Den 25-årige kunstner Cecilia Fiona har skabt denne måneds ELLE-forside. Her fortæller hun om en opvækst med plads til drømme og fantasi, en mentalitet om at der altid findes en vej hen til det, man gerne vil, og om kunstnerdrømmen, der gik i opfyldelse på utraditionel vis
Fortæl om din opvækst?
“Begge mine forældre og min mormor er forfattere, så skrive- og fortællekunsten har været en stor del af min barndom. Fortællingen har ligesom altid været i centrum, men ikke på en visuel måde. Jeg har dog tegnet og malet, siden jeg var helt lille, og jeg er vokset op med en mentalitet om, at man kan lære alt. Hvis man gerne vil have bygget noget, så gør man det selv. Især min far har været god til at kaste mig ud i alting: Jeg gik ikke til svømning, men lærte det på tre uger, da jeg var 5 år gammel i 10 grader koldt vand i det danske hav på en blæsende og kold sommerferie. Det var megahårdt, men jeg gennemførte og kunne svømme efterfølgende. Det er også sådan, jeg er blevet kunstner.”
Hvordan oplevede du, at der var plads til kreativ udfoldelse i din barndom?
“Mine forældre tog altid det jeg drømte om natten alvorligt, og vi snakkede meget om mine drømme og om drømmetydning. Jeg kan tydeligt huske, hvordan min mor lærte mig at vende mig om mod dem, der jagtede mig i mine mareridt og konfrontere dem med, hvad de ville mig. Det tror jeg har gjort meget for mig og den måde, jeg ser min kunst og verden: Virkelighed og fantasi er tæt forbundet.”
Fortæl om dine værker?
“Jeg er meget inspireret af mytologi, alkymi, mysticisme: I det hele taget alt, der indebærer at se verden på en anden måde end den rationelle og fysiske. Jeg kan godt lide at se mine værker som en form for økosystemer. Et led fører videre til det næste, og det hele er forbundet, kædet sammen og påvirker hinanden. Som mennesker er vi jo også afhængige af hinanden og påvirket af alt omkring os. Værkerne handler også om at undersøge, om det er muligt at eksistere på en måde med mere fokus på altings forbundethed og afhængighed af hinanden. De er et blik ud i en fremtid, hvor mennesker eksisterer i verden på en anden måde i et andet forhold med naturen. Sci-fi, kvantefysik og tanker om fremtiden er en stor del af min praksis, og jeg ser også kunsten som en søgen efter svar på alt det, vi ikke kan sætte ord på, ikke forstår og alle mysterierne.”
Hvordan lærte du dig selv at blive kunstner?
“Jeg har altid været drevet af at udtrykke mig og fortælle historier, men rent faktisk at male og forfine håndværket, er noget, der er kommet løbende. Når jeg ser noget af det, jeg lavede for 5-10 år siden, tænker jeg “tænk at jeg blev ved”. Det er ikke fordi, det er dårligt, men det hele er bare meget ufærdigt. Det var en famlen efter at finde ud af, hvem jeg var. Det er jo også det, kunsten handler om: At turde stille sig frem og finde ud af: Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Hvad synes jeg er vigtigt? Det er ikke noget, man nogensinde bliver færdig med.”
Hvad er det seneste, du har lært dig selv?
“Jeg arrangerede selv en udstilling i min lejlighed for to år siden, mens jeg læste kunsthistorie. I den forbindelse blev jeg kontaktet af en kurator på Instagram, der spurgte om hun måtte komme forbi og se den. Da hun kom, foreslog hun, at jeg skiftede akryl, som jeg malede med dengang, ud med harelim og pigmenter, fordi hun troede, det ville gøre noget for min teknik. Jeg havde aldrig hørt om det før, men jeg synes, det lød spændende, så jeg købte materialerne og kastede mig ud i det. Og så malede jeg ikke noget i over et halvt år, fordi jeg slet ikke kunne få det til at fungere. Jeg rev mig selv i håret, men blev også mere og mere stædig. Jeg havde bare en følelse af, at jeg skulle blive ved. Det var en intuitiv følelse af, at det var det rigtige, jeg havde bare ikke knækket koden endnu. Det er den der intuitive følelse, som driver rigtig meget af det jeg gør. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men jeg kan mærke, når det er rigtigt for mig.”
“Når jeg vågner om morgenen, vil jeg helst gå direkte fra søvnen og drømmen og ind i mit atelier”
Siden da er du blevet en anerkendt kunstner repræsenteret af både et dansk og internationale gallerier. Hvordan skete det?
