Kunst, bøger og musik

3 kunstudstillinger, du skal opleve denne sensommer

- 01/08/2022

Sensommeren byder på flere spændende kunstudstillinger, du bør lægge vejen forbi. Vi har udvalgt tre af dem, vi ser mest frem til.

Eva Helene Pade, Nicolai Wallner, Glentevej 47, København. Soloudstilling fra 19. august.

EVA HELENE PADE (f. 1997) kan sin kunsthistorie og filosofi. Forud for sin første soloudstilling hos Galleri Nicolai Wallner har hun hentet inspiration hos Cervantes ’Don Quixote’ og den russiske filosof Mikhail Bakhtin. Malerierne kredser om symbolske ritualer, om død og genfødsel – på en gang karnevalsk grotesk og dragende smukt. Kærlighed, melankoli, længsel. Det er kvinden, der har hovedrollen i Pades malerier. Kvinder i et momentum. Kvinder, der er på vej. Det er Eva Helene Pade i den grad også. I kometfart. Hun er repræsenteret med fem værker på museet Fondazione Sandretto Re Rebaudengo i Torino, og samlere fra ind- og udland står i kø for at få fat på hendes malerier. Eva Helene Pade, der er kandidatstuderende på Det Kongelige Danske Kunstakademis malerskole, er helt sikkert et navn, der kommer til at stå stærkt i samtidskunsten.

Foto: EVA HELENE PADE, UNTITLED (2022)

Lee Lozano, Gl Strand, København. Soloudstilling fra 17. september.

LEE LOZANO (1930-1999) blev i 60’erne et fremtrædende navn på den eksperimenterende og konceptuelle kunstscene i New York. “Lee was punk before punk,” har galleristen Dorothy Lichtenstein sagt. I 1970 trak Lee Lozano sig med ’Drop Out Piece’ ud af kunstverdenen. Hun flyttede hjem til sine forældre i Dallas. Dermed smeltede værk og tilværelse sammen – og det endnu mere radikalt med ’Decide to boykot Women’ efter et møde med en feministisk og venstreorienteret kunstgruppe. Ikke hendes kop te! Det, der skulle have været en måned lang ’demonstration’, eskalerede, og frem til sin død nægtede Lee Lozano at tale med andre kvinder – hun forsøgte sågar at nægte kvinder adgang til sine udstillinger. Men nu kommer hun heldigvis til vægs på Gl Strand med omkring 150 humoristiske og groteske tegneserieagtige tegninger og malerier fra perioden 1959-1964. 

Foto: Lee Lozano, no title, 1961. @The Estate of lee lozano. courtesy hauser & Wirth. Foto: Thomas Barratt

Karoliina Hellberg, Galleri Kant, Store Kongensgade 3, København. Soloudstilling frem til 25. september.

KAROLIINA HELLBERG (f. 1987) modtog i 2019 Didrichsen Art Museums Pro Arte Award, der gives til unge, talentfulde finske kunstnere. Ud over en udstilling på museet bliver et værk også repræsenteret i samlingen. Didrichsen Art Museum i Helsinki er i øvrigt et besøg værd, det finsk-danske ægtepar og kunstsamlere Marie-Louise og Gunnar Didrichsen åbnede museet i 1965, der i dag også rummer deres hjem samt en skulpturpark med værker af navne som Henry Moore og Laila Pullinen. Og ikke mindst 19 malerier af den finske maler Helene Schjerfbeck. Mennesket optræder sjældent i Hellbergs værker. Men det gør sporene efter dem; et halvfyldt vinglas, en rygende cigaret i en underskål, et ansigt i en billedramme på væggen i et af de mange rum og bygninger, som kendetegner hendes hemmelighedsfulde fortællinger. 

Foto: Karoliina Hellberg, OFFERINGS (PASSAGE WAY TO A DIFFERENT PLACE)
Læs ogå

5 kunstudstillinger, du skal opleve denne sommer