Celebrity

Victoria Beckhams video af David Beckham, der synger ’All I Want for Christmas’ er det sødeste, vi længe har set

- 01/12/2022

Fodboldlegenden har tilsyneladende ingen anelse om, at hans hustru filmer ham i et hyggeligt, privat øjeblik, der oser af julestemning.

Scenen er på ingen måde fremmed: En stille morgenstund. Tusmørke. En kop kaffe i den ene hånd. En telefon i den anden og Mariah Careys udødelige julehit ’All I Want for Christmas…’ på radioen, som der lige så stille og ganske automatisk bliver sunget med på. Det kunne være et glimt fra et hvert hjem, den første morgen i december.

Eneste forskel fra alle andre helt almindelige hjem er, at den nynnende mand med kaffe og telefon er David Beckham.

Mens han sidder der, har hans hustru, Victoria Beckham, åbenbart set potentialet i setuppet, fikset telefonen frem og i al hemmelighed trykket ’optag’.

Langsomt zoomer hun ind på sin mand, der intetanende synger, sipper og scroller videre – ganske uforstyrret i sin private morgenhyggestund.

Til sidst opdager han dog hvad fruen har gang i, og hun driller ham med, at han nok ville have problemer med at ramme Mariahs høje toner, hvorefter fodboldstjernen overlegent beviser, at det kan han da sagtens.

Så, hvis du ikke allerede er i julestemning, så se videoen her, nyd synet af den pæne mand og find højtidshumøret frem. Vi lover, at denne video ikke svigter.

Læs ogå

Mariah Careys seneste video er alt, vi behøver for at komme i julestemning