Home / Kultur / Film og TV / Premieredatoen for Game of Thrones sæson 8 er landet
Langt om længe har HBO offentliggjort premieredatoen for 8. og sidste sæson af hit-serien, Game of Thrones. Nu ved vi endelig, hvornår vinteren kommer…
Endelig ser det ud til, at ventetiden er forbi. Så snart virkelighedens vinter er overstået, vender vores yndlingsvinter nemlig retur på skærmen. Vi skal tilbage til Westeros, hvor vi i sæson 7 lærte sandheden om Jon Snows ophav, mens the Night King satte kurs mod Westeros.
Desuden skal vi have svar. Har Cercei og Jamie fået deres barn? For slet ikke at tale om skæbnen mellem Jon og Daenerys.
Vi har længe vidst, at premieredatoen ville falde et sted i april 2019, men det er alligevel rart at kende den præcise dato (især fordi du for alt i verden ikke må have planer den dag!).
Nu er datoen så officiel, og du kan sætte et stort kryds i kalenderen.
Søndag den 14. april 2019 er ventetiden forbi, idet første afsnit af sidste sæson ruller over skærmen. Her vil vi, i løbet af sæsonens seks afsnit, blive klogere på, hvem der endegyldigt kan sætte sig på tronen – efter de utallige, blodige opgør.
Læs også: Alt du skal vide om sæson 2 af Big Little Lies.
Nu tænker du måske, at seks afsnit jo på ingen måder er nok til at tilfredsstille din GOT-trang, der har bygget sig op siden sæson 7, men HBOs CEO, Richard Plepler, har netop udtalt gode nyheder i den forbindelse:
” Sæson 8 er spektakulær. De har i virkeligheden lavet seks film”, udtalte Plepler for nyligt. ”David Benioff og D.B. Weiss [seriens forfattere og producere, red.] vidste godt, at barren var sat højt, men de har overgået barren. Jeg har set sæsonen to gange, og jeg er betaget. Alle kan vente sig en ekstraordinær historiefortælling og magisk produktion” fortsatte Plepler, og hvis vi ikke glædede os i forvejen, så gør vi det i hvert fald nu!
Sammen med premieredatoen har HBO offentliggjort en teaser, som du kan se herunder.
Warning! Du vil få lyst til at gå i seng og først vågne op den 14. april!
VIDEO
På trods af at ventetiden endelig har fået en slutdato, er den nu mere uudholdelig end nogensinde før. Vi slår tiden ihjel med alt GOT-relateret, og hvis du har lyst til at gøre det samme, kan du scolle løs i galleriet herunder. Her har vi nemlig samlet 10 fanteorier, du skal kende til, inden det afgørende slag i GOT:
Foto: HBO / Game of Thrones
Det er allerede blevet spået, at Daenyres Targaryen vil indtage tronen
Dette er en ret udbredt teori blandt GOT-fans, og den lyder da heller ikke helt usandsynlig. Som du måske husker, så modtager en ung Cersei Lannister en profeti fra en heks i et flashback i sæson 5. Profetien spår, at Cersei vil gifte sig med en konge i stedet for en prins, at kongen vil få 20 børn, mens hun kun vil få tre, og at alle hendes tre børn vil dø før hende – hvilket, til Cerseis store skræk, alt sammen er gået i opfyldelse. Profetien siger endvidere, at en smukkere, yngre dronning vil vippe hende af tronen. Mens Cersei troede, at det måtte referere til sin afdøde svigerdatter, Margaery Tyrell, så er der jo altså også en anden smuk dronning, som hungrer efter tronen, nemlig Daenerys.
Foto: HBO / Game of Thrones
Jamie Lannister dræber Cersei
Vi bliver hængende ved profetien lidt endnu, for tv-showet undlod nemlig en vigtig del af heksens forudsigelse i den originale bogserie omkring Cerseis død. I bogen lærer Cersei til sin frygt, at hun vil blive myrdet af ”the valonqar”, hvilket er højvalyrisk for ”lillebror”. Cersei antager naturligvis, at det henviser til hendes forhadte bror Tyrion Lannister, men faktisk så kunne det også referere til hendes tvillingbror Jamie, da han teknisk set blev født som nr. 2. Teorien bliver bakket op af det faktum, at det ikke vil være første gang, at Jamie tager livet af en tyrannisk monark (her tænker vi naturligvis på the Mad King). Spørgsmålet er dog om hans kærlighed til Cersei (og deres ufødte barn!) er for stærk?
Foto: HBO / Game of Thrones
Tyrion viser sig at være en Targaryen
Tyrion har altid været familiens sorte får, og det har fået fans til at spekulere over, om Tywin Lannister nu også er hans far. Der er nemlig meget, der tyder på, at det i stedet godt kunne være Aerys Targaryen aka the Mad King, hvilket gør ham til Daenerys ældre halvbror, og samtidig giver ham et legitimt krav på tronen. Som en række fans har påpeget, så flåede dragerne ham ikke i småstykker, da han stod ansigt til ansigt med to af dem i sæson 6, hvilket godt kunne tyde på, at han har Targaryen-blod i årene. Derudover så bliver det gjort klart i bøgerne, at the Mad King havde et godt øje til Joanna Lannister så sandsynligheden for, at de har haft en flirt, er der. Sidst men ikke mindst er Tywin kendt for at sige sætningen ”you’re no son of mine ”, hvilket kan fortolkes bogstavelig talt.
