Ditlev Tamm: “En gang om året plejer jeg at forære min kone et kunstværk”

Som 17-årig købte jeg mit første kunstværk på en auktion. Det var en lille tegning af maleren Wilhelm Marstrand, som havde illustreret den spanske forfatter Miguel de Cervantes’ store værk ’Don Quixote’. Jeg var og er meget begejstret for den bog. I samme periode købte jeg også en litografi af Salvador Dalí fra en serie, hvor han illustrerede Dantes ’Den guddommelige komedie’. Jeg har altid holdt meget af Dante, og læste allerede meget af ham dengang. Det gjorde mig glad at have motivet hængende på væggen. Og opleve Dalís perspektiv af scenen, hvor hovedpersonen i bogen går over Glemslens Flod til Paradis. Det er fint illustreret med smukke farver. Dalí er en meget stor kunstner. 

Jeg er ikke vokset op i et hjem, hvor der var megen dyr kunst på væggene. Det var et embedsmandshjem, men min far havde på Færøerne købt et tidligt maleri af den færøske kunstner Mikines. Med tiden købte de også litografier og en fajance-tallerken af Picasso. De hænger nu hos mig.

“Det var karakteristisk for min skolegang, at vi ingen ting lærte om kunst. Når man ser på det med vore dages øjne, er det i virkeligheden helt forkert.”

Kunsten kom tidligt ind i min tilværelse, fordi jeg selv fik interesse for kunst, og ret systematisk arbejdede mig gennem kunsthistorien. Men det var karakteristisk for min skolegang, at vi ingen ting lærte om kunst. Når man ser på det med vore dages øjne, er det i virkeligheden helt forkert. Vi hørte om alle mulige krige og større og mindre forfattere, men der var simpelthen ingen lærer, som lærte os noget om det kunstneriske univers, vi var omgivet af. Det måtte man håbe på, at man selv kunne finde frem til, eller som i mit tilfælde, have en familie, som ikke var helt fremmed over for den verden. 

Foto: Lasse Dearman

Jeg har altid haft en stor interesse for historie, så min tilgang til kunsten har også været historisk. Det var de klassiske malere som Botticelli, Rembrandt og Van Gogh, hvis malerier jeg kendte fra familiens kunstbøger og nærstuderede på SMK og Glyptoteket og efterhånden også store udenlandske museer. Det er først senere, at jeg er blevet nok så glad for at se på samtidskunst. Der er med årene sket en ændring. Jeg dyrker stadig det historiske, men jeg holder virkelig af at følge de trends, der er i samtiden, og det gælder bestemt også i kunsten. På mange måder kigger jeg mere ud og frem i dag. 

Kunst betyder meget for mig. Når jeg rejser, er det altid en fast del af mit program at besøge de store museer. Det er en drivkraft i mit liv. Jeg har svært ved at gå forbi et kunstmuseum uden at ville ind og se, hvad de har. Et lands nationalkunst afspejler jo i høj grad kulturen, samfundet og dets mennesker. Nu var jeg i Wien i sidste uge, og jeg ville synes, at det var underligt, hvis jeg ikke besøgte det store kunsthistoriske museum Belvedere eller gik på Leopold Museum og så Schiele. Kunsten har en jo historie, og store kunstnere spiller op til hinanden og til fortiden. Jeg holder meget af, når jeg ser på kunst at kunne se sporene af, hvad der har inspireret den enkelte maler – hvordan fortiden fylder i værket. 

“Når jeg rejser, er det altid en fast del af mit program at besøge de store museer. Det er en drivkraft i mit liv.”

Nu er jeg ikke kunstner, jeg er videnskabsmand. Jeg bruger ord, ofte mange ord, til at beskrive fænomener, og der står billedkunsten som en kontrast. Mens kunst er et billede på her og nu, er litteraturen et langt forløb. En af de moderne kunstnere, som jeg er særligt imponeret af, er amerikanske Cy Twombly. Især hans evne til i ét maleri at sammenfatte et stort stof som for eksempel de græske tragedier af Aischylos. Han laver lidt krimskrams og maler en knivspids, som er rød og sort, og så har du hele fortællingen: De myrder hinanden, der tages hævn, og på et tidspunkt stopper hævntogtet. Det er så spændende, hvordan man kan fremstille store fortællinger helt minimalistisk. Det kan jeg godt lide at tænke på, når jeg selv skriver. 

En gang om året plejer jeg at forære min kone et kunstværk. Jeg synes, at hun gør en så stor indsats ved at holde mig ud, at hun skal have noget ordentlig for det. Det seneste værk, jeg købte til hende, var en keramisk skulptur af den finske kunstner, Emma Helle. Skulpturen hedder ’Dåben’, og den er næsten som en græsk kapitæl. Min kone, som er finsk, deler min store interesse for kunst. Vi har et hus i Finland, hvor der også hænger meget kunst. Vi ejer flere værker af den finske kunstner Harry Väisanen, som jeg har været særligt glad for de senere år. Det første værk, vi købte, af ham, hedder ’Den stående flod’, hvor han har illuderet vand, så det er et livgivende element, der både står stille og lever. Det spiller i virkeligheden på Sokrates’ filosofi om, hvorvidt alting bevæger sig eller står stille. Jeg er fascineret af vandfald – det er tilsyneladende bare vand, der falder, men kigger du efter, er der alle mulige fantastiske bevægelse i det. Vi har også et maleri af en rødspætte af Väisanen, som gør mig glad hver eneste dag. 

“En gang om året plejer jeg at forære min kone et kunstværk. Jeg synes, at hun gør en så stor indsats ved at holde mig ud, at hun skal have noget ordentlig for det.”

I min ungdom tænkte jeg ikke så meget på indretningen af mit hjem. Jeg er sådan en, som altid har arbejdet, og jeg kan skrive i timevis uden at lægge mærke til mine omgivelser. Jeg var lige ved at sige, at kunsten er med til at få mig til at hæve blikket en gang i mellem. Og komme ud af mig selv. Hvis jeg ikke var blevet stoppet af interessen for kunst, kunne mit hjem være endt som et stort bibliotek med reoler og bøger alle vegne. Kunsten har skabt mere balance i mit liv. Jeg glædes ved kunsten og ved at lade bøgerne vige for kunstværker, bliver jeg ikke trykket af de mange bøger på samme måde, som jeg har gjort tidligere. Kunstens æstetiske verden har gjort mig til et friere menneske.