Film og TV

DRs store dramasatsning og 7 andre serier, du kan glæde dig til i efteråret

- 16/08/2023

Vi går et stærkt dansk serieefterår i møde med spændende nyheder fra både DR, TV2 og Viaplay. Her er 8 serier, du kan se frem til.

Artiklen blev første gang delt på vielskerserier.dk

Allerede i første halvdel af 2023 har der været meget at glæde sig over set med danske seriebriller. TV 2 lagde stærkt ud med den store dramasatsning, ‘Dansegarderoben’ og fulgte op med den skæve komedieperle ‘Killjoy’ (som fandt vej til vores liste over første halvårs bedste serier). Siden bragede Nikolaj Lie Kaas’ stjernespækkede ‘Agent’ ud over stepperne til vores anmelders store begejstring.

Netflix fik (endnu) et seerhit med true crime-dramaet Sygeplejersken, og på Viaplay var der spænding på menuen med såvel ‘Den som dræber: Fanget i mørket’ og ‘Forhøret’ sæson 3.

Resten af 2023 har derfor nogle store seriesko at udfylde, og vi har her udvalgt de 8 danske serier, vi ser mest frem til i de sidste måneder af året.

HUSET (DR)

‘Huset’ er den næste store dramasatsning fra DR. Serien følger fire fængselsbetjente i et fængsel, der står overfor en mulig lukning, hvis ikke de får styr på den interne magtstruktur. En struktur, hvor det de facto er fangerne, der styrer biksen.

I fængslet har enhedschefen, Gert (Charlotte Fich), det overordnede ansvar, og Miriam (Sofie Gråbøl), Henrik (David Dencik) samt den nye mand på holdet, Sammi (Youssef Wayne Hvidtfeldt), står på daglig basis overfor de farlige fanger. Før de har set sig om, kæmper de ikke kun for fængslets overlevelse, men også for deres egen.

Serien er skabt af den anerkendte instruktør- og manuskriptforfatter, Kim Fupz Aakeson, i samarbejde med instruktørerne Michael Noer og Frederik Louis Hviid. Foruden de allerede nævnte skuespillere, finder man også bl.a. Bjarne Henriksen, Laura Christensen og Gustav Giese på rollelisten.

Huset forventes at få premiere i efteråret på DR1 og DRTV.

KALD MIG FAR (VIAPLAY)

Foto: Christian Geisnæs / Viaplay

‘Kald mig far’ er en komedieserie skabt af skuespillerne Alex Høgh Andersen og Magnus Haugaard, der også selv spiller seriens to hovedroller.

Forestil dig et rigtig godt venskab. Sådan et, hvor man har kendt hinanden hele livet. Forestil dig så, at din ven bliver kærester med din mor. Hvad ville du gøre?

For den konfliktsky Emil (Alex Høgh Andersen) bliver det mere end et hypotetisk spørgsmål, da han finder ud af, at hans bedste ven, den selvsikre Viktor (Magnus Haugaard), er begyndt at date hans mor, Helle (Ellen Hillingsø). Herfra vendes det hele på hovedet, og Emil skal lære at navigere i den nye virkelighed, hvor venskabet, som drengene kendte det, for alvor sættes på prøve.

På rollelisten finder man desuden Roberta Hilarius Reichhardt, Johanne Milland og Peter Gantzler.

Huset forventes at få premiere i efteråret på Viaplay.

Læs ogå

30 kærlighedsfilm, du skal have set mindst én gang

BAG ENHVER MAND (DR)

Foto: Henrik Ohsten / DRTV

Den nye dramaserie er skabt af det succesfulde makkerpar Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, der blandt andet også står bag serien 29 og filmen Elsker dig for tiden.

‘Bag enhver mand’ handler om den erfarne og succesfulde køkkenchef Michael (Jesper Zuschlag), der pludselig må forsvare sin position, da den nye souschef Naja (Julie Rudbæk) vil modernisere hans restaurant og forsøger at vippe ham af pinden. Men hvem er villig til at gå længst for at få magten i restauranten, og er det i sidste ende kvinder eller mænd, der har flest esser i ærmet på arbejdspladsen i 2023?

Foruden Rudbæk og Zuschlag medvirker blandt andet Ann Eleonora Jørgensen, Lars Bom, Camilla Lau, Andreas Jebro og Kenneth M. Christensen, Ditte Hansen og Frederik Cilius.

Bag enhver mand forventes at få premiere i slutningen af året på DR1 og DRTV.

OXEN (TV 2)

Foto: Mike Kollöffel / TV 2

TV 2’s nye thrillerserie, ‘Oxen’, er skabt af forfatterparret og de tredobbelte EMMY-vindere, Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, på baggrund af Jens Henrik Jensens bestseller af samme navn. Serien er instrueret af Jannik Johansen og handler om svigt og skjulte dagsordener, men også om at genfinde troen på andre og finde sin plads i verden.

Vi følger jægersoldaten Niels Oxen (Jacob Lohmann), der bliver falsk anklaget for narkobesiddelse og som følge deraf bliver smidt ud af Jægerkorpset. Nedbrudt søger han dybt ind i Rold Skov for at få fred, men flere uhyggelige hændelser driver ham ud af isolationen igen.

