Forfatter og lærer Geeti Amiri flygtede som helt lille ind i bøgernes verden. Det er derinde, i andres ord, at hun har lært allermest om sig selv, fundet ligesindede, raset over hykleri og undersøgt middelklassens parforhold. Det er også her, hun finder stor sorg – og håb.
Hvilken bog kan du huske som den første, der rørte dig?
Da jeg var 14-15 år, kom jeg meget på skolebiblioteket og lånte stakkevis af bøger med hjem hver gang. Bibliotekarerne Flemming og Grethe havde sjældent børn med minoritetsbaggrund rendende, og jeg kan huske, at de gav mig Rushy Rashids selvbiografier ’Et løft af sløret’ og ’Bag sløret’ og sagde: ”Vi tror, de her er noget for dig.” På forsiden af Rushys første bog er der et billede af hende, der står og stirrer ud mod horisonten. På forsiden af opfølgeren er der et billede af Rushy og hendes mand, Jens. Jeg var i de år dybt splittet mellem gerne at ville være en god datter, både over for min mor og min far, der var gået bort, og det, jeg selv havde lyst til. Og jeg kan huske, hvordan jeg sad på mit lyserøde pigeværelse og læste. I takt med at Rushy beretter om sin barndom, at hun bliver sendt tilbage til Pakistan, fordi hendes far mener, at hun ikke må miste sin pakistanske identitet, og hun slår sig på kærligheden, da hun forsøger at finde en fra sin egen baggrund, blev jeg ved med at bladre frem til billedet på forsiden og tænke: ”Det kan ikke være rigtigt. Tænk, at der findes en person, der har det ligesom mig”.
Er der en særlig bog, der har hjulpet dig til at forstå, hvem du er, eller som har åbnet verden for dig?
Jeg har altid fået hug – især af mænd, jeg har datet – for at være en, der ser verden i sort og hvid. Fordi mit rene blik forstyrrer mænds selvopfattelse af at være et køn, der må spille efter andre regler, mens kvinder forventes at forlige sig med omstændighederne. Men når man har kæmpet så meget for at leve med selvbestemmelse, som jeg har gjort, er det frustrerende for mig at opleve hykleriet imellem kønnene i kærlighedsøjemed. Amalie Skrams ’Constance Ring’ er skrevet i 1800-tallet, men den åbnede en verden for mig. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan det kan være acceptabelt, at der er ét sæt regler for mænd og ét for kvinder. Især i et land, der ellers bryster sig af at være et foregangsland for ligestilling. Når jeg læser om Constance Ring, der desværre ender med at begå selvmord, bliver jeg fascineret af hendes blik på verden, hvor hun ikke kan holde ud, at den er så uretfærdig over for kvinder. Både overklassens kvinder, som må stille sig tilfreds med at være kontrollerede, anstændige og selvopofrende hustruer, såvel som underklassens kvinder, der må finde sig i mænds eskapader, fordi mænd skal gøre sig erfaringer uden forpligtelser forstås. Bogen fik mig til at omfavne min egen sort-hvide fortolkning af verden, i stedet for at jeg forsøgte at undertrykke følelsen. ’Constance Ring’ har været med til at forme mig med hensyn til, hvordan jeg vil have relationer, både i forhold, men også familie, venner, andet. Man skal være ærlig. Også når det gør ondt på de mennesker, man gerne vil have opfatter en som et smukt menneske. Man kan ikke leve på en løgn.
Er der en bog, der har haft en betydning for dit valg af arbejde?
’De loyale’ af Delphine de Vigan, der handler om en skolelærer, der går den ekstra mil for sine elever. Hun har udviklet de der ekstra antenner, som sårbare børn får med i tilværelsen, og hun kan ikke se igennem fingre med sine udsatte elevers omstændigheder. Hun tager det hele med hjem. Den dag, jeg gik i gang med den bog, havde jeg lige været ude og holde et oplæg for Lær for Livet, som jeg er ambassadør for. I Lær for Livet følges tidligere og nuværende anbragte børn i et program, der hedder Learning Kids. Formålet er, at de gennemfører folkeskolen og en ungdomsuddannelse med større succesrate, og indsatsen løfter børn ud af den sociale armod igennem uddannelse. Jeg var helt mørbanket i den periode, og jeg overvejede at stoppe som lærer. Da jeg kom hjem og satte mig til at læse, begyndte jeg at hulke. Jeg har aldrig haft et arbejde, der er hårdere end at være lærer. Men bogen overbeviste mig om, at jeg skulle fortsætte.
Hvilken bog har lært dig mest om en verden, du ikke kendte?
’Bob’ af Helle Helle. Den er for vild. Den beskriver en verden, der er så genkendelig for mange – bare ikke for mig. Jeg har aldrig haft den opvækst og mulighed for at udfolde mig i start- og midttyverne. Men det er sjovt, at det, jeg går og romantiserer som opskriften på det gode liv, kan være lige selvudslettende og destruktivt som at være i underklassen. Nu kan jeg ikke lade være med at se på unge mennesker, der er kærester, med ’Bob’ i baghovedet. Er de klar over, at når de lykkes som par, er det, fordi den ene opløser sig selv for den anden?
Hvilket værk har gjort størst indtryk i dit voksne liv?
’Gift’ af Tove Ditlevsen. Den er decideret ubehagelig at læse. Jeg sad og rykkede rundt på stolen, i sofaen, kunne ikke være i det. Der var en gammel ven/flamme, der spurgte, om vi skulle drikke et par gin-tonics den aften, jeg blev færdig med den, og jeg inviterede ham over udelukkende for at bede ham tage denne her bog ud af mit hjem. For jeg var på vej ind i et nyt forhold, og bogen gjorde mig i tvivl om alting. Om jeg var på rette vej. Dobbeltheden i ’Gift’ berørte mig dybt: at hun så inderligt søger et forhold, og at det samtidig er det, der forgifter hende, og at alle forholdene samtidig er kimen til hendes forfatterskab. ”Tag den ud af mit hjem”, bad jeg ham. Jeg rendte rundt med brændende salvie og rensede lejligheden efterfølgende, og jeg satte røgalarmen i gang, fordi det osede så meget. Der gik et års tid, og så ville jeg gerne have den tilbage. Men jeg er glad for, at jeg reagerede så kraftigt på den, for det, der skete dengang, var, at jeg var utro over for mig selv. Jeg lyttede ikke til, hvad jeg ville, jeg var så forhippet på at leve op til normerne.
Har du et godt råd til en helt ung forfatter?
Få dig et godt, dødeligt arbejde. Det her med at leve af legater er en dårlig ide. Det lykkes kun for de heldige at lande den slags, og ofte svarer størrelserne på legater til en månedlig indtægt, der lige holder en kørende som borger på passiv forsørgelse.
Hvilken bog har senest rørt dig mest?
Digtsamlingen ’Institutionaliseret’ af Haidar Ansari – om en knægt, der foretager et uheldigt kursskifte i sine teenageår. I små brudstykker skriver han om et liv, hvor der er så mørkt, og elendigheden dulmes med stoffer og vold. Jeg håber inderligt, at bogen når bredt ud, især hos Änglamark-familierne, hvis børn er skånet for at se bagsiden af Danmark.
