Har du brugt for meget tid på at poste billeder fra din sommerferie eller for mange timer på internettets mange omveje? Så giver Imran Rashid, der er ekspert i digital sundhed, et par råd til at komme ud i livet – uden at klikke ind på nettet eller dine apps.
8 millioner e-mails åbnet. 2 millioner sms’er afsendt. 309.375 Facebook-likes. 96.756 snaps. 52.836 tweets. 10.185 Instagram-posts. Det er, hvad der er foregået på de sociale medier i løbet af de få sekunder, det tog dig at læse ovenstående linjer.
Det konstaterede læge og ekspert i digital sundhed Imran Rashid i sin bog ’SLUK’ fra 2017.
Og det digitale overload af informationer og rusen over likes på Instagram er ikke blevet mindre de sidste fire år.
”Behovet for at være på de digitale medier har helt sikkert været stigende i den her tid, hvor vi ikke har haft mulighed for at være sammen i den fysiske verden. Derfor er det også vigtigt, at vi får en ansvarlig diskussion om, hvor meget og ikke mindst hvorfor digitalisering skal fylde i vores liv,” mener Imran Rashid, der for nylig udgav bogen ’Mærkbarhed’, der undersøger de mekanismer i det moderne liv, som gør os stressede og ”ude af sync”.
”Tech-giganterne er ikke blevet dårligere til at forudse vores digitale adfærd. Deres og dine interesser er langtfra de samme. Der er ingen gratis frokost. De kapitaliserer på hvert eneste klik, og vi efterlader os uendelige mængder af spor, der får os til at bruge endnu flere timer på at surfe rundt,” siger Imran Rashid, der i stigende grad oplever, at flere og flere brugere retter et kritisk blik mod både tech-giganternes utallige sager om datamisbrug og eget (over)forbrug af sociale medier.
”Der er også tegn på, at den lange periode med covid-19 har medført et behov for at mødes ansigt til ansigt. Vi higer efter igen at mærke og ikke blot registrere livet,” siger Imran Rashid, der i sin seneste bog giver råd til bedre digital mental trivsel.
”Se din smartphone som et digitalt køleskab. Det er ikke er ligegyldigt, hvad du fylder i det – og spiser. Algoritmerne har fuldstændig styr på din adfærd. Du bestemmer lige så meget på nettet som fluen i et edderkoppespind.”
Men i dag er det jo ikke muligt at lægge telefonen eller computeren fra sig?
Nej, men du skal gøre op med alle de dårlige vaner. Hvorfor tage telefonen med på badeværelset? Tjekke den under en middag? Eller når du holder for rødt lys? Det er vigtigt at tage kontrollen tilbage og reflektere over, hvordan dit forbrug af digitale medier påvirker din hverdag.”
Så en større bevidsthed?
”Vi skal i gang med en mental grøn omstilling. Vi skal bruge energi på at pleje vores mentale køkkenhave, for hvis ikke du investerer i nærvær, så visner dine relationer. Fællesskaber er kun nærende, hvis de kan mærkes – og det er i det fysiske, vi virkelig kan vokse som mennesker,” siger Imran Rashid og sætter sine seks bud på en digital pause i gang med denne opfordring: ”Lad telefonen ligge derhjemme en time, og tag ud og vand én, du holder af.”
SEKS GODE RÅD TIL EN DIGITAL DETOX
1. GEM DINE MINDER I SINDET
På den måde glemmer du dig selv og får den fulde oplevelse, når du for eksempel går en tur. Verden har ikke brug for flere solnedgange på Instagram – men du har brug for mere tid med dine nærmeste. Og de har brug for dig – uden at telefonen kommer imellem jer.
2. SÆT MENTALT PUNKTUM …
… for din forbrugstrang. Vær taknemmelig for det, du har. Der kommer nye modeller af alt – og i morgen er det jo bare en smartphone eller en halskæde. Lad os skabe TAKgiganter – ja … fra tech til tak. Det vil være sundt.
3. NÆSTEKÆRLIGHED!
Gør en god ting hver dag. Ikke for din egen, men for andres skyld. Og lad være med at poste det på Facebook. Gode gerninger skal ikke bruges som mønter i en enarmet tyveknægt.
4. UNDGÅ ’TO DO-LISTER’
Men kom i gang med ’to be-lister’. Fokuser på relationer frem for aktiviteter og produktivitet. Hvem af dine nærmeste har brug for din opmærksomhed og en god snak? Tænk, hvor mange psykologtimer vi kan spare hinanden for? Alle har det jo i perioder skidt, men det kan sjældent ses på de digitale platforme.
5. TANKEPAUSER
Fri fra swipe, klik og tryk. Stil dig selv daglige spørgsmål, du ikke kan google dig frem til svarene på.
6. LÆS BØGER
Kom tæt på andre mennesker og steder uden at blive distraheret. Det at læse en ’rigtig’ bog er en god sanseoplevelse. Du er både fysisk og psykisk til stede i mødet med litteraturen – og så skærper læsning også din koncentration.