Som vært på filmprogrammet Premiere er han elsket, beundret og forhadt. Derhjemme lever han en små-neurotisk tilværelse i forstaden med fire børn og en kone, der ikke var lige sådan at slippe af med.
JEG HUSKER MIN OPVÆKST som følelsen af altid at have en forkert sweater på i noget uld, der kradsede – at være forkert sat sammen. Og den slags vejer meget tungt. Ens identitet bliver etableret på et tidspunkt, hvor det er fuldstændig urimeligt, nemlig der, hvor du ikke har nogle forudsætninger for at vide, hvem du er, eller hvad du vil. Drenge fra 11 år og opefter skal ikke hives op til tavlen. Man sidder jo lige og dagdrømmer, ikk’.
JEG SPRANG FRA DEN FILM, jeg var i gang med at lave, for at blive vært på Premiere, fordi jeg var dum nok til at tro, at jeg fik chancen igen. Og så tiltalte det mig at få lov at arbejde igennem og producere så meget på så forholdsvis kort tid. I filmbranchen er det sådan noget med at aftale et møde engang til næste år, og det der langstrakte nusseri, passer mig ikke særlig godt. Hvorimod der er noget manisk fascinerende ved en deadline.
HVIS DET BEDSTE I VERDEN er at få lov at lave film, så er det næstbedste at få lov at tale om dem. Men det er noget underligt noget at blive betalt for at stå og ord-onanere – og dybest set mest om mig selv. Jeg betaler jo min psykolog enorme summer for det samme.
JEG PRØVEDE IHÆRDIGT at slippe af med min kone gennem et år. Men hun blev ved, og det er jeg enormt rørt over. Hun valgte i dén grad ikke at forstå beskeden ‘ja, ja, du snakker, og røven går, kom, nu går vi hjem’! Der er en god og uhyre romantisk lektie i vedholdenhed og en trods, som jeg finder enormt tiltalende. Vi mødtes nytårsaften. Der var ellers en dejlig blondine, som jeg var meget opsat på, men min kommende kones trodsighed tillod ikke, at det blev til noget. Blondinen virkede ellers fuldkommen fin og løsagtig.
JEG BLEV ENGANG SPURGT, hvilke krav jeg stillede til en kvinde, og jeg har det sådan, ‘hvem fanden er jeg at stille krav til nogen kvinde’. Det eneste krav, jeg kan stille, er, at de er barmhjertige nok til at gå i seng med mig.
VI BLEV GIFT PÅ min fødselsdag, fordi så var der en chance for, at jeg kunne huske bryllupsdagen, men jeg sagde selvfølgelig til min kone, at det var, fordi jeg så det som en form for genfødsel.
DET ER SLIDSOMT AT HAVE FIRE BØRN. I livsstilsmagasiner fortæller de her overskudsmennesker altid, hvor mange bolde de har i luften, og hvordan de til gengæld er utroligt gode til at være til stede, når de så er sammen med deres børn. Det er noget forbandet vrøvl. Børn er i virkeligheden kun interesseret i én ting, og det er kvantitet. Det der med, at man kan kigge børn ekstra dybt i øjnene på kortere tid er noget vrøvl. Det er et spørgsmål om timer og minutter.
FORSTADEN ER SKRÆMMENDE. Alle, der har set en DavidLynch-film, ved, hvad der kan foregå i forstaden, og hvor pænt det ser ud på overfladen. Forstaden er kvælende for mig, men en kærkommen spændetrøje for familien, fordi hvis jeg bare lige skulle ud ad hoveddøren for at høre noget musik og få en fadbamse, så var det nok sket oftere, end godt er. Så når nu man har nogle forpligtelser, er det måske meget godt at lave et set-up, hvor de er lettere at imødekomme.
MIKKEL MUNCH-FALS er født i 1972 i Næstved. Han er cand.mag. i filmvidenskab og har skrevet og instrueret kortfilmene Partus og Ynglinge, som er hædret med en Robert og fem internationale filmpriser. Bor i Lyngby med sin kone og fire piger på 13, 10, 5 og fire måneder
