Forfatter og kulturredaktør Johanne Bille har udvalgt 8 bud på årets bedste boggaver.
En bog under juletræet eller i adventssokken slår aldrig fejl. Men hvordan vælger du den helt rigtige bog til den heldige modtager? Det giver kulturredaktør Johanne Bille dig svaret på i denne guide. Her er noget for enhver smag og modtager – du finder nemlig alt lige fra en gribende biografi om at komme i scenelyset som ganske ung til en genudgivelse af en kultklassiker om moderskab.
Og du kan få bøgerne med rabat gennem Aller-bøger, hvis du bruger rabatkode: ELLE5.
1. Britney Spears: Min egen stemme
At Time Magazine i 2021 udpegede Britney Spears som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer er nok ikke særlig overraskende. Få har som popstjernen og ikonet Britney Spears været definerende for sin generation, men der har i den grad været en bagside af medaljen. I ”Min egen stemme” får du hele Britney Spears utrolige historie – fortalt af hende selv! Det handler både om at blive megakendt som meget, meget ung, om forholdet til blandt andre Justin Timberlake, om hendes far – der længe kontrollerede Britney gennem et værgemål – og om endelig at forsøge at slippe fri af alle de bånd, der har bundet hende. ”Min historie. På mine betingelser. Endelig. Er du klar?” skrev Britney Spears, da hun annoncerede bogudgivelsen, og jublen var ikke til at overse. Her er både celebsladder og nørdede detaljer, men også gribende scener og frem for alt en historie, der ikke ligner nogle andres.
Britney Spears: Min egen stemme. Politikens Forlag
2. Katrine Engberg De hvide nætter
Der er godt nyt til alle krimifans – og i særdeleshed til alle Katrine Engberg-fans! Katrine Engberg er en af de mest populære krimiforfattere, vi har herhjemme, og nu kan du komme hendes nye krimi ”De hvide nætter” under juletræet. Her vågner teenagepigen Shirin i et telt på øen Vorsø ved siden af sin sovende storebror, men noget ved stilheden er urovækkende. Shirin finder til sidst sin far Tami død i et telt med halsen skåret over. Det bliver begyndelsen på et dramatisk opklaringsarbejde, ledet af efterforskningsleder Petter Bohm, der selvfølgelig også må hidkalde efterforsker Liv Jensen til forstærkning. ”De hvide nætter” er en historie om fortid og nutid, der fletter sig sammen – og om, at tavshed altid har en pris.
Katrine Engberg: De hvide nætter. Alpha
3. Line Rix: Kit Couture
Kender ud også en, der er bidt af en gal strikker? Så er hun højest sandsynlig også vil med Kit Coutures smukke strikkedesigns, der hurtigt er blevet populære blandt både nye og garvede strikkere. En oplagt julegaveidé til hende, der ikke kan holde fingrene fra strikketøjet, er strikkebogen ”Kit Couture”. Bogen er fyldt med moderne og lækre strikkeopskrifter. Her er selvfølgelig sweatre, T-shirts, huer og vanter – men også seje puder, mobiletuier og tasker. Tænk nu, hvis der falder et stykke strik af til dig?
Line Rix: Kit Couture. Lindhardt & Ringhof
4. Olga Ravn: Voksbarnet
Olga Ravn har lagt Bremen Teater ned med sit show ”Bål og brand” i efteråret (en ekstraforestilling i maj er netop slået op), været en af drivkræfterne bag den populære teaterforestillingen ”Hex”, og det er da også de skrækkelige hekseprocesser, der er omdrejningspunktet i hendes nye roman ”Voksbarnet”, som fortælles fra en voksdukkes perspektiv. I ”Voksbarnet” anklages den ugifte adelskvinde Christenze Kruckow for trolddom og flygter til Nordjylland med romanens fortæller, der er en slags voodoo-dukke skabt af bivoks. I Nordjylland møder Christenze en gruppe kvinder, hun bliver fortrolig med. De dyrker forbundetheden med naturen og udfører smukke ritualer, men det får store konsekvenser, når de anklages for trolddom. ”Voksbarnet” er en magisk, levende, hårrejsende og frem for alt spændende fortælling, der er en oplagt julegaveidé til alle med interesse for ny, dansk litteratur.
