Kunst, bøger og musik

3 nye bøger, du skal glæde dig til at læse i juli

- 04/07/2023

Glæd dig blandt andet til at dykke ned i den skræmmende fortælling om, hvad kvinder måtte ty til før aborten blev lovlig i Danmark for 50 år siden.

En ikke så fjern kvindehistorie
Det er 50 år siden, at Folketinget vedtog abortloven, der gav danske kvinder lov til at få foretaget en abort frem til 12. graviditetsuge. Og netop nu er der diskussioner om, hvorvidt det er utidssvarende. Til sammenligning er grænsen 18. uge i Sverige, 22 i Island og Holland 24 uger. Men modsat i Polen er det kun muligt at få en abort på baggrund af bevist voldtægt, incest eller hvis kvindens liv er i fare. Og det gør Camilla Stockmanns velskrevne og grundigt researchede bog ’Når du strammer garnet’ til en relevant og underbelyst fortælling om dansk kvindehistorie før abortens frigivelse.

I 1940’erne blev 59 kvinder dømt for at slå deres nyfødte børn ihjel. På loftet i Camilla Stockmanns boligkarré på Frederiksberg blev der i 2018 fundet et barneskelet, der var blevet dræbt og gemt væk. Hun får et tip om, at det ikke er det eneste spædbarn, der er fundet død i gaden, hvor hun bor. Det bliver startskuddet til en fortælling, der rækker langt udover kommunegrænsen. Gennem politirapporter, arkivfund og avisartikler opruller Camilla Stockmann sagen om et barnemord i sommeren 1941 – hvor en ung kvinde ’Ellen’ bliver mistænkt. ’Når du strammer garnet’ er vigtig læsning om en ikke så fjern fortid. 

Camilla Stockmann, ’Når du strammer garnet’, Gyldendal.

Foto: PR

Tilbage til Los Angeles, 1981
Bret Easton Ellis er tilbage med romanen ’Skår’ – efter 13 års pause. Og med den et vink tilbage til debutromanen ’Less Than Zero’ fra 1985 og kultromanen ’American Psycho’ 1991. ’Skår’ er en mursten på 745 sider – men heldigvis er Bret Easton Ellis i topform, når han rejser hjem til Los Angeles i 1981, hvor den syttenårige forfatterspire Bret sammen med high school-vennerne på Buckley fyrer den af på stoffer, i Porscher, klæder sig i ekstravagant rigdom, lytter til 1980’ernes mixtapes og er ’lykkeligt’ i familietræer med bortrejste eller bare fraværende forældre.

Bret er ikke sprunget (helt) ud af skabet, bortset fra når han er på tomandshånd med kæresten, Debbies far, som han har et amourøst forhold til. Ligesom han har det med et par af vennerne. Og så dukker der naturligvis en seriemorder, Trawler, op i ’Skår’, og det hele bliver uhyre bestialsk. Teenagepiger forsvinder, og Bret bliver i den grad besat! 

Bret Easton Ellis, ’Skår’, Lindhardt & Ringhof.

Foto: PR

Terrorangreb og dobbeltspil
I 2021 debuterede Iben Albinus som romanforfatter med ’Damaskus’. En spændende og filmisk dreven politisk thriller, der tog afsæt i borgerkrigen i Syrien under al-Assads diktatur med al den bestikkelse, tortur, mord og spionage, det bidrog med i fortællingen. Her arbejdede den danske FE-agent Sigrid Melin for et skandinavisk teleselskab, mens hendes tidligere studiekammerat fra København, Reem, ledte et sikkerhedsfirma i landet. De mødtes under dramatiske omstændigheder – med mange hemmeligheder på spil.

Nu er Sigrid Melin tilbage, og denne gang forgår en del af handlingen i Beirut. Hun er blevet skilt og arbejder som undercoveragent på den danske ambassade, da hun i lufthavnen spotter en velkendt passager, som det viser sig har planer om at udføre terrorangreb i Danmark og Tyskland. Igen bliver det hæsblæsende og korrupt. Sigrid kommer i personlig såvel som seriøs faglig konflikt med PET, og er nødsaget til at kontakte sin far, der er nyudklækket justitsminister, og som hun ikke har set i en lang årrække. Med ’Den danske agent’ har Albinus suveræn kontrol over både spændingskurve, et stort persongalleri og evne til at levere en pageturner. Igen!

Iben Albinus, ’Den danske agent’, Politikens Forlag. 

Foto: PR

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

3 udstillinger, du skal se i juli