Heidi Maria Faisst (f. 1972) blev færdiguddannet fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 2003 med afgangsfilmen Pagten. Nu debuterer hun som spillefilmsinstruktør med Velsignelsen, der allerede har modtaget to priser, bl.a. på Göteborg Film Festival.
ELLE har talt med Heidi Maria Faisst om …
Velsignelsen
Den handler om flere ting, men først og fremmest om, hvor svært det kan være at bede om hjælp, når man har det svært. Og at give den rigtige hjælp. Vi bliver ofte bange for hinandens følelser og får lyst til at løbe væk. Vi har svært ved, at noget tager tid; det passer ikke ind i vores liv. Filmen forsøger at være sammen med og give tid til et menneske, som har alle de svære følelser.
Temaerne i filmen
Den kredser både om det tabu, det er, at man som nybagt mor ikke bare er lykkelig, samt mor datter-forholdet. Jeg tror, det er svært at leve sit eget voksenliv, før man har fået gjort op med de barnagtige afhængighedsting og forventninger, man har til sine forældre. Jeg tror, der kommer mange ting op til overfladen, når man selv bliver forælder.
Hvorfor man skal se filmen
Der kan være forskellige grunde til at se filmen. En af dem er for at se, at der ikke er nogen grund til at være så bange for, at folk har det dårligt; det er ikke så farligt.
Moralen
Det må være op til folk selv, hvad de får ud af den. En af de ting, jeg gerne har villet vise, er, at du skal turde tage en beslutning, som er god for dig selv og ikke nødvendigvis for andre mennesker. Og at du skal turde give slip på noget af det gamle for at få plads til det nye.
Den største udfordring
Den hårdeste proces har været at skrive manuskriptet, da det ofte er svært at skrive film, som ikke er drevet af ydre handlinger, men mere af karakterernes indre følelsesliv. Det, jeg var mest nervøs for i forhold til optagelserne, var, hvordan det ville være at have en 14 dage gammel baby med på settet. Men det gik heldigvis overraskende godt.
Heidis vision som instruktør
At formidle følelser. Jeg har en ambition om, at folk skal blive trukket ind i et landskab, som ikke altid er rart at sidde og kigge på, men som man heller ikke kan gå fra. Jeg har lyst til at kratte i nogle overflader og nogle temaer og fastholde folk i den følelse, som jeg gerne vil beskrive i filmen. Det er ikke popcornfilm, jeg laver.