Bodil Jørgensen indtager rollen som Karen i Lars von Triers 'Riget Exodus', der har premiere i dag. Vi har mødt hende til en snak om den længe ventede serie, om livets gåder, om Kardashian-familien og om hvornår gavtyven i den erfarne skuespiller for alvor vågner.
Lars von Trier sprænger hele tiden rammerne for, hvad man kan, og hvad man ikke kan i film. For mig er det at arbejde med ham virkelig en indgang og en adgang til det, jeg holder allermest af at lave. Hos Lars bliver det nemt at få sjæl og krop til at spille sammen og vibrere. Man kan mærke, at der er en mening med det. Han har en historie at fortælle. Det er ikke altid, man mærker det. Jeg synes, det er med livets som indsats, man kan kaster sig ud i de her projekter med Lars. Det har det jo også været for ham, kan man sige. Det har kostet ham nogle kræfter at stå så fast på ikke at indgå nogle kompromisser.
Jeg var på filmfestival i Venedig med ’Riget Exodus’, og der er jo både proppet med filmfanatikere og filmnørder og alle de store amerikanske stjerner, man pludselig får et glimt af. Det er mærkeligt, for selvom vi jo egentlig laver det samme, så har de alligevel en helt anden virkelighed. Jeg så den unge stjerne fra ’Dune’, Zenhaya – eller er det Zenheya? I hvert fald er hun så fin og ung og i midten af 20’erne og fuldstændig hypet. Jeg tænkte virkelig: ’Åh, jeg håber, hun kan klare al den opmærksomhed’.
Riget – både stedet og serien – er jo en fantastisk ramme for spørgsmålet: Hvor faen bliver ånderne af? Det er jo et sted, hvor folk kommer til verden, og det er også et sted, hvor man sidder ved et dødsleje og siger farvel til nogen, man elsker. Hvor farer det alt sammen hen? Jeg er stærkt optaget af det åndelige. Ikke på sådan en ‘plim-plam’ måde, hvor jeg behøver at tale med de døde, men jeg elsker de billeder, jeg kan forestille mig om, hvor vi skal hen, når vi ikke skal være her.
Jeg har jo også været i en mellemperiode, hvor jeg ikke vidste, om jeg skulle leve eller dø (Bodil Jørgensen var udsat for en alvorlig arbejdsulykke under optagelserne til ’Far til fires vilde ferie’, red.) Jeg oplevede, at jeg lå i nogle rhododendronblomster. Der var også orme, der kravlede rundt, og det stressede mig lidt, kan jeg huske. Og så var det sådan en svævende fornemmelse mod noget mørke, som jeg ligesom skulle deale med. Det var også i den oplevelse, at jeg fandt ud af, at det var i mørket, Gud boede. Det er der, han er. Der, hvor alting er gået i stykker, og hvor der ikke er noget tilbage. Der er Gud. På den måde betyder det åndelige noget for mig. Det interesserer mig mere og mere. Og meget mere end det her liv som bare er at gå på gaden og kigge på ting og tøj.
Jeg har også tænkt over, at det havde været ærgerligt at dø under optagelserne til en ’Far til fire’-film. Tænk bare på den begravelse. Præsten var jo blevet nødt til at nævne i sin tale, at jeg var død, mens jeg filmede ’Far til fire’. Det havde jo været forfærdeligt. Jeg synes, at de film og det koncept har udspillet sig selv, og at man skal lave nogle nye fortællinger til børn nu. Man kan jo ikke lave nye vinkler på ’Far til fire’ mere, vel? Så det havde da været enormt ærgerligt at dø for noget, jeg har det sådan med.
Livets gåder optager mig meget. Er der en idé med det hele? Alle de store spørgsmål… Jeg har et lille sted i Ligurien, jeg vil kalde det et lille skur på en bjergtop. Vi er der altid om sommeren med hele familien, og jeg kan sidde der og tænke og lede efter svar: Er verden god, er den ond? Er det hele bare en jagt efter mere? Er dyr mon onde, fordi de slår ihjel, når de vil have noget at spise? Der er jo nok at tage fat i og nok at læse om, og der er Ligurien et fantastisk sted at sidde med det.
