Kunst, bøger og musik

Disse nye bøger, du skal glæde dig til at læse i august

- 28/07/2023

Journalist Julie Moestrup deler sine favoritbøger i august.

”Er begyndt at læse Jean Genet og Oscar Wilde igen, jeg forsøger at udrede, hvordan jeg kan stille forskellige former for smerte i forhold til nydelse.
Er begyndt at tænke på fængsler på grund af de meget lange køer, jeg står i. 
Systemerne, klinikkerne, sluger min tid, vores tid, 
skødesløst og i store portioner.
Det er ikke på grund af noget, vi har gjort.
Venteværelser med savsmuldstapet og skærme,
animationer af sundhedskort, der bliver scannet, spiller i loop. 
Plastikkopper, borde af bøgefinér.
Jeg kommer aldrig til at skrive, hvad de spørger mig om på klinikken. 
Jeg kommer aldrig til at skrive det ned og sende det til tryk.
Men jeg ved, at det handler om ydmygelse.
Jeg kan skrive, hvordan det føles;
varme i kinderne, hænderne, maven,
noget, der trækker fremad i brystet og
en enorm utålmodighed.
Vipper med foden hele vejen hjem i toget,
langt inde under høretelefonerne,
den her lyst til at brænde et eller andet ned, men
det må nok blive mit eget liv igen,
for jeg har jo brug for recepten.
På en date i en have fortæller jeg om klinikken som en anekdote,
at det føles som at gennemspille kapitler af Oliver Twist.
Please sir, I want some hormones.
Hun griner, og jeg griner, en form for nydelse, ja?
Systemets vold er ofte dum og latterlig, det kræver ikke altid et avanceret 
analyseapparat at skille den ad som en nystegt kylling.
Det er ikke alle, jeg vil fortælle den anekdote, den vittighed til.
Det er ikke alle, jeg vil være en stakkels lille dreng for.”

Sådan skriver Luka Holmegaard i ’Havet i munden’, hvor hen igen væver tanker om kønsidentitet, samfunds- og normkritik, personlige refleksioner og oplevelser ind i – denne gang – tre sammenhængende, flydende og intense langdigte. I den også fremragende ’Look’ fra 2020 var det den binære kønsopfattelse, der blev udfordret – og koderne i at ’klæde sig på’, ’klæde sig ud’, om at skabe og omskabe køn. 

I ’Havet i munden’ er det transformationen, Luka Holmegaard sætter ord på. Vi møder først jeg’et en forårsdag i 13 grader koldt hav. Det bliver lunt og Sankthansaften: ”Jeg har det, som om min krop er fyldt med lys”. Hedebølgen kommer: ”hvor alle går til vandet som store smukke køer”. Derefter kølig regn på havnen i Amsterdam og en sidste svømmetur en usædvanlig varm oktoberdag. Havet flyder ind og ud af teksterne – som en redningskrans for den krop, som også er i omstilling. Testosteron og operation. Temperaturskift og en stemme i overgang. Luka Holmegaard skriver mesterligt om foranderlighed. Blødt og hårdt. Omfavnet af personer med begyndelsesbogstaver som V, P og U. Hun, de og han. Jeg’et beskriver sig selv som: ”helt ny og dunet”. Det er ikke en metafor. Men levet liv. På én gang så poetisk, humoristisk, rasende og såbart beskrevet.

Digtsamlingen ’Havet i munden’ af Luka Holmegaard (f.1990). Udkommer på Gutkind den 16. august. 

Foto: PR

'Havet i munden' af Luka Holmegaard

En anden, der har skrevet om at skifte køn, er Gry Stokkendahl Dalgas, hvis bog udkom sidste år og modtog Poesiens Pris. Og ligesom ’Havet i munden’, er ’At Performe Transkønnet Vrede’ must-reads, for alle, der ønsker at forstå de udfordringer, transkønnede står over for. Det er Gry Stokkendahl Dalgas debut med ’Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej’ også. Bogen er en blanding af digte, optegnelser og breve fra perioden, hvor hun sprang ud som transkvinde og derefter ventede på at blive ’godkendt’ til hormonbehandling. Og med det en kæmpe anbefaling til årets Louisiana Litterature, der afholdes fra 17. til 20. august. Udover Dalgas på scenen, kommer argentinske Camila Sosa Villada også til Humlebæk. Hendes selvbiografiske debutroman ’The Queens Of Sarmiento Park’ om at være født som dreng og finde vej til transmiljøet er brutal, vild og hjerteskærende læsning. Ja, kom og bliv klogere. Derudover kommer helte og heltinder som Haruki Murakami og Joyce Carol Oates også!

At Performe Transkønnet Vrede’ af Gry Stokkendahl Dalgas. Er udgivet på Forlaget Amulet.

Foto: PR

'At performe transkønnet vrede' af Gry Stokkendahl Dalgas

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

3 bøger, du skal læse i juli