En gadget med tamagotchi-lyd, en god metaroman og naturlige produkter: Her er Caroline Sillesen favoritter

Arkitekt og designer Caroline Sillesen om arkitektur, der bevæger, nøgler, der forsvinder og glæden ved farven brun.

Min første kulturoplevelse husker jeg meget præcist. I 1999 rejste jeg med mine forældre og søskende Australien rundt i en autocamper i to måneder. Jeg var syv år, og Operahuset i Sydney slog benene væk under mig. Jeg har altid tegnet meget, og det var min første intuitive oplevelse af, hvordan arkitektur kan afspejle, hvad der foregår i bygningsværket; konstruktionen emmede af musik.

I de efterfølgende år kiggede jeg ofte i den bog om tilblivelsen af operahuset, min mor havde købt med hjem – den var fuld af tegninger og fotografier. Det var medvirkende til, at mine tegninger af huse ændrede sig. Nu var det ikke længere de klassiske med en sol, blomster, en firkant med dør, vinduer og et trekantet tag. Det var mere arkitektoniske og detaljerede landhuse inspireret af sommerferier i Italien.

Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, var jeg blevet kunstmaler. I mine spæde teenageår tjente jeg lidt penge på at lave kultegninger på bestilling – det var alt fra motiver af en kat, personalet i en tandlægeklinik til lærerstaben på mit gymnasium.

En gadget, jeg ikke kan leve uden, er en nøglering fra Tile, som jeg har fået af mine forældre. Den er opgraderet med Bluetooth, så jeg kan ringe til den fra min telefon. Det er sådan, jeg finder mine nøgler … dagligt … i en værktøjskasse eller andre umulige steder. Den udsender en tamagotchi-lyd, der giver minder tilbage til 1990’ernes virtuelle kæledyr, man havde ansvaret for at fodre, vaske og pleje. Det er en meget stressende og derfor virkelig effektiv lyd.

Den bedste gave, jeg for nylig har fået, er den smukkeste antikke sølvske med et hoved, der har små buer som et blomsterhoved. Og på bagsiden er der indgraveret et fint skelet-blad. Jeg har fået den af min veninde Rose Hermansen, som jeg har tegnestuen Atelier Axo med. Den har inspireret mig i arbejdet med selv at designe en ske. Tak, Rose!

Caroline Sillesen (f. 1992) er uddannet arkitekt fra Det Kongelige Akademi i 2018. Sammen med sin partner Rose Hermansen driver hun tegnestuen Atelier Axo, der tegner bygninger, møbler og interiør. Caroline Sillesen står også bag smykkebrandet Corali. Hun bor i en lejlighed på Nørrebro sammen med sin kæreste Thomas Vogel, der også er arkitekt.

Når jeg har brug for inspiration, tager jeg et sted hen, hvor jeg ikke skal være produktiv. Jeg går en tur i Geelskov med min hund Otto eller kører til Skibby, hvor min kæreste Thomas (Vogel, red.), der også er arkitekt, og jeg har købt en sommerhusgrund. Her går jeg og plukker blomster, ja … er i nuet og lader tankerne flyde frit ind.

Når mine idéer har taget lidt mere form, låner jeg bøger om andre arkitekter og kunsthåndværkere på biblioteket. Jeg læser også en del poesi, især Inger Christensen. Hendes evne til at sætte ord på verden og samtidig efterlade små lufthuller til det uvisse er inspirerende. Det giver plads til ens eget perspektiv. Den sanselighed bruger jeg i arbejdet med mine smykkekollektioner. I andre af hendes digte eksperimenterer hun med matematiske regler. I samlingen ’Alfabet’ forbinder hun det latinske alfabet med Fibonacci-talrækken. Det er ren ingeniørvidenskab og taler ind i mit arbejde som arkitekt.

Min livret er altid den samme. Morgenmad i sengen. En bolle med smør og ost, en kop kaffe og hvis jeg er heldig et glas æblejuice. Det serverer min kæreste hver morgen, og jeg er meget taknemmelig!

Skønhedsproduktet, jeg igen og igen bruger, er fra Athena Hewetts Monastery. Hun bruger sin mormors gamle naturopskrifter, og de virker! Attar Floral Repair Concentrate er en æterisk oliefri balm, der giver sund hud og dufter fantastisk; hybenfrø, hasselnød, jasmin, indisk rose. Og så er den fuld af vitaminer. Jeg sparer glædeligt op til alle hendes produkter.

