Kultur

FN’s klimatopmøde: Nej tak til prostitution

- 09/12/2009

Når FN afholder klimakonference i København, er det ikke kun CO2-kvoter, der er på programmet, men også nej tak til prostitution. ELLE har mødt Somaly Mam, menneskerettighedsforkæmperen der har en grusom forhistorie som tidligere prostitueret

Somaly mams livshistorie minder om eventyret om Den grimme ælling. Hun er vokset op som ugleset og udstødt for så at forvandle sig til ikke alene en ufattelig smuk kvinde, men også en højt respekteret prostitutionsbekæmper, som Time Magazine har kåret til at være en af verdens mest indflydelsesrige personer. Det eventyrlige ligger i hendes ukuelige vilje og intelligens. Med den styrke har hun rejst sig fra at være et offer og fange i Phnom Penhs bordeller til i dag at drive kvindehjem og redde unge piger fra at lide samme grufulde skæbne.

5000 kvinder hjulpet
Indtil nu er det lykkedes hende at hjælpe flere end 5.000 kvinder og børn ud af prostitution og i gang med et nyt liv. “Det tager fem minutter at redde en pige ud af et bordel. Men det tager fem år at hjælpe hende i gang med et nyt liv uden for prostitutionsmiljøet,” fortæller Somaly Mam opgivende, da ELLE møder hende.

Overladt til bjergfolk
I virkeligheden kender Somaly Mam ikke sit rigtige navn eller sin nøjagtige alder. Alt hvad hun ved, er, at hendes forældre overlod hende som ganske lille til bedstemoderen, som igen efterlod hende hos bjergfolket phnongerne. En dag kom en gammel mand, som hun fik præsenteret som sin bedstefar, og hun drog lykkelig med ham i fortrøstning om endelig at være fundet af sin familie. Men sådan skulle det ikke gå.

Købt som hushjælp
Den gamle mand havde købt hende som hushjælp. Forude lå årevis med hårdt slid, hvor hun stod op ganske tidligt om morgenen for at hente vand i floden og slæbe de tunge spande tilbage, holde hus, vaske tøj og lave mad til den gamle mand. Til gengæld slog han hende og lejede hende ud til andre. Eneste lyspunkt var landsbyens skolelærer og hans fattige familie. Her søgte Somaly Mam tilflugt i ny og næ, og det lykkedes skolelæreren at overbevise bedstefaderen om, at hun også skulle have lov til at gå i skole en gang imellem.

Solgt til bordel
“Den barndom, jeg har haft, gør, at jeg altid føler mig ensom,” fortæller Somaly Mam sørgmodigt. ‘Bedstefaderens’ ydmygelser skulle vise sig at blive værre. Da hun voksede op, begyndte han at misbruge hende seksuelt og solgte hende til andre mænd. Siden tjente han penge ved at gifte hende bort, men da hendes mand var væk som soldat, hentede han hende igen og solgte hende som 16-årig til et bordel i Phnom Penh.

Somaly Mam

Somaly Mam (f. 1970 eller ’71), cambodjansk forfatter og menneskerettighedsforkæmper. Har udgivet bestseller-erindringerne En kvindes pris (Gad). Somaly Mam er på Time Magazines liste over de mest indflydelsesrige personer i 2008. Udnævnt til CNN Hero og har modtaget et væld af priser for sit arbejde for at redde børn og kvinder ud af prostitution.

Horribel beskrivelse
Beskrivelsen i Somaly Mams bog En kvindes pris af livet i storbyens bordeller er så horribel, at man ville ønske, det ikke var sandt. Da jeg spørger Somaly Mam, hvad der var det værste, hun oplevede i bordellerne, tror jeg, hun vil fortælle om dengang, hun blev holdt indespærret i en mørk kælder omgivet af slanger og kryb for at knække hendes trodsige sind, men nej: “Det værste er stanken af sperm og sved. Jeg har vasket mig i de skønneste sæber, smurt mig i vidunderlige cremer og hjemme har jeg et skab fyldt med parfumer. Alligevel er det, som om jeg aldrig helt kan fjerne lugten,” fortæller Somaly Mam.

Nej til prostitution

Når politikere fra hele verden besøger København i anledning af FN’s klimatopmøde i december, bliver de mødt med et etisk kodeks, der opfordrer dem til ikke at benytte sig af prostituerede. Københavnske politikere har introduceret det etiske kodeks, fordi det er velkendt, at antallet af prostitutionsbesøg traditionelt stiger under konferencer og topmøder. Den kommunale kampagne støttes bredt politisk og skal dels gøre opmærksom på, at kommunen ikke bifalder det kvindesyn, der ligger bag prostitution, dels understrege, hvor skadelig prostitution er for de involverede. Det er den slags initiativer, der skal til, hvis vi nogensinde skal gøre os håb om at komme prostitution til livs. Det mener den cambodjanske prostitutionsbekæmper Somaly Mam. “Jo mindre efterspørgsel, desto færre kvinder,” er hendes måske banale, men meget logiske løsning på, hvordan man nedbringer prostitution på verdensplan.

Tankermønster som slave
Ved et lykketræf møder Somaly Mam nødhjælpsarbejderen Pierre, da hun er i starten af tyverne. Han bliver hendes store støtte og siden hendes mand og far til to af hendes tre børn. Dér starter hendes kamp for at komme ud af prostitution. Og her lærer hun, at det ikke er nok at betale sig fri – det er hele ens tankemønster som slave, der skal ændres. En viden, hun drager nytte af i dag, hvor hun ikke alene redder pigerne ud af bordellerne, men også hjælper dem i gang med et nyt liv enten ved at uddanne dem eller støtte dem til at få en lille butik. Når Somaly Mam taler om pigerne, overstråler smilet hendes ansigt.

Særlig karakterstyrke
Hun erkender, at hun er udstyret med en helt særlig karakterstyrke: “Jeg ved ikke, om den ligger i mit folk eller i min krop. Jeg ved bare, at med alt det, jeg oplevede, blev jeg nødt til at være stærk. Egentlig har jeg bare forsøgt at overleve det, der er overgået mig, og så har jeg kæmpet for, at det ikke skal overgå andre,” fortæller hun beskedent. Hun havde aldrig drømt om, at hendes arbejde ville føre hende til prisoverrækkelser over hele verden og blive støttet af celebre skuespillere som Susan Sarandon.

Truet på livet
Hendes store indsats skaber mening i hendes eget ødelagte liv. Men indsatsen er ikke uden omkostninger. Når hun er i bordellerne for at redde pigerne, og hun konfronteres med stanken og vilkårene, vælder minderne op i hende. Og når hun møder pressen som her i København og holder foredrag, fortrænger voldsomme mareridt hendes søvn, og hun bliver decideret syg fysisk og psykisk med kvalme og opkastninger. Men det værste er truslerne mod hendes liv fra prostitutionens bagmænd.

Lever med livvagter
Truslerne er årsag til, at hun nu må leve med livvagter. Alvoren i truslerne stod klar, da hendes datter i 2006 blev kidnappet. Heldigvis lykkedes det at få hende frigivet igen. Somaly Mam har forsøgt at stoppe med arbejdet, fordi det var for hårdt for hende – men hun kan ikke. Det er sammen med pigerne, som deler hendes skæbne, hun føler sig i live og skaber mening.

Læs også:
Grøn gaderobe