Det at ældes er jo også et af mysterierne her i livet – og det er også noget af det mest geniale. Jeg tror, at nogen hænger fast og har svært ved at give slip… Jeg synes selvfølgelig, at vi har vores frihed, og at vi selv kan bestemme, men der er også noget ved at give sig hen til de vilkår, man er her under. Det må jeg sige. Som naturen gør. Bladene på træerne bliver jo heller ikke ved med at være grønne. Og så er det jo også helt ligegyldigt. Hvis du forestiller dig, at du boede alene ude i en skov, så ville du jo aldrig bekymre dig om, om dine læber var store eller små, eller hvordan dine rynker faldt.
Bodil Jørgensen. 61 år. Har været med i en lang række film og serier som ’Idioterne’, ’De forbandede år’, ’Badehotellet’, ’Hvidstens Gruppen’ og ’Rytteriet’. Er lige nu aktuel i ’Riget Exodus’ og ’Den Skaldede Frisør – The musical’.
Når man kigger på en familie som Kardashian–familien, som er blevet ikoner og en inspiration for rigtig mange… Men de ligner jo alle sammen hinanden alle sammen! Jeg kan ikke kende forskel på dem. Jeg vil tro, at det nærmest bare hedder en ‘Kardashian’, det de får lavet ved dem selv. Tænk, det er jo noget med at fylde indefra i stedet for at fylde udefra, ikke? Du tænker heller ikke over, hvordan folk ser ud, hvis de har noget på hjerte, vel? Det gør jeg i hvert fald ikke.
Jeg ser ikke mig selv som komiker. Lars (von Trier, red.) siger, at jeg kan sige pinlige ting, som om jeg mener det. Og det griner folk af. Og det er mere det, jeg kan. Men jeg synes heller ikke selv, at standup er sjovt. Virkelig ikke. Jeg har det svært med sådan noget dagligdags humor. Jeg holder meget mere af det tragikomiske. Der skal ligge en hund begravet et sted.
Da jeg gik på teaterskolen, elskede jeg tragedie. Jeg elskede det sørgelige, og jeg elskede fordybelsen i det. Da jeg var barn, ønskede jeg mig også bøger, man kunne græde over. Derfor var jeg sikker på, at det var tragedien, jeg var god til. Men så skulle vi en dag på teaterskolen lave nogle improvisationsøvelser. Jeg skulle være en lille pige, der går til gymnastik. Hun laver en skæv og dårlig kolbøtte, og så vender hun sig ud til publikum og ser så stolt ud, som om hun siger: ’Var det ikke flot?’ Der grinede folk. Hold kæft, de grinede. Men det er jo igen også tragikomisk med en pige, der tror, hun kan noget, men så i virkeligheden laver noget værre lort.
Nu er vi jo kommet ind i en tid, hvor man ikke må krænke nogen, og så er det også sværere at have med humor at gøre. Der var en journalist i Venedig, der sagde, at der er ting i Holland, man ikke længere kan grine af. Så tænkte jeg: Hold da kæft, det bliver sgu svært. Lars (von Trier, red.) sagde også noget sjovt, der indrammer det fint: ‘Man må ikke engang sige rejekælling mere, fordi så krænker man rejerne.’ Jeg synes, det er fucking irriterende og for meget. Også når man kigger ud på resten af verden, fx i Iran hvor kvinderne kæmper for deres rettigheder. Der er andre kampe, der er vigtigere at kæmpe. Og så bliver chancen for, at vi dør af grin – hvilket egentlig kunne være en meget fin måde at komme herfra på – også meget mindre, hvis vi ikke længere må grine af noget. Good luck med det der, det må jeg sige.
Nogle gange tror folk, at jeg er som de roller, jeg spiller. Og det kan jeg ikke leve op til, for jeg er også kedelig og tænksom og tavs. Men gavtyven i mig vågner, når den bliver provokeret til det. Det er noget, jeg har med hjemmefra, tror jeg. Jeg var det miderste barn, og når noget var for pinligt, eller hvis vi sad og spiste, og der ikke blev sagt noget, så fik jeg sådan lyst til at sige noget gak. Hvis jeg bliver provokeret, eller hvis jeg er sammen med mennesker, der får det frem, så vågner det i mig. Men det er ikke det, der fylder mest.
’Riget Exodus’ kan ses på Viaplay fra 9. oktober. Senere på året kan serien også ses på DR.
