Film og TV

Marie Key er årets mest populære sangerinde

- 04/12/2013

Marie Key er Danmarks populæreste sangerinde. Det viser Spotifys optælling over de mest afspillede album, sange og kunstnere i 2013.

På verdensplan er der i 2013 blevet afspillet 4,5 milliarder timers – eller hvad der svarer til 50.000 års – musik på Spotify.

Marie Key var nomineret som årets sangerinde ved ELLE Style Awards

Danskerne er vilde med Marie Key. Det er endnu engang blevet slået fast med syvtommersøm efter, at Spotify har offentliggjort listerne over de mest afspillede kunstnere, sange og albums i 2013

Marie Keys album, De Her Dage, er det mest afspillede album i Danmark foran Calvin Harris’ album, 18 Months, og Macklemore & Ryan Lewis‘ album, The Heist.

“En stor tak til alle de danskere, der har lyttet til mine sange på Spotify,” siger Marie Key om den flotte placering på listen i en pressemeddelelse.

Marie Key er også den danske kunstner, der er højst på listen over de mest afspillede sange i 2013 hos de danske Spotify-brugere, hvor hun kommer ind på en sjetteplads.

Sangerinden Oh Land blev gift i sommer. Læs mere her

Denne liste toppes af engelske Passenger med sangen Let Her Go, mens Macklemore & Ryan Lewis tager både anden- og fjerdepladsen med hhv. Can’t Hold Us og Thrift Shop.

Tredjepladsen indtages af svenske Avicii med Wake Me Up. Kun på ét punkt må Marie Key se sig slået af sine egne landsmænd.

Det er Nik & Jay, som samlet set er de danske kunstnere, som danskerne har lyttet mest til på Spotify i 2013.

De tager en tredjeplads på listen, mens amerikanske Macklemore & Ryan Lewis samt svenske Avicii indtager en første- og en andenplads på listen over mest afspillede kunstnere i Danmark.

På denne liste hopper Marie Key ind på fjerdepladsen, mens Mads Langer tager femteplads og Rasmus Seebach ligger på en niendeplads.

På verdensplan var det i 2013 Macklemore og Ryan Lewis, der dominerede scenen og Can’t Hold Us er på verdensplan den mest streamede sang i 2013.