Vi har talt med Iris Gold om at tro på sig selv, om 'Toppen af Poppen', om at skabe plads til flere forskellige kvinder i musikbranchen, og om en vild idé til en musikvideo, som det krævede en hvis portion mod at udføre.
Jeg er vokset op i et hippiekollektiv, hvor jeg har været tæt på mange forskellige typer mennesker og aldersgrupper, der har inspireret mig med deres musiksmag. Jeg er meget draget af halvfjerdserne. På et tidspunkt sagde min mosters kæreste, der var DJ, at det ikke kunne være rigtigt, at jeg kun lyttede til sådan noget hippiemusik, og så satte han sig for at lære mig noget om hiphop.
Først syntes jeg, det var noget larm, men så kunne jeg lige pludselig begynde at høre rimene, og jeg tænkte, at det var vildt, at man kunne rime så meget i én linje. Da jeg selv begyndte at lave musik, tænkte jeg, at jeg gerne ville blande hippiemusikken med hiphop, og derfor kalder jeg selv min musik for hippiehop.
Vi havde ikke særligt mange penge, da jeg voksede op. Det er selvfølgelig subjektivt, hvad ’mange penge’ er, men jeg havde i hvert fald ikke særligt mange penge i forhold til dem, jeg var omkring: Jeg havde én dukke, hvor andre måske havde tre dukker eller 10 dukker. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var lidt flovt, og jeg kunne ikke lige overskue, at der var nogen, der skulle komme hjem til mig, for så kunne de se, hvor lidt jeg havde, eller hvor underlige menneskerne i kollektivet var. Jeg skabte et tilflugtssted, jeg kaldte for ’planet cool’. Det var skønt, for jeg havde mange usynlige venner, der var ingen racisme, og så var der masser af kærlighed. Alle blev set, hørt og respekteret. I den verden var jeg selv en pirat, der samlede guld.
Det er først senere, jeg er begyndt at tænke, at det måske var meget sejt, at jeg var vokset op på en anderledes måde, for det har også gjort mig meget anderledes. Jeg endte også med at kalde mit første album for ’Planet Cool’, og det viser nok, at alt det, jeg var flov over dengang, er blevet en del af min identitet i dag.
Mine onkler i London har hjulpet mig meget på vej, når det kommer til musikken. Jeg vidste, at jeg kunne lide musik, jeg kunne lide at skrive sange, og så kunne jeg også lide at bevæge mig. Mine onkler finetunede mig, skolede mig og gav mig i virkeligheden en ‘uddannelse’. Så når andre har gået på konservatorier og så videre, så har jeg lært mit håndværk i East London hos mine onkler.
Da jeg flyttede tilbage til Danmark i 2017, efter jeg havde boet i London i en periode, fik jeg at vide, at min musik simpelthen ikke ville gå i Danmark – jeg skulle begynde at synge på dansk, og hvis det absolut skulle foregå på engelsk, så skulle jeg erstatte min britiske accent med en amerikansk. Jeg klædte mig også for vildt, det var for meget, og jeg skulle stå stille på scenen, fik jeg besked på. Jeg skulle i virkeligheden bare være det, de andre var. Men jeg ville lave et show, så det gjorde jeg. Det var bare mig og en DJ, og jeg havde absolut ingen penge. Jeg blev ved med at sige: “Der kommer til at være flere mennesker, der vil være med. Tro mig.”
Der er så mange forskellige kvindelige kunstnere, og nogle gange virker det, som om det kun er én type kvindelige kunstnere, der må komme frem ad gangen. Som om alle skal være en klon af hinanden, og det kun er 10 af nærmest den samme kunstner, der kan være fremme på samme tid. Jeg ved ikke, om det bliver for overvældende, hvis det nu var 10 forskellige slags kvindelige kunstnere, eller hvad det egentlig er. Det er virkelig underligt, synes jeg, for der er mange jo mange flere forskellige typer mandlige kunstnere og bands, der kan være hotte og blive spillet i radioen på samme tid. Der er mere plads. Det er vildt, at vi stadig skal være i de her kasser.