Olga Ravn: Voksbarnet. Gyldendal
5. Eva Ravnbøl: Guds Eget Køkken
Til alle med forkærlighed for Italien og italiensk mad, er ”Guds eget køkken” af Eva Ravnbøl oplagt at komme under juletræet. Eva Ravnbøl har arbejdet mange år som journalist og korrespondent i Italien, og hun kender derfor alt til støvlelandet med kærlighed, pasta – og regler! Det er sådan en kogebog, man drømmer sig væk i, for den rummer, foruden lækre opskrifter, også smukke billeder og sjove anekdoter. Man får helt lyst til selv at kreere en af de mange opskrifter, som Eva Ravnbøl har samlet fra venner og familie. Eller måske endda tage en tur til Italien!
Eva Ravnbøl: Guds eget køkken. Lindhardt og Ringhof.
6. Camilla Kjems: Følg tegnene
Hvorfor er det vigtigt, at du lærer at lytte til din intuition? Det er og meget mere svarer Camilla Kjems på i sin nye bog ”Følg tegnene – en guide til det spirituelle liv”. I bogen lærer du at øge din spirituelle bevidsthed og på den måde finde ro og (en positiv) retning i dit liv. ”Følg tegnene” er fyldt med både øvelser, teori og forskning i energi, kvantefysik og hjernebølger – og så får du også Camilla Kjems personlige historie, som du hurtigt bliver inspireret af. Bogen er den oplagte gave til hende, der gerne vil forstå sig selv bedre ved at komme i kontakt med den energi, der forbinder os med hinanden og universet. Hvem er egentlig den bedste rådgiver for lige præcis dit liv i en verden, hvor der ofte er frit valg på alle hylder, og hvor det kan være svært at finde mening? Jamen, det er du selv! Det kræver kun, at du lærer at lytte til din intuition, og det er faktisk slet ikke særlig svært.
Camilla Kjems: Følg tegnene. Gyldendal.
7. Lærke Kløvedal: Sømærke
Jeg har sukket efter at læse Lærke Kløvedals ”Sømærke”, siden den udkom til strålende anmeldelser og spændende interviews, hvor Lærke Kløvedal fortæller om at være barn af søfareren Troels Kløvedal, der blev kendt for at fravælge den grå hverdag og sejle verden rundt. Problemet var bare, at datteren Lærke Kløvedal var lige præcis dét – den grå hverdag. I ”Sømærke” fortæller hun ærligt og gribende om sin opvækst i Thy i 1980’erne og 1990’erne med alt, hvad den indebar af kvindekollektiver, familiedynamikker, teenageår i provinsen og en ny frihed med en flytning til København. Selv om hun er datter af en far, der har sejlet i hele verden, kan den unge Lærke Kløvedal ikke rigtig lide at rejse. Men samtidig er det også svært at blive hjemme.
Lærke Kløvedal: Sømærke. Gutkind.
8. Nicklas Brenborg: Vanedyr
Selv dem, der ikke er de store læseheste, kan blive fanget af en bog, hvis den er spændende og vedkommende nok – og en sådan bog er ”Vanedyr” af Nicklas Brendborg. Nicklas Brendborg skrev bestselleren ”Gopler ældes baglæns” om videnskabens årelange kamp mod aldring, og nu har han kastet sig over vaners mønstre og virksomheders evne til at skabe afhængighedsskabende stimuli, det kan synes næsten umuligt at bryde ud af. Men hvordan fungerer hjernen egentlig? Og kan du tage kontrollen tilbage, eller er de dårlige vaner bare kommet for at blive? Det svarer Nicklas Brendborg på i ”Vanedyr”, der fik ikke mindre end seks stjerner i Berlingske.
Nicklas Brenborg: Vanedyr. Grønningen.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.