Jul og yalda, den persiske solhvervsfest, er grundstenene for en meningsfuld december for forfatter og forlægger Shëkufe Tadayoni Heiberg, der føler modstand mod decembers overforbrug, men alligevel godt kan få en tåre i øjenkrogen, når juletræet pyntes.
Mine forældre er fra Iran, men jeg har altid fejret jul, og særligt som barn betød det meget at holde traditionelt dansk jul. Det var en dejlig højtid, og så kunne jeg også sige det henne i skolen og dermed være en del af den danske tradition. Det var mine danske tanter, der stod for julen i min barndom.
Som voksen får jeg det mere og mere svært med overforbrug i vildt mål gennem december. Men jeg har altså også tre børn, så vi holder klassisk dansk jul, dog uden kød, og med et træ, vi kan plante ud i haven senere.
Når vi pynter træet, og jeg mærker børnenes sitrende forventning, bliver det ret højtideligt for mig, også selv om jeg gerne vil stå imod rent intellektuelt. Der er noget helt særligt ved træet og julepynten, der forbinder decembermånederne i mit liv, som gør at jeg altid bliver meget rørt. Jeg vil gerne lære børnene, at vi ikke behøver at overforbruge for at skabe magisk julestemning, men jeg forsøger også at holde igen med for meget politisering af julen, for jeg vil også gerne møde børnene i deres behov og ønsker.
Den 21. december fejrer vi Yalda, vintersolhvervsfesten. Hele familien samles, vi spiser hallim, en hvedegrød, der har kogt længe: Nogen spiser den med salt, andre med sukker og kanel, og så bærer vi nødderne og frugterne frem og sidder og spiller kort og backgammon og snakker og hører musik, rolige aktiviteter, hvor alle er vågne og sammen. For mig er yalda årets vigtigste højtid, fordi den forankrer mig i den milepæl, vi har nået. Mørket har nået sit højeste punkt, men vinteren er først lige begyndt. Fra nu af bliver det lysere, men koldere.
Det er vigtigt at stoppe op ved, og det er særligt vigtigt at være sammen om det. Det er en cyklisk forståelse af, at solen nu bliver genfødt, og man siger farvel til det gamle års sol og byder det nye års spæde sol velkommen. Man erkender, at nu starter vinteren for alvor og varer frem til forårsjævndøgn. Så det er nu, der er brug for, at vi fylder vores tanke op, spiser nærende mad, frugter, nødder, soltørrede bær, granatæbler. Det er så symbolladet, og det er smukt med de rubinagtige bær, der giver næring til sjælen og til skønheden – alt det, vi har brug for til at komme igennem den mørke tid. Ved at våge sammen med familie og venner indtil det bliver lyst, holder man mørket fra døren både symbolsk og konkret.
Jeg tæller virkelig dagene, for jeg vil gerne vide, hvornår vi er halvvejs. Det er en misforståelse at tro, at vinteren går på hæld herefter, bare fordi lyset vender tilbage, for det gør den ikke, den bliver strengere og strengere. Men at holde styr på det regnskab hjælper mig gennem mørket. Dansk nytår derimod planter en falsk følelse af, at 1. januar bringer forandring med sig. Kosmisk og naturligt set er 1. januar hverken midtvejs igennem vinteren eller startpunktet på et nyt år. Derfor kan det føles svært at finde energi til nytårsfest og nytårsforsæt netop dér. Kroppen vil helst bare gå i hi og blive i den tilstand, indtil der sker et egentligt skift, som der gør ved kyndelmisse og forårsjævndøgn.
Jeg har skrevet en lille bog, der hedder ‘Vintersolhverv’, der kun er trykt i 10 håndlavede eksemplarer og består af et ritual, man kan lave med sig selv og som indeholder næring i form af mælk og granatæblekerner. Man skriver det ned, man gerne vil tage afsked med sammen med den sol, der er slut, og så brænder eller begraver man det, for så at skrive noget nyt man gerne vil møde, som et fortsæt om, hvad den nye sol gerne må bringe med sig. Det planter man så.
Ritualer som denne er vigtige for mig, fordi de tegner livets cirkulære bane frem. Alting sker igen og igen, med ophold på bestemte tidspunkter. Når man har små børn, er det tydeligt: man ammer, man skifter, man sover, og så ammer man igen. Det gjorde et stort indtryk på mig, da jeg forstod, at jeg levede et cyklisk liv, at vores livsfortælling ikke er lineær som en Hollywood-fortælling, men netop går i ring, gentager sig – som naturen selv.
“Det gjorde et stort indtryk på mig, da jeg forstod, at jeg levede et cyklisk liv, at vores livsfortælling ikke er lineær som en Hollywood-fortælling.”
Både i julen og i Yalda anerkender man, at mørket er en kraft, der kan overvælde os, og at værnet mod det er at samles med dem, man har kær og se på mørket som noget, man skal skabe et værn imod – om det er film og popcorn, julesang og mad, eller andre traditioner, så er det udtryk for en bevidsthed om, at mørket er derude, men herinde har vi samværet og lysene på bordet som modstykke. Den tanke kan alle tappe ind i i julen, mens man sidder med risalamanden, hvor man jo er i gang med at polstre sig til mørket og kulden. Hvis vi forstod vores rituelle praksis bedre, ville vi ikke være så eftergivende for overforbruget og Coca-Cola-julen, men julen er blevet udhulet for betydning og kan derfor nemt fyldes af store, kapitalistiske kræfter.
Juletræet, man slår ihjel og slæber ind – altså, der stod et træ, det levede, det passede sig selv, og så slog man det ihjel. Det er med til at forstyrre vores grundlæggende kobling til naturen. Vores krop bliver jo vinterdeprimeret, den forstår det godt, men vores intellekt skal blive bedre til at anerkende de der rituelle milepæle. Det ville jeg ønske.
