Film og TV

Mød designeren bag kostumerne fra julekalenderen ‘Den Anden Verden’

- 19/12/2016

DRs julekalender ”Den Anden Verden” er spækket med eventyrlige kostumer. For når Sara sover sig ind i Brødrene Grimms eventyr, bliver hendes hverdagstøj tryllet om til de flotteste kostumer. Vi har mødt beklædningsdesigner, Anja Vang Kragh, som står bag de eventyrlige kostumer.

Har du stiftet bekendtskab med DRs julekalender ”Den Anden Verden”? 

Hvis ikke, så se at komme i gang! Du finder julekalenderen på dr.dk, og den er fyldt med flotte kostumer, som i sig selv er et sandt eventyr at se på. Da pigen Sara falder ned i en sø, får hun nemlig adgang til Den Anden Verden, og her bliver hun en del af Brødrene Grimms eventyr, da hun som Snehvide besøger de syv små dværge, og som Askepot bliver inviteret til bal på slottet. 

Læs også: ELLE-redaktionen: Vores ultimative drømme-juleønsker

Bag kostumerne står beklædningsdesigner, Anja Vang Kragh, som før hun gik teater- og kostumevejen, arbejdede for Stella McCartney og John Galliano. ELLE.dk har talt med Anja Vang Kragh, som fortæller, at hun tegnede på kostumerne i en måned, hvorefter det tog cirka 2-3 måneder at sy dem.

Anja Vang Kragh har ikke tidligere lavet kostumer til fjernsyn, og DRs julekalender ‘Den Anden Verden’ er derfor den første TV-kostumeproduktion, som Anja står bag, men hun fortæller, at hun bestemt kan trække på sine flotte modereferencer under Stella McCartney i London og John Galliano hos Dior i Paris, i arbjedet med at skabe eventyrlige kostumer:

”Da John Galliano designede for Dior, var det meget mere teater end færdiglavet stangtøj, og Galliano havde en teatralsk tilgang til beklædning. Hver gang vi skulle lave et modeshow, gik vi til det med en historiefortælling. Som f.eks. en fantastisk historie om gamle russiske prinsesser, som var forsvundet i Indien. Det var spændende at få lov til at bygge en eventyrverden op,” fortæller Anja.

Efter jobbet hos Stella McCartney og John Galliano blev Anja i 2005 introduceret til teaterbranchen, som hun beskriver som en del mere spraglet end modeverdenen. Et år efter begyndte hun at arbejde i teater- og operaverdenen, og i forbindelse med ‘Den Anden Verden’ stiftede hun så også bekendtskab med fjernsyn:

”Folk blev ved med at sige: På fjernsyn kan du ikke være lige så vild i makeuppen, som du kan på teater,”  fortæller hun. Hvis du har set ‘Den Anden Verden’ vil dog hurtigt give os ret i, at Anja i den grad er lykkes med at skabe et fantasifuldt univers – både på makeup- og kostumefronten – som fx ses i scenen, hvor Sara som Askepot er til bal. Ballets musikanter er nemlig malet guld i den øverste del af ansigtet og hvid fra næsen og ned.  

Om kjolen, som Sara har på i rollen som Askepot til ballet, fortæller Anja Vang Kragh, at den blev skabt med ønsket om at fremhæve Saras indvendige værdier. Det var en transparent og ”ingentingsagtig kjole”, som stod i kontrast til resten af scenens kjoler, som var meget mere ekspressive:

”Kjolen skulle afspejle Saras indvendige værdier i rollen som Askepot. Hun skulle se smuk og skrøbelig ud,” fortæller Anja. Balkjolen adskiller sig fra de andre eventyrkjoler i julekalenderen, fordi designet er helt sit eget. Alle kjolerne i julekalenderen har dog det samme print, som Anja skabte ved at kigge i gamle arkiver med folklore dragter:

”Jeg startede med at samle en bank af research med alt muligt, som var interessant, og her havde den russiske folklore en særlig plads. Jeg kunne godt lide det gammeldags i de russiske folkeeventyr fordi russerne, i deres billedverden af broderier og onamenter, var helt fantastiske,” fortæller hun og understreger samtidig, at den visuelle research også stemte godt overens med, hvad der lige nu sker i det italienske modebillede. Her nævner Anja blandt andre modehuse som Valentino, som også trækker tråde til gammeldags folklore.

Dertil fortæller Anja også, at corsaget er også et vigtigt element i ‘Den Anden Verdens’ eventyrkostumer:

”Den Anden Verden handler også om rejsen fra at være en lille og uskyldig ung pige til at blive mere kvinde og voksen. Sara går fra at have en lille-pige-kjole på til at få en lang corsagekjole på. Da hun skal giftes med prinsen, har hun nøgne skuldre, og fremstår på den måde stadig sårbar, men hendes kjole er blevet gulvlang og mere damet.”

Se også: ELLE guider:12 filmklassikere, du skal kende

Hvis du endnu ikke har set de smukke kostumer i DRs julekalender ‘Den Anden Verden’, så vil vi i den grad anbefale dig at gøre det. For hvis du (ligesom os) er begejstret for smukke kostumer og godt håndværk, så er ‘Den Anden Verden’ et must.  

Vi har samlet nogle af de flotte kostumer fra ‘Den Anden Verden’ i galleriet nedenfor.