ELLEs Editor, Marie Louise Wedel Bruun, har i denne måned anmeldt bogen 'Slægters gang' af Jan Kjærstad. Du kan læse anmeldelsen lige her.
Portrætmaleren Kjærstad, Jan Kjærstad elsker at skrive om kvinder, og som skribent er han en forfører, en erobrer, en opdager. Egenskaber, der pudsigt nok også er titlerne på den prisvindende nordmands største roman succeser til dato, Jonas Wergeland-trilogien, hvor selv den mindste afstikker har smag, farve og fylde.
Selv definerer Kjærstad sit klassiske greb om romanen som ’indlevelse’, og det må meget gerne ses som modsætning til vore dages hurtigt skrevne effektlitteratur (fra chick- til krimi-) og dokumentarisme (tænk bl.a. Knausgård). Kjærstad skriver nemlig fiktion om karakterer, der kan skrælles bid for bid og dermed afslører endnu flere lag. En teknik, der i Slægters gang betyder, at han ikke bare portrætterer en hel slægt, men også indirekte sit land, Norge. Omdrejningspunktet og stammoderen er geologen og tegneren Rita Bohre, hvis hjem uden for Oslo i årene omkring 2. verdenskrig udgør et mikrokosmos af natur, kultur og ånd. Med andre ord af ’noget mere’, som romanens tre kvindelige fortællere og skæbnebetvingere (hvis du får associationer til de tre norner fra den nordiske mytologi, er det ikke helt galt) efterstræber.
Læs også: Evighedsturisten: Carin Olsson
Den vidtforgrenede slægt inkluderer især stærke, uudgrundelige og kreative kvinder (som journalisten Maud, der begæres af Ritas to sønner, eller barnebarnet Laila, der sætter kursen mod New Yorks jazzmiljø i 1950’erne) og selvsikre, men sjoskede og driftsbetonede mænd (som Ritas bror, der gør sig i hvalfangst, mens sønnen er besat af skihop). Alt i alt et norsk mikrokosmos af bønder, lærere, forskere, kunstnere, forfattere, præster, litterater, psykisk syge, modstandsmænd, oliemænd, finansfyrster, ejendomsspekulanter, digtere, musikere, miljøforkæmpere, politikere, spildesignere, caféejere … Karakterer, hvis veje hver især krydses (og krydres) af store personligheder, fra polfareren Nansen til musikeren Joni Mitchell.
Læs også: Josephine Skriver: “Jeg er vred. Jeg er såret. Jeg er håbefuld…”
Hver enkelt persons historie er som sin egen novelle og understreger den teologuddannede Kjærstads tro på menneskene og hans evige budskab: Vi har alle potentiale til mange skæbner i os. Du er det, du gør. Derfor kan du også blive det, du beslutter dig for – kast dig ud i det! Slægters gang er et digert værk på over 600 sider, og den fortjener at læses langsomt, så alle smagsnuancer kommer med. Og ja, måske er de nyeste og mest moderne karakterer bare ikke lige så rige og interessante som de ældste, men det er kun ridser i lakken på en ualmindeligt fin og tankevækkende roman om menneskene – dig og mig.