Filminstruktør Jonas Poher Rasmussen har skrevet filmhistorie med hele tre nomineringer af sin animerede dokumentar 'Flugt'. Her kan du høre om, hvordan han ved et tilfælde kom til at arbejde med film.
Dette er et uddrag af et interview bragt i Dossier januar-februar 2022
Filminstruktøren Jonas Poher Rasmussen er med sin animerede dokumentar ’Flugt’ Danmarks nyeste Oscar-håb. I en blanding af arkivklip og animation skildrer det tegnede vidnesbyrd instruktørens barndomsven Amins flugt fra Afghanistan til Danmark og gennem stregerne Amins søgen efter et hjem, et sted at være sig selv.
Jonas Poher Rasmussen stod i en lufthavn i den amerikanske delstat Georgia, da han fik at vide, at han var blevet indstillet som nationens titeludfordrer til statuetten. At blive endeligt nomineret til Oscar-showet næste år er ikke barnemad. Det sker ikke, hvis man sidder på sine hænder.
Egentlig havde Jonas Poher Rasmussen altid tænkt, at han skulle arbejde med lyd. Enten med radio eller som lyddesigner. Men en tilfældighed voksede sig større og større og større. Han kommer fra et langt slægtstræ af kunstnere. Mosteren var skuespiller, faren musiker, moren billedkunstner og bedsteforældrene forfattere. Heriblandt farfaren, Halfdan Rasmussen, digteren, der var særligt kendt for sine børnerim. Filminstruktøren blev født ind i sine forældres omrejsende børneteater og er med egne ord opvokset i en teatervogn. Hver aften så han moren og farens stykke og blev generelt eksponeret for en verden og kultur, hvor det at fortælle historier var naturligt. Forældrene fandt inspiration i det levede liv og tog alt, hvad de oplevede, med ind i deres historiefortællinger. Modsat mange andre hjem var det at udtrykke sig en naturlighed.
“Jeg havde aldrig drømt om at lave film i Hollywood eller make it big in the US. Det er ligesom bare sket”
”Det at arbejde med film lå langt fra mig. Men da Halfdan døde, samledes hele familien i hans hjem for at lede efter testamentet. Jeg fandt de her gamle VHS-bånd, der var overførsler af smalfilm, han havde lavet tilbage i 60’erne og 70’erne. Jeg satte mig i lænestolen og så filmene, det var en historie og side af min farfar, jeg ikke kendte til, og som jeg blev suget ind i. Halfdan var den sjove farfar, der fyrede jokes af og havde en kasse med sodavand i kælderen. Jeg oplevede, at der var en verden under det, jeg kendte. Noget, der havde været skjult alle de år. Og det fik mig til at lave dokumentaren ’Noget om Halfdan’. Jeg havde aldrig drømt om at lave film i Hollywood eller make it big in the US. Det er ligesom bare sket. Jeg havde ikke regnet med at sidde her, hvor jeg sidder lige nu, for 20 år siden.”
Et så stort navn som Halfdan Rasmussen kan kaste forventningens skygger over de efterfølgende generationer. Og filminstruktøren har set, hvordan de har lagt sig over faren, der til tider har kæmpet med at være den folkekære digters efterkommere. Men de har aldrig ramt Jonas Poher Rasmussen, tværtimod har det været en mulighed for ham og en måde at kickstarte karrieren på.
”’Noget om Halfdan’ var den første dokumentar, jeg lavede. Jeg var 21 år og havde absolut ingen erfaring. Den kunne jeg aldrig have lavet, hvis Halfdan Rasmussen ikke var min farfar. Folk ville have kigget mærkeligt på enhver anden ung fyr uden erfaring, der ville lave den dokumentar. For mig har Halfdans arv kun været en positiv ting og et privilegie. Også det at komme fra en kunstnerisk familie. Jeg har ikke skullet kæmpe mod noget for at få lov til at udtrykke mig, jeg har ikke skullet revolutionere mod mit ophav. Der har været en støtte, hvor mange andre har kæmpet meget mere. Men det har også været kedeligt, at der ikke var noget oprør. Jeg burde jo være blevet revisor.”
’Flugt’ er skabt ud fra et venskab. Jonas Poher Rasmussen opdagede første gang Amin i skolebussen på vej til gymnasiet i den lille sjællandske provinsby, hvor instruktøren er vokset op og hovedpersonen flygtet til. Amin stak ud med sin hudfarve, tøjstil og arbejdsindsats i skolen. De to blev hurtigt venner, og langsomt åbnede Amin sig og fortalte, at han var rejst ind i Danmark med en dækhistorie. I ’Flugt’ undersøger de sammen den sande historie.
Læs interviewet i sin fulde længde i Dossiers januar-februar 2022-nummer