“I sommeren 2021 gik min kæreste igennem seks år fra mig, jeg blev færdig med min bachelor i kunsthistorie og min roomie flyttede ud af min lejlighed. Alt var i opløsning, og jeg var i krise. Det er så klichéfyldt, men når noget lukkes, åbnes noget andet. Det var samtidig med at jeg lærte at arbejde med harelim, som rykkede mit håndværk helt vildt. En læringsproces, der betød, at jeg smed alt, jeg kendte til maleri og måtte starte helt fra bunden igen. Det blev en form for kunstnerisk genfødsel, hvor jeg fandt en ny tilgang til maleriet. Det var derfra, jeg begyndte at få anerkendelse udefra. Jeg ansøgte om at komme med i det internationale kunstmagasin Artmaze Magazine og jeg kom med. Derigennem blev jeg opdaget af nogle udenlandske gallerier, som tog kontakt til mig via Instagram, og så rullede det bare og alt skete af sig selv. Jeg mødte de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter. Andersen’s Contemporary (kunstgalleri i København, red.) så mig via Instagram, og vi havde en rigtig god snak, og så kom jeg ind der. Instagram gør, man kan komme i kontakt med mennesker, som forstår en på en dyb måde og som gerne vil hjælpe en med at få det ud.”
Hvordan oplever du det at være autodidakt kunstner?
“Jeg har søgt ind på kunstakademiet flere gange, men jeg kom ikke ind. Når jeg ser tilbage på det i dag tænker jeg, at processen med at søge ind og få afslag var enormt lærerig. Det tvang mig til at blive mere klar. Det, jeg søgte ind med, var set i bakspejlet ikke mig. Det var noget, jeg troede, der ville virke, når man skulle søge ind, men det skal jo komme fra det rigtige sted. I 2021 kom jeg på venteliste, men jeg var pludselig et helt andet sted i mit liv. Jeg synes, det har været interessant at opleve forskellen på kunstscenen i Danmark og i udlandet ift., om man har gået på en kunstskole eller ej. I Danmark er det meget vigtigt, men i udlandet kigger folk på, hvad man laver, og ikke hvor man er uddannet. I Danmark er det ofte en sensation, at jeg er selvlært, hvilket jeg synes er lidt sjovt, da jeg mener, det er vigtigt med forskellige erfaringer og diversitet indenfor et felt. Jeg fik at vide fra et galleri til en fernisering, mens jeg læste kunsthistorie, at de aldrig ville tage en kunstner ind, som ikke havde gået på akademiet, så der tænkte jeg, det var absolut nødvendigt for mig at komme ind. Det er 2-3 år siden nu, og nu kan jeg jo bare konkludere, at det er vigtigt, man ikke begrænser sig selv på baggrund af, hvad andre fortæller en er muligt eller umuligt. Der findes altid en vej hen til det, man gerne vil og tror på. Min mormor sagde engang til mig: ”En handling er altid en manifestation af en tanke”. Derfor tror jeg på, tanker og fantasier kan ændre verden.”
Hvordan beholder du begge ben på jorden samtidig med den succes?
“Hvis der er noget, jeg virkelig har lært det her år, er det, at man aldrig ved, hvad der sker: alting forandrer sig hele tiden. Der er ingen følelser, der er endelige, ingenting slutter, alt er i forvandling, det er vigtigt at huske på: både når det går dårligt, og man gerne vil væk fra en følelse, men især også når det går godt. Det er en måde at fokusere på nuet. Derudover husker jeg meget på, hvad det er, der driver værket: Hvorfor startede jeg med at male? Det handler om at bevare kernen og glæden. Lige nu er der ventelister på mine værker, men fordi jeg maler med den teknik, jeg gør, og en lillebitte pensel, er det umuligt for mig at lave noget hurtigere. Heldigvis. Hvert værk kræver så stort fokus og tager lang tid. Man kan ikke male noget over med harelim, så man har ’one shot’. Derfor er selve processen for mig, når jeg maler, også meget tranceagtig og foregår i nogle lange stræk. Atelieret er et helligt rum for mig, hvor der ikke er noget, der hedder effektivitet. Det er meget vigtigt for mig ikke at blive forstyrret. Når jeg vågner om morgenen, vil jeg helst gå direkte fra søvnen og drømmen og ind i mit atelier (som er et rum i Cecilia Fionas lejlighed, red.). Bare det at der bliver tændt for et fjernsyn i mellemtiden, kan jeg slet ikke have! Jeg skal ikke have for mange inputs.”
Hvordan forestiller du dig, din kunst vil udvikle sig i de kommende år?
“Lige nu har jeg virkelig meget lyst til at arbejde videre med den del af min praksis, hvor mine værker bliver tredimensionelle og en del af en performance: Når de træder ud i den virkelige verden – et maleri er selvfølgelig også fysisk, men når noget bliver skulpturelt – f.eks. i form af mine foldevægge eller performance med de her dragter, jeg syr og maler, så oplever jeg, at det kommer tættere på folk og har en anden virkning på dem. Jeg kan godt lide at skabe et rum, som folk kan træde ind i. Og så glæder jeg mig til min første soloudstilling med mit galleri i London til sommer.”