Jeg har også tænkt meget over det her med seksualitet. Når man tænker på, hvor normalt det egentlig er, at man ser kvindelige amerikanske kunstnere bevæge sig sensuelt på scenen, mens de bevæger sig… Man tænker ikke jo engang over, at Beyoncé eller Lizzo bevæger sig, som de gør. Men sådan bevæger man sig ikke herhjemme. Det er fucking svært. Jeg bevæger mig meget og bruger min krop på en sensuel måde, og det gør nok, at der er nogen, der synes, at jeg ikke er så seriøs en kunstner.
Jeg kan godt se problematikken for nogle af mine kvindelige kollegaer, for man vil selvfølgelig gerne tages seriøst – men hvad betyder det egentlig? At man skal dækkes helt til? Eller at man skal stå stille? Eller spille på et instrument? Jeg synes, det er vigtigt, at vi viser, at vi kan være så mange ting. Vi kan være fjollede, vi kan være seriøse, vi kan være sexede, vi kan være følsomme, vi kan være selvsikre, ja, at vi kan være mange forskellige ting på samme tid, uden det er et problem.
Min sang ’Woman’ fra mit seneste album er nok min mest sårbare sang om at være kvinde, og det synes jeg også, at musikvideoen til den afspejler. Vi skød musikvideoen på Bahamas, og jeg havde besluttet mig for, at jeg gerne ville være nøgen, mens jeg red på en hest uden saddel. Da vi skulle lave videoen, havde jeg næsten lige født, så min mave så mærkelig ud efter mit kejsersnit, og mine bryster var kæmpestore og fyldt med mælk. Jeg ville bare gerne vise min krop, som den var, og hvor jeg følte, at den var virkelig smuk og frugtbar, selvom jeg ikke lignede en model.
Problemet med min idé var bare, at jeg er vildt bange for heste. Jeg tør ikke engang at røre dem. Men nu havde jeg altså sagt højt, at jeg gerne ville gøre det, og så kom der fire heste gående mod mig… Manden, der skulle styre hestene, var pissestiv og stod med en flaske rom i hånden, og jeg tænkte bare: ‘Det er løgn, det er jo ham, der skal hjæpe mig, hvad fuck gør jeg’. Det endte med, at hans 16-årige fætter kom for at hjælpe. Jeg stod der helt nøgen, og det var simpelthen så akavet. Jeg havde virkelig sagt ja til noget, jeg ikke havde tænkt igennem – og jeg havde jo ikke engang sagt ja til det, jeg havde selv fundet på det. Jeg sagde til mig selv, at jeg blev nødt til at gøre det, og at hvis det her havde været et filmset, og Leonardo DiCaprio stod lige derovre, så ville jeg jo have gjort det. Og sådan endte jeg altså med at komme op på hesten.
Det er ikke hver dag, man bliver spurgt om at være med i ’Toppen af Poppen’. Det er en ret stor ting. Min farmor er stor fan af programmet, og hun snakker om, hvor fantastisk det er hvert år. Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med, fik jeg tilsendt forskellige episoder fra tidligere år, jeg kunne se igennem, og der kunne jeg virkelig se, hvorfor hun så godt kan lide det – fordi man får fortællingerne bag sangene, fortolkninger af sangene og så selvfølgelig folks reaktioner på dem. Det er meget bevægende, og jeg blev meget draget af det.
Jeg troede, at jeg skulle sidde og være totalt cool og supersej den dag, hvor de andre skulle synge mine sange, men jeg endte med at være et totalt tudefjæs. Jeg græd fra første sang. Jeg var også pissenervøs, for lige pludselig handlede det hele om mig, og selvom jeg godt kan lide at stå på en scene og blive set, så er jeg faktisk ret privat. Så da jeg lige pludselig sad der og fik stillet spørgsmål, fik jeg det helt mærkeligt. Det stammer jo nok fra en usikkerhed i, at jeg tænker: ’Hvorfor skulle folk være interesserede i noget om mig?’ Det handler om at overvinde nogle dæmoner i mig selv, så jeg tænker, at jeg er lige så interessant som alle andre. Da jeg begyndte at græde til den første sang, åbnede det noget i mig, og så mærkede jeg virkelig, at jeg bare skulle nyde dagen, og at jeg faktisk havde fortjent at sidde der.
Iris Gold er med i ‘Toppen af Poppen’, der kan ses på TV 2 og streames på TV 2 Play. Iris Gold kan også opleves live den 22. oktober, hvor hun spiller i DR Koncerthuset.
