Har du endnu ikke fundet den bog, som skal underholde dig denne sommer?
Mod midnatssolen
Man har altid noget sanseligt og nært i vente, når man griber ud efter en roman af Dy Plambeck og Mod Midnatssolen er ingen undtagelse. Med en frossen moderkage i sin datters madkasse rejser Amy til Norge for at forene den sammenbragte familie, hun umiddelbart tror skal være hendes, men som bølgerne på bådturen derop skvulper også hendes liv. Med sig på rejsen har hun udover sine børn sine ungdomsveninder Kari og Lulu, og historien kredser i høj grad om de relationer, der kan være lige så vigtige (og rigtige), som den klassiske kernefamilie-relation.
Mod Midnatssolen, Dy Plambeck, Gyldendal.
Kærlighedens etik
Den amerikanske feminist bell hooks skrev sit navn med småt, når hun skrev om kærlighedens politiske og sociale potentiale, for på den måde viste hun, at sagen var større end hende selv. Nu er hendes bog Alt om kærlighed endelig kommet på dansk, og vil du bruge din sommer tænksomt, ærligt og kærligt, er den et godt sted at starte. Sug til dig af hooks klare, filosofiske ord, men vær også forberedt på at smøge ærmerne op, for i følge hende er kærlighed noget, vi skal arbejde med, noget vi skal praktisere og noget, vi selv skal lære at give betydning, også som samfund.
Alt om Kærlighed, nye visioner, bell hooks, Grif.
En hyldest til Munro
Hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med Alice Munros rørende og ekstremt velfortalte noveller, er det denne sommer, du skal sluge de første sider. Den canadiske, nobelprisvindende forfatter døde i maj og som en cadeau til hendes ualmindeligt fine fortællekunst kunne man ønske sig, at man så mennesker med næsen i hendes bøger på stranden, i toget, på flyveren og i iskøen hele sommeren. For åh, hvor er hendes historier noget af det fineste at pakke op. Som den danske forfatter Rikke Viemose formulerer det: ”Alice Munro skriver så utroligt smukt og klogt om livet, især om kvinder og deres stræben efter frihed og lykke.”
Alice Munro er på dansk udgivet af Gyldendal.