Nicoline Werdelin er især kendt for sine urbane striber Café, Metropolis og Laura og Nugga. Stilen er sitcom-agtig, og så mener hun, at den form for humor er helt særlig for os danskere.
Nikoline Werdelin (f. 1960) er ganske vist flyttet til Berlin, men hun er alligevel en uomgængelig del af dansk kulturliv og er bl.a. blevet kaldt ‘livsstilens stædige seismograf’. Fra 1980’erne bragte hun café- og storbyverdenen ud til hele landet med sine skønne striber, Café, Metropolis, Laura og Nugga m.fl. I dag er hun primært dramatiker og har en populær brevkasse i ugebladet Søndag. På vej er to større illustrationsopgaver og en graphic novel.
ELLE har spurgt hende om …
Tegneserier og graphic novels vs. traditionelle bøger
Jeg ved ikke, om jeg kan skrive ren prosa, men tegne har jeg altid følt, jeg mestrede. Og trangen til at fortælle historier har været der. Det er spændende at vise de små uoverensstemmelser mellem det, vi siger, og hvordan vi ser ud, når vi siger det. Mimikken, kropssproget, øjnene siger mere end mange ord. Historien ligger for mig mellem billedet og ordene.
At hendes stil er blevet kaldt sitcom-agtig
Sitcom ligger lige for. Den ultrakorte form ligger godt til min fortællestil og giver selv den tungeste historie en lethed. Og viser komikken, der altid er til stede; uanset om vi begraver nogen, bliver separerede eller får huset sat på tvangsauktion.
Hvilken figur, der ligner hende bedst
Jeg tror, min egen personlighed ligger i fragmenter i alle mine figurer. Jeg følger personen et stykke vej i livet. De udfordringer, jeg udsætter den for, er nogle, jeg gerne vil bearbejde. Og handlingen opstår ved, at min fantasi fortæller mig, hvad han eller hun vil gøre. Da den også har sin egen vilje, bliver det en blanding af figuren selv og min evne til at finde på. Da jeg kun har ét liv at leve, har det været spændende at prøve flere skæbner af – i fiktionen.
Muligheden for en homo metropolis om Berlin
Der er så mange forskellige kulturer og udlændinge i Berlin, at det ikke ville nytte at forfølge en enkelt kultur for at forstå byen. Desuden er det meget tydeligt for mig hernede, hvor unik den danske humor er, og hvor hjemme jeg føler mig ved at kommunikere med den til andre danskere. Det, vi ‘har sammen’, oplever jeg ikke med nogen andre.
Den bog, der altid står på reolen
Tolstojs Krig og fred. Og Fremmedordbogen!
