendels har været udskældt og fortiet. Jeg har altid holdt den mystiske side af mig selv lidt skjult, fordi det har virket anderledes, og jeg har måske ikke fundet en måde at udtrykke det på. Carringtons værker er en hyldest af det kvindelige surrealistiske og mytiske, og noget, som jeg tror, verden har brug for, at vi fremelsker og sætter i forsædet.
“Nu lyder jeg som en hippie, men jeg mener det alvorligt”
Jeg har lige været en uge på Fyn og bo hos Henriette Elrosia Bjørn, som er moderne shaman, for at skrive på et bogprojekt, jeg har været i gang med, siden jeg var 20. Det var et vidunderligt ophold. Vi lavede alle mulige forskellige ritualer som at tale med træer, gå baglæns i naturen og fuldmåneceremonier. Det handler om at få forbindelse til jorden, stjernerne, planeterne og kroppen. Vi ved så lidt om, hvordan universet hænger sammen, og hvad vi egentlig er påvirket af. Jeg tror, at vi står i denne her alvorlige situation (klimakrisen, red.), fordi vi har glemt, hvordan vi sanser bjergene og træerne, og at vi er en del af et artsfællesskab.
Nu lyder jeg som en hippie, men jeg mener det alvorligt. Hvis vi skal forsøge at hele klimaet og menneskets væren på planeten, kan vi tænke i teknologiske løsninger, men på sigt tror jeg, det handler om, hvordan vi genetablerer en følelsesmæssig og sanselig forbindelse til naturen, og det større fællesskab, vi har omkring os, og som holder os i live. Det kan kunst i alle mulige former hjælpe os med. Og jeg ser også besøget hos shamanen som kunst, en urgammel kvindelig sanselighed og sammenholdskraft, som vi har akut brug for at hidkalde og omgive os med.
