Der findes groft sagt to slags couturehuse: Dem, der laver stil, og dem, der laver mode. Chanel, Yves Saint Laurent og Gucci reproducerer sæson for sæson en letgenkendelig og elsket stil, mens Marc Jacobs, Jean Paul Gaultier, Dolce & Gabbana og Dior aldrig lader os eller sig selv hvile på laurbærrene. I bogstaveligste forstand rusker de op i os ved at skabe mode – det nye, det uventede, det overraskende.
Modens nyere historie skyldes et helt unikt fashion-moment, nemlig da Christian Dior med sit new look i 1947 ikke bare fik kvinderne ud af krigens maskuline sæt og tilbage til det kurvede og feminine, men også fik sat mode på avisernes dagsorden. Siden da har modeverdenen ikke været den samme, men bestået af lignende dior-moments som perler på en snor, senest med gentleman-sigøjneren John Gallianos forfriskende bud på mesterens look. ELLE giver dig historien om huset dior gennem mesteren selv og de mænd, der har forvaltet hans arv gennem – indrømmet – både stil og mode.
CHRISTIAN DIOR (1947-57)
Christian Dior blev først sent i livet designer. Oprindeligt var han som velhaversøn interesseret i kunst; tegnede og havde også et galleri, hvor han bl.a. repræsenterede Picasso. Men Dior valgte modevejen, og efter at have assisteret andre designere åbnede han i 1947 hus i eget navn, lancerede ‘Corolle’-kollektionen, og resten er (mode)historie.
‘Corolles’ hvepsetalje og vide skørter skilte sig klart ud fra årtiets ellers mere stoffattige, grafisk rene og slanke silhuet, og kollektionen blev hurtigt døbt ‘New Look’ af Harper’s Bazaars Carmel Snow, der sagde: “Your dresses have such a new look”. Modejournalisten Bettina Ballard er citeret for at sige: “Jeg fornemmede en elektrisk spænding, jeg aldrig før havde følt i couture … Vi var vidner til en moderevolution.” Christian Dior fik en modens Oscar for kollektionen, mens det britiske handelsråd opfordrede til at boykotte hans design pga. fråds med stoffer i en rationeringstid. En designer havde ramt forsiderne, og det var aldrig sket før.
Men som professor i modehistorie fra Stockholms Universitet Peter McNeil siger: “Gav Dior kvinderne det, de ville have efter krigen, nemlig en tilbagevenden til det feminine, eller skabte han smagen? Det er et af nøglespørgsmålene. Meget af Diors tøj var baseret på detaljer taget fra historiske kostumer. Han var f.eks. meget inspireret af 1870’ernes kjoler, men han var ikke alene om dette, og før krigen var der et skift væk fra den slanke silhuet fra midt-1930’erne til tøj med mere detaljerede snit, som hos Jacques Fath m.fl .”
Uanset, om Dior var dybt original eller bare tolkede allerede eksisterende tanker på den helt rigtige måde: Hvad der videre skete, kan nærmest betegnes som hysteri. Kvinderne solgte gerne deres pelse eller pantsatte ejendele for at opnå hans seneste design. At følge Dior var nemlig et opgør med historien. At vise, at man var moderne med liv og sjæl. Bølgerne gik højt, og mange overgav sig kun modvilligt. Nu havde de lige opnået at vise benene frem, og så kom Dior med sit New Look og dækkede dem til igen. Ikke desto mindre røg de med på den, og det blev de ved med. Det var med åndeløs spænding, Diors kollektioner afventedes hver sæson; så skulle sømmen op, så ned, så skulle taljen markeres, så ikke.
Der kom looks baseret på 8-taller, h’er, a’er og y’er. Det var mode med stort M, og det var herligt teatralsk, med kvinden klædt ud som Kvinde – hofter, talje, barm, slanke arme og det hele – og verdens førende damer, royale og Hollywoodstjerner elskede at komme i salonen på 30 avenue Montaigne, i en grad så Dior allerede i 1948 kunne åbne en fi lial i New York, Christian Dior Inc., hvor amerikanerne kunne købe parisermodeller, ligesom han lancerede sin første parfume, ‘Miss Dior’. I 1951 fulgte en accessorylinje med strømper og handsker efter samt en skolinje, Christian Dior Delman, designet af Roger Vivier, butik i London etc. Allerede i 1954 var Dior det bedstsælgende couturehus, og i 1957 kom Christian Dior på forsiden af Time Magazine.
Det var en mand på toppen, der døde brat under en ferie i Italien, 24. oktober 1957, og modeverdenen gik i sort. Fransk Vogue skrev: “Han er borte, og ti år med smag, med vovemod, med invention, er borte med ham. Det er ham, haute couture skylder sit genopstandne rige, da det var mest truet. Han er uerstattelig.” Og L’Express skrev, at “noget døde med Dior; en særlig fornemmelse for stil, for begivenhed, for ceremoni, en måde at skabe kjoler, som om alle kvinder tog alle steder hen i en sort coupé med chauffør.”