I sin søgen tilbage til det samfund, han har mistet troen på, møder han PET-agenten Margrethe Franck (Josephine Park), spionchefen Frigg Mossmann (Ellen Hillingsø) og forretningskvinden Kajsa Corfitzen (Birgitte Hjort Sørensen).

Oxen forventes at få premiere i efteråret på TV 2 og TV 2 Play.

Læs ogå

Slugte du også ‘Bachelorette’? Her er de 10 vildeste datingprogrammer, du kan fortsætte med

CARMEN CURLERS SÆSON 2 (DR)

Foto: DR

Første sæson af DR-dramaserien blev en stor succes, og derfor er der også store forventninger til anden sæson. Hvor sæson 1 havde fokus på iværksætterhistorien, koncentrerer den nye sæson sig om livet på arbejdspladsen – og den udfolder også kvindefrigørelsen som tema.

Med virkelighedens Carmen Curlers fik mange kvinder fra husmandsstederne fabriksarbejde for første gang, og de oplevede både et fællesskab med andre kvinder, og hvordan det var pludselig at have penge imellem hænderne. Det er noget af det, som den nye sæson kommer til at handle om.

Blandt de medvirkende er der gensyn med Morten Hee Andersen som Axel Byvang, Nicolai Jørgensen som Frans Lynge og Maria Rossing som Birthe Windfeld.

‘Carmen Curlers’ er skabt af hovedforfatter Mette Heeno, der også stod bag manuskriptet til bl.a. ‘Lærkevej’ og ‘All Inclusive’.

‘Carmen Curlers’ sæson 2 forventes at få premiere i efteråret på DR1 og DRTV.

NAMASTAY (DR2)

Foto: Ricco Wichmann

Paprika Steen og Nikolaj Steen på optagelserne til ‘NamaStay’

Foto: Ricco Wichmann

Den nye komedieserie, NamaStay, er skabt af Paprika Steen sammen med Nikolaj Steen (der også instruerer), Lars Brygmann (der desuden spiller med i serien) og manuskriptforfatterne, Stine Rosenfeldt og Jesper Juhl. Det er produktionsselskabet Pineapple Entertainment ved Ricco Wichmann, der står bag, og Charlotte Sne Hoen der producerer.

Serien tager det luksuriøse campingfænomen “glamping” under kærlig behandling, og optagelserne er netop færdiggjort. Endnu er der ikke sluppet så meget ud om seriens handling, andet end at den foregår på et glampingresort. Foruden Paprika Steen og Lars Brygmann medvirker også bl.a. Peter Gantzler, Johannes Nymark, Lærke Winther og Amalie Lindegård.

‘NamaStay’ forventes at få premiere til efteråret på DR2 og DRTV.

Læs ogå

10 rørende og vigtige queer-film, du skal kende

SALSA SÆSON 2 (DR)

Foto: Jesper Christensen / DR

Første sæson af Jonas Risvigs ungdomsserie ‘Salsa’ blev et stort hit – ikke mindst hos den yngre del af befolkningen præcis som det var tiltænkt med serien. Hovedrollerne som de to søstre, Uma og Victoria, blev spillet af Nukâka og Nikolaj Coster-Waldaus to døtre, Safina Coster-Waldau og Filippa Navarana.

Seriens ambition er at sætte fokus på den usikkerhed, som unge kvinder kan have omkring deres seksualitet ved at starte en samtale om, hvordan de finder balancen mellem egne og partnerens behov.

De to søstre stiftede i løbet af sæsonen bekendtskab med den norske sex-app DRIFT, hvor unge kunne bedømme hinandens præstation i sengen på en skala fra 1-10. App’en (og en vild opdatering af denne) skulle efter sigende også være omdrejningspunkt for anden sæson, men ellers er der ikke sluppet megen information ud om handlingsforløbet.

‘Salsa’ sæson 2 forventes at få premiere i løbet af efteråret på DRTV.

MINKAVLERNE SÆSON 4 (TV 2)

Foto: Per Arnesen/TV 2

Komedieserien ‘Minkavlerne’ er skabt af Kasper Gross og Jonas Røn Mogensen, der også spiller hovedrollerne som de to nordjyske minkavlere – og brødre – Martin og Allan Christiansen.

I den nye og fjerde sæson er vi nået til efteråret 2020, hvor familien Christiansen har barrikaderet sig på deres minkfarm i et forsøg på at holde myndighederne ude. Men ligesom alle andre minkavlere bliver deres besætning slået ned, og for første gang i årtier er der ingen mink på gården.

Da de opdager, at de står til at få en millionstor erstatning, opstår der straks splid i familien. For hvem har ret til pengene?

Foruden Kasper Gross og Jonas Røn Mogensen medvirker også blandt andet Niels Hausgaard, Kirsten Lehfeldt, Ruben Søltoft og Mick Øgendahl,

‘Minkavlerne’ sæson 4 får premiere den 27. august på TV 2 Play.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Emily in Paris sæson 4 er på vej: Men noget tyder på, at serien ikke foregår i Paris