Mine ikoner er begge arkitekter. Kazuyo Sejima fra den Tokyo-baserede tegnestue SANAA har stor betydning for mit eget virke. Jeg var så heldig at arbejde for hende i New York, og hun står som et ikon, når det gælder renhed i arkitektonisk forstand. Det er enkelhed på højeste plan, og hun står bag nogle af de vildeste bygningsværker over hele verden – som alle forener kunst og arkitektur. Den schweiziske arkitekt, Peter Zumthor, har en helt unik detalje- og materialeforståelse. Han kan om nogen få arkitekturen til at passe ind i naturen. Det er nørderi på højt plan. Hans bygninger kunne lige så godt være tegnet for 100 år siden som i dag. De er på tværs af alle tider – og meget sanselige.

På min ønskeliste er der kun én ting. Det er at få bygget det sommerhus i Skibby, som Thomas og jeg har tegnet i fællesskab – alt lige fra tagrende til dørhåndtag. Mit højeste ønske er at spare nok op til at bygge i 2023 og holde et brag af en indflytterfest året efter.

I værkstedet er min hund Otto altid med. Ligegyldigt om det er på tegnestuen, træværkeller smykkeværkstedet. Ham kan jeg ikke arbejde uden. Det er nok en underdrivelse at sige, at jeg elsker ham meget højt.

Den bedste duft i verden er et fjernt minde – fra tiden før corona. Min lugtesans kan desværre stadig ikke opsnappe duften efter, at det lige har regnet i skoven.

Det første jeg gør, når jeg træder ind på mit værksted, er at åbne vinduet og sige godmorgen til de andre. At hilse ordentligt på hinanden er vigtigere end at begynde dagen med at svare på e-mails.

Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er min havetraktor, en MTD-silvertrack med seks gear og kopholder. Jeg havde ikke set det komme, men jeg finder det næsten meditativt at slå græsset i Skibby.

Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Tokyo, hvor Rose og jeg skal se arkitektur af SANAA, Tadao Ando og en række andre japanske arkitekter, spise god mad og ikke mindst rejse rundt og lære den japanske konserveringsmetode yakisugi. Vi har været heldige at få legater til rejsen, så vi kan tage os god tid og fordybe os i den traditionelle facadebeklædningsteknik, man også kan bruge i møbeldesign.

Favoritrummet i vores lejlighed er stuen med vægtil-væg-reolen, som jeg har tegnet. Det er vores bibliotek, hvor bøger, skitser og personlige ting er samlet. Det er her, at alle skattene er gemt.

Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er sten. Masser af sten. Dem har jeg samlet på, siden jeg var 10 år gammel. Så samlingen er stor – og en del af den er gemt væk på loftet. Det er mere erindrings- og venskabskapsler end souvenirs. De minder mig om venner, jeg savner, eller steder jeg har været. Jeg har sten fra mange dele af verden, i alle former og farver. Jeg bruger lang tid på at finde lige den sten, der kendetegner det landskab, jeg er i. Både i konkret og overført betydning.

De bedste bøger, jeg har læst, er Italo Calvinos ’Invisible Cities’ og ’If on a Winter’s Night a Traveler’. Den sidste er en metaroman; en roman om en roman. Læseren og forfatteren læser den samme bog, der er bygget op som en masse små historier, der væves ind i hinanden i flere lag og tider. Det kan lyde svært, men er det ikke. Det er en bog, som giver læseren lyst til at give slip og tage livet, som det kommer. Den kan jeg læse igen og igen.

I mit køleskab er der altid grøntsager og noget at lave dip af.

En kunstner, der hænger på min væg, er Jes Fomsgaard. Jeg har en lille blyantskitse og drømmer om at få et af hans større kuppelværker.

På repeat hører jeg ’Night Perfume’ af Oqbqbo og CTMs album ’Babygirl’.

Bedste tøjkøb er en Lanvin-blazer som jeg købte i Tokyo i 2017.

Min favoritfarve er brun. Den bruger jeg til mange ting. Og Otto er også brun.

Projekter, jeg arbejder på nu, er et hus, vi tegner på Atelier Axo. I Corali er jeg ved at færdiggøre et bestiksæt, der er inspireret af Karen Blixen. Sammen med værker af andre kunsthåndværkere skal det udstilles på Rungstedlund i foråret 2023.

I år vil jeg prøve at holde lidt fri. Det skal jeg øve mig på.