Film og TV

Freja Loeb

- 19/10/2011

Du kender hendes hit ’Never Stop Coming Back’ ...

Den danske sangerinde med det ravnesorte Kleopatra-hår har sommeren over sendt radiolytterne tilbage til 1980’erne med singlen ‘Never Stop Coming Back’. Her fortæller hun om vennen Vinnie Who, at stjæle fra David Bowie og inspirationen fra eventyrfilm og punkens enkelthed.

Vinnie Who var første fan
Jeg gik på MGK, som er en forberedelse til konservatoriet, men stoppede, fordi jeg var træt af at skulle indordne mig under musikskole-rigtig-og-forkert-normerne. Jeg gik i gang med at lave mit eget uden at have et band eller noget og blev venner med Niels Bagge (alias Vinnie Who red.) på Myspace, fordi vi kunne lide hinandens musik, og han fik mig ind på bookingbureauet InkInk. Derfra tog det fart, jeg mødte Lasse Lyngbo fra White Pony, som spurgte, om jeg ville synge på nummeret ‘Down At Jimmies’, og vi blev enige om, at han skulle producere min plade. Heldigvis var der en masse pladeselskaber, der var interesserede.

Lyden
Mit debutalbum, Odyssey, er inspireret af slut-1970’erne og start-80’erne. Både punkens enkle 1234-tilgang og firsernes melodiske pop med masser af keyboards – jeg kan godt lide blandingen af de to. Man kan sige, at jeg laver powerpop inspireret af mange forskellige genrer, som forhåbentlig lyder som min egen.

Never Stop Coming Back Bowie ‘Never Stop…’ er inspireret af filmen ‘Never Ending Story’ og nærmere bestemt titelmelodien. Jeg har altid godt kunnet lide eventyrfilm, og jeg ville gerne skabe en storladen og drømmende stemning, som kunne være afslutningsnummer til en eventyrfilm. Jeg tillod mig at hugge lidt tekst fra David Bowies ‘Heroes’, hvilket egentlig er lige på grænsen, fordi det er en klassiker, men det er et af min yndlingsnumre og ment som en cadeau til ham. Første gang jeg hørte ‘Heroes’ var lige efter, jeg havde set Christiane F.-filmen. Det minder mig om Berlin, og den har en rå cool stemning, som samtidig er hudløs og smuk.

Artwork Udseende er vigtigt for mig, men jeg er ikke en Lady Gaga-type. Til gengæld betyder det meget for mig at være inde over cover og video – og helst selv lave det. Jeg tænker meget i billeder, når jeg skriver musik, og jeg ved altid, hvordan et nummer ville se ud, hvis det var et billede.

 

Odyssey udkommer 11.11.11. Oplev Freja Loeb live i Musikcafeen i Århus 24.11.11 og i Lille Vega 25.11.11.