August står i Pridens tegn, og selv om dele af den er omlagt pga. corona, er begivenheden ikke mindre væsentlig. ELLE støtter det vigtige budskab i samarbejde med Scoop Models, der igen i år står bag kampagnen Love Is Not A Crime (LINAC). Mød en stribe af Pride-miljøets personligheder her.
Vil du præsentere dig selv?
”Jeg hedder Jalal, jeg er 26 år, og jeg er upcoming standupkomiker. Jeg er født og opvokset i Aarhus. Jeg har medvirket i DR-programmet ’Macho’, og jeg er transkønnet.”
Hvad vil du gerne lave stand-up om?
”Jeg tager pis på nogle alvorlige emner fra mit eget liv: det at være transkønnet, muslim og så videre. Jeg har altid været meget selvironisk – nogle gange kan tingene godt blive lidt for alvorlige, når det handler om LGBTQ+-miljøet – det er vigtigt for mig, at vi kan grine af det sammen.”
Hvilke pronominer bruger du?
”Han og hans.”
Hvilken seksuel orientering identificerer du dig selv med?
”Jeg er heteroseksuel. Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i fire år.”
Hvordan oplever du at leve som transkønnet?
”Det der med at være en minoritet i en minoritet i en minoritet – fordi jeg er araber, muslim og transkønnet – er en stor del af min oplevelse. Derfor har jeg skulle kæmpe nogle kampe, hvor jeg er blevet sat i alle mulige ufrivillige kasser. Jeg har for eksempel oplevet homoseksuelle, der giver slip på hinandens hænder, hvis de holder i hånd, når jeg går forbi – de bliver simpelthen bange – men jeg er jo også en del af miljøet. Det er sørgeligt, at det skal være sådan, men samtidig kan jeg godt forstå det.”
Hvad har været den største kamp?
”Min største kamp har nok været at finde ud af, hvilken mand jeg er. Der er mange, der tror, at når du er transkønnet, jamen så har du fundet dig selv – men det har man ikke. Ja, jeg har fundet mit køn, men jeg har ikke fundet min identitet. Der er så mange måder at være mand på, og så er der jo også alle mulige forventninger til, hvilken slags mand du skal være; du har den arabiske mand, den danske mand, du har svigerfamilien, som også har en holdning til, hvordan du skal være, arbejdspladserne. Dét har været min store kamp. Jeg har været meget styret af, at jeg ville være så maskulin som muligt, og jeg ville hele tiden overkompensere det maskuline. Jeg ville for eksempel ikke stå i et køkken, fordi jeg identificerede det med noget feminint. I dag er jeg meget mere afklaret. Det er også dét udgangspunktet er i dokumentaren på DR3, hvor det primært er det maskuline, og hvornår man er ”en rigtig mand”, der er i fokus.”
Du sagde, at det ikke var svært at finde ud af, at du var transkønnet. Hvordan og hvornår gik det op for dig?
”Siden jeg var barn, har jeg altid været en drengepige. Jeg har aldrig leget med dukker eller været prinsesse til fastelavn. Jeg gik til boksning og fodbold. Jeg vidste, at jeg var til kvinder, så til at starte med sprang jeg ud som lesbisk. Men da jeg flyttede hjemmefra som 19-årig, fandt jeg ud af, at jeg er transkønnet – og så startede min udvikling derfra.”
Hvorfor har du sagt ja til at medvirke i dag?
”Jeg gik 19 år uden overhovedet at vide, at der var noget, der hed transkønnet. Det er pissevigtigt at sætte fokus på det. være okay, at være lige præcis den man er.”
Kan du huske en oplevelse eller begivenhed, hvor du kunne mærke at der var noget, der var anderledes?
“Der har været mange ting undervejs. Jeg gik for eksempel i min brors boxershorts. Jeg har altid været meget fascineret af min bror, og hvad han gjorde: jeg ville være mere og mere som ham, men jeg vidste ikke, at der var noget, der hed transkønnet, så jeg tænkte, at jeg måtte være en virkelig maskulin lesbisk.”
Hvordan håndterede din familie din transformation?
”De håndterede det forskelligt. Den vigtigste accept, som jeg har fået, var min mors, men for hende var det også en proces. Hun er fra 1949, så hun kom fra en helt anden generation. Det var faktisk hende, der navngav mig Jalal. Jeg stod op en morgen, og så siger hun: ”Jeg drømte om dig i nat, og jeg kaldte på dig”. Det kunne jeg ikke se noget specielt i, men så sagde hun: ”Jeg kaldte dig Jalal,” Dengang hed jeg Dalal, men siden den morgen har jeg heddet Jalal. Hun er her desværre ikke i dag, jeg mistede hende i oktober.”
Vil du sætte lidt flere ord på din transission?
”Jeg søgte hjælp hos en læge og fortalte, hvordan jeg havde det, hvorefter jeg kom hen på en sexologisk klinik. Dengang var det at være transkønnet betegnet som en psykisk sygdom, så jeg blev simpelthen behandlet ud fra skizofreni. Men der var ikke nogen, der var i tvivl om, at jeg bare var transkønnet. Da jeg endelig fik diagnosen på papir, fik jeg en recept på testosteron, og så begyndte man at kunne se de fysiske forandringer. Min stemme begyndte at gå i overgang, ligesom når mænd kommer i puberteten, og så begyndte jeg at få skægvækst – der har de arabiske gener faktisk hjulpet mig. Efter tre måneder får man så en indsprøjtning med testoteron, som skal gentages hver tredje måned resten af livet. Jeg har lige fået min topoperation (fjernet bryster, red.) i Tyskland for tre måneder siden, og det er det fedeste.
Hvad ville du sige, hvis du skulle give et godt råd til personer i din situation, som ikke er nået så land?
”Jeg vil sige, at de skal gøre, hvad de føler og ikke tænke på, om andre bliver skuffede eller kede af det – fordi i sidste ende er det dig og din krop. Du skal ikke tage herfra, hvor du fortryder. Jeg slog mig selv omkuld på et tidspunkt, fordi jeg gik med selvmordstanker, men jeg ville ikke dø som kvinde, men som mand.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle give et godt råd til en allieret?
”Vær der og lyt. Det er ikke alt, du behøver at forstå, men rum det. Og hvis du er der, så skal du også være der 100 %. Du må ikke være flov over at blive set med personen. Det kan mærkes.”
