Den danske kunstner Esben Weile Kjær åbner den 10. oktober sin første soloudstilling på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Her fortæller han om udstillingen, Solar System, med sine egne ord.
Fortæl om din første solomuseumsudstilling Solar System?
Det er den største og mest omfattende udstilling, jeg har lavet. Jeg har arbejdet på den i cirka to og et halvt år, og jeg forsøger at tage forskellige greb, jeg har benyttet over de sidste 6 år og formulere dem endnu skarpere. Det er på mange måder en meget personlig udstilling, som arbejder med tematikker og materialer, som er centrale for min praksis. Det er en leg med kontraster, glimmer, melankoli og drømme.
Du har udtalt, at du blander populærkultur og kitsch med samfundsaktuelle spørgsmål. Hvordan det?
Jeg interesserer mig meget for billeder og symboler, der med tiden ændrer betydning. Jeg plejer at sige, at jeg remixer det, der allerede findes i verden for at skabe mine værker. Mange elementer vil man kunne genkende direkte: Der vil være en nostalgi, som kan jeg forstille mig, mange vil kunne genkende. Men jeg tror samtidig, at udstillingen kommer til at føles meget fremmed. Jeg kan godt lide den komplekse oplevelse af genkendelse og fremmedgjorthed på samme tid. Jeg forsøger altid at ramme det sted, og til det er både pop og kitsch gode værktøjer. Mine værker er et forsøg på at forstå det komplekse sted, vi befinder os lige nu. Jeg tror, det bliver umuligt ikke at læse klimakrise, kolonialiseringen af rummet og ideologiernes forfald ind i udstilling.
Dit projekt stikker dybere end den blotte appel, fortæller Søs Bech Sharpe, der er museumsinspektør og kurator på udstillingen. Hvordan vil du selv forklare det?
Det er svært for mig selv at svare på, men jeg tror, det handler om, at jeg altid arbejder med en form for modstand i mine værker. Selv om de er glatte og poppede, så bider de fra sig. De er ikke passive – de har en agens eller autonomi.
Mange kender dig bl.a. fra BUTTERFLY! på Arken Museum. Hvordan er denne udstilling forskellig?
På mange måder er Solar System forsættelsen på BUTTERFLY! Jeg er enormt glad for den udstilling, og den lærte mig enormt meget om at lave udstillinger. Helt konkret var BUTTERFLY! anderledes, fordi jeg der gik i dialog med museets egen samling. Solar System er mit eget, personlige udsagn fortalt med mine egne værker.
Hvordan vil du beskrive din kunst med 3 ord?
Poppet, kritisk og nostalgisk.
Hvilken kunst/hvilke kunstnere bliver du selv draget og inspireret af?
I udstillingen er der flere referencer, f.eks. til barokken, men også nyere tv-shows og reklamer. Mine referencer ligger altid midt imellem kunsthistorie og populærkultur.
Hvad håber du, publikum tager med sig fra Solar System?
Mest af alt håber jeg, de kan mærke håb.