Har du også undret dig? Grunden til, at du ikke længere kan bruge din yndlings funktion i Instagram stories er, at der er dukket en noget opsigtsvækkende Gif op, som har gjort at Instagram har valgt at spærre funktionen på ubestemt tid.
Du var på Instagram i løbet af weekenden, hvor du sørgede for at opdatere dine følgere med de bedste øjeblikke fra din bytur og din kaffeaftale. Men lagde du også mærke til, at du ikke længere kan tilføje de elskede Gifs til din Instagram story?
Hvis du, som millioner af andre, også har undret dig over at du ikke længere kan indsætte dine yndlings Gifs til din Instagram story, så er der rigtig god grund til at læse videre.
En noget opsigtsvækkende Gif blev nemlig opdaget af en Instagram-bruger i England. Gif’en viser en karikeret tv-vært, som holder en mikrofon med teksten “N**** Crime Death Counter – Keep Cranking Bonzo, the Numbers Just Keep on Climbing!” med en tæller, der automatisk viser et højere og højere tal. Billedet kan ses i artiklen fra The Sun her.
Den racistiske Gif har chokeret mange, som påpeger, at hvis en Gif af denne type kan finde vej til Instagrams funktion gennem Giphy (firmaet, der producerer alle Gifs vi ser på Instagram, red.) så må funktionen være enormt skrøbelig. Mange forudser derfor, at det ikke er sidste gang en racistisk (eller på anden måde grænseoverskridende) Gif bliver opdaget af en bruger på Instagram.
Læs også: Her er 9 film, du skal se på CPH:DOX
Indtil videre har det altså betydet, at Instagram og Giphy har valgt at lukke funktionen ned, indtil den racistiske fejl er fjernet og begge virksomheder kan garantere, at det ikke sker igen. Ifølge ELLE UK indebærer dette, at Giphys medarbejdere lige nu gennemgår hver enkelt Gif, der findes – hvilket altså må være noget af et arbejde, da der jo som bekendt er et utal at vælge imellem.
Heldigvis tyder alt på, at det er en midlertidig løsning, men vi må altså væbne os med tålmodighed, indtil vi endnu engang kan begynde at beskrive vores hverdagsøjeblikke med vores yndlings Gifs.