Foto: HBO / Game of Thrones
Arya vil bruge Littlefingers ansigt
Nu da Littlefinger (endelig) er død og borte, kan Arya bruge hans ansigt, og den rest af indflydelse han har, til at skabe lidt politisk rav i King’s Landing. Måske hun endda kan få streget de sidste navne af på hendes kill list (Host.. Cersei.. host).
Foto: HBO / Game of Thrones
Bran Stark er the Night King Lige siden det blev afsløret, at Bran er i stand til at ændre fortiden (hold the door, Hodor ), så har der været spekulation omkring, hvorvidt Bran i virkeligheden er the Night King – forvirret? Så bliv hængende. Teorien går kort fortalt ud på, at Bran - i et forsøg på at stoppe the Great War - rejser tilbage i tiden til dengang, de allerførste White Walkers blev skabt af Skovens Børn. Desværre slår hans plan fejl. Da han bliver for længe i kroppen på den mand, der senere bliver forvandlet til the Night King, resulterer det nemlig i, at han mister sig selv og påtager sig den blåøjede leders identitet. Det der særligt underbygger denne teori er, at the Night Kings udseende har ændret sig en smule i løbet af serien, sådan at han nu deler flere af de samme ansigtstræk som Bran.
Foto: Instagram - @laurenwinzer
Stark-familiens overlevelse er sikret
Sophie Turner, som spiller Sansa Stark i serien, fik for nylig tatoveret en direwolf – Stark familiens segl – med ordene: ”The pack survives”. Fans har naturligvis været helt oppe at køre over, om det mon betyder, at Sansa og de resterende medlemmer af Stark-familien på mirakuløsvis overlever den kommende krig.
Foto: HBO / Game of Thrones
Jon Snow og Daenerys vil regere over Westeros sammen (drømmescenariet!)
Sæson 7 sluttede med, at man så Jon træde indenfor i Daenerys soveværelse på turen fra Dragonstone til Winterfell, hvorefter de lukkede døren foran kameraet, inden den formodede action gik i gang. Der er derfor lagt op til, at de to karakterer godt kan gå hen og blive et par - og hvorfor så ikke regere over Westeros sammen som konge og Dronning? (Ja, ja vi ved godt, at de er tante og nevø, men det er jo ikke nogen hemmelighed, at Targaryen-slægten har en lang historie af incestuøse forhold bag sig). Det der særligt taler for denne teori er, at Jon kunne være ”ice” og Daenerys ”fire” i bogseriens titel: ”A Song of Ice and Fire”.
Foto: HBO / Game of Thrones
Jon er The Prince Who Was Promised
Det vrimler med spådomme og profetier i GOT, men den måske mest centrale i serien drejer sig om Azor Ahais genfødsel som The Prince Who Was Promised. Legenden om Azor Ahai handler om en tusind år gammel helt, som med sit flammende sværd Lightbringer, fordrev de døde fra nord og dermed reddede verden fra at blive henlagt i mørke.
De røde præster og præstinder hævder, at Azor Ahai vil blive genfødt og besejre den døde hær på ny, når mørket atter falder over jorden. Melisandre troede i de mange første sæsoner, at denne genfødte helt var Stannis Baratheon, men efter krigsherrens store nederlag på slagmarken, satte hun i stedet sin lid til Jon, som hun hjalp med at genoplive i sæson 6.
Udover at være blevet genfødt, så er der også en række andre faktorer, der peger på, at Jon rent faktisk er The Prince Who Was Promised. Eksempelvis så bliver helten ifølge legenden genfødt iblandt ’røg og salt’, og i bøgerne står der skrevet , at Jons stiksår ryger, og at hans venner græder salte tårer over hans død. Profetien siger desuden, at der vil løbe drageblod i årene på The Prince Who Was Promised, og da vi i forrige sæson erfarede, at Jon Snow i virkeligheden er en Targaryen, passer denne del af historien også på hans karakter.
Foto: HBO / Game of Thrones
Jon vil forråde Daenerys
I vores optik er dette nok den mest sørgelige afslutning på serien, som vi overhovedet kan forestille os. Teorien går ud på, at Jon vil være nødsaget til at ofre Danys liv for at opfylde profetien om The Prince Who Was Promised og dermed en gang for alle sætte en stopper for the White Walkers. En del af legenden lyder nemlig på, at Azor Ahais eneste mulighed for at smede hans magiske sværd, Lightbringer, var ved at drive det igennem hans kones bryst. For at besejre den døde hær vil Jon altså være nødt til at ofre en han elsker, og dette kunne meget vel være Dany med tanke på deres nyopståede romance.
Foto: HBO / Game of Thrones
Jon og Daenerys skal have en baby
Mens Daenerys tror, at hun ikke længere er i stand til at få børn pga. af en profeti, som troldkvinden Mirri Maz Duur fortalte hende efter, at hun havde ofret sit ufødte barn for at redde Kahl Drogo, så behøver det ikke nødvendigvis at være sandt. En række fans mener nemlig, at Viserions død i sæson 7 vil betale for et nyt barns liv, og at Jon og Dany dermed potential set kan gå hen og blive forældre i den nye sæson.