Hver måned anmelder vi en film, og i september-nummeret af ELLE har vi anmeldt filmen 'Nerve', med Emma Roberts i hovedrollen. Her kan du læse mere om den hæsblæsende og tidsrelevante film, der handler om internettets dystre sider ...
Højspændt reality-leg – Den forsigtigt anlagte Vee (Emma Roberts) går på highschool og tør kun at drømme om den hotte JP fra skolens football-hold. Da hendes kække veninde Sydney opfordrer Vee til for en gangs skyld at tage en chance, melder hun sig i trods til onlinespillet Nerve.
’Er du tilskuer eller spiller?’, spørger Nerve, og før hun ved af det, er Vee blevet viklet ind i et adrenalin-inducerende spil, der gør sine deltagere til real-time-realitystjerner. For at få point skal man tage imod nervepirrende udfordringer fra tilskuerne, der følger med fra deres smartphones.
Se også: Månedens bog: Zero K
I første omgang er udfordringerne harmløse (kys en fremmed!), men da Vee teamer op med den mystiske Ian (Dave Franco (jep, det er James Francos lillebror)), begynder spillet at tage en ildevarslende drejning. Et foruroligende bud på, hvad der kan ske, hvis vores hypermedialiserede verden af realityprogrammer, sociale medier og gameshows falder i hænderne på internettroldene.
Instruktørerne Ariel Schulman og Henry Joost stod også bag den overrumplende dokumentar Catfish, der ligesom Nerve iscenesætter internettets dystre sider. Højspændt, effektfuld og tankevækkende. Premiere 27.07.16 Anmeldt af Marianne Lentz.