Kunst, bøger og musik

Bøger i marts

- 11/02/2009

ELLE ser nærmere på den storsælgende debutroman Vådområder af Charlotte Roche samt månedens bud på selvironiske chick lits.

Månedens bog, Charlotte Roche: Vådområder (L&R, 8. MAR.)
Sig efter mig: Røvbarbering! Tyske Charlotte Roches storsælgende debutroman handler om Helene, der ligger på hospitalet efter en mislykket sådan. Hendes ende er lige så åben og ildelugtende som sine kun 18-årige erindringer. Efter forældrenes skilsmisse og deres efterfølgende demonstrative skøjten på overfladen er Helene gået i den stik modsatte retning. Hun er blevet ét med sin krop i en grad, så man får kvalme, når hun f.eks. endnu en gang vælger at spise pus, sekret, sårskorper, you name it. Gør Roche op med et overfladisk skønhedsideal, eller er Vådområder bare en provokation a la American Psycho? Begges hovedpersoner overskrider grænser, men hvor manden Bateman mishandler andre, vælger kvinden Helene at eksperimentere med sig selv. Roche har skrevet en bog, som man på forhånd bliver forarget og stødt af, fordi både den uskønne Helene og sprogbrugen er så ekstrem. Men har hun dybde nok under den groteske og kvalmende overflade? Døm selv

Tendens: Mummy lit
Den 8. marts fejres den 99. Kvindernes Internationale Kampdag. Litterært markeres det med et væld af selvironiske chick lits version 2.0: Når storby-chicks får Mr. Big, suppleres stiletterne med børn og karrieremænd. Polly Williams lagde verden ned med The Rise and Fall of a Yummy Mummy, og nu følger tre real life-versioner: Julia Lahme: Hvor lagde jeg babyen? (Pretty Ink), en intim beretning om de første ni måneder med baby. Underholdende, veloplagt og begavet, men også Facebookagtigt selvfed og namedroppende. Mette Mølbak: Mor på høje hæle (Politiken, 20. feb.), en hyleskæg guide til nybagte storbymødre med et hav af brugbare råd baseret på dyrekøbte erfaringer af forfatteren og hendes veninder. Judith O’Reilly: Lykkelig på landet (Bazar, 17. mar.), baseret på hendes blog om at gå i en provinsfælde med børn, byggerod og fraværende mand.

Månedens anti-chick lit
HENRIK LIST: Kære fucking dagbog (L&R, 5. mar.). Ungdomshuspigers dagbøger i romanform: Skilsmissebørn slår rod i en subkultur. LAILA INGRID RASMUSSEN: 12. Togtben (L&R). Den fine forfatters poetiske logbog fra den videnskabelige Galetheaekspedition. SIGNE DAUGBJERG: Maria: Købt (Politiken). Oprørende dokumentar om handlet prostituerets groteske skæbne anno nu-og-her. En dosis virkelighed, der skal læses!