Den 5. juni 2019 er der Folketingsvalg i Danmark, og i den forbindelse har ELLE sat fem kvindelige folketingskandidater i stævne til en snak om deres vej ind i politik, mærkesager og drømmelovsændringen. Mød Anna Libak, der er førstegangskandidat for Venstre.
I forbindelse med det kommende folketingsvalg har ELLE sat fem kvindelige folketingskandidater i stævne til en snak om kvinden bag politikeren. De fem kvinder tæller: Pernille Vermund (Nye Borgerlige), Anne Valentina Berthelsen (SF), Anette Prang (Klaus Riskær Pedersen), Anna Libak (Venstre) og Mathilde Vinther (Enhedslisten).
50-årige Anna Libak har, som hun selv siger det, brugt det meste af sit liv i pressen.
Anna, der er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet, kan nemlig skrive mange titler på CV’et, og journalist, redaktør, Ruslandskender, oversætter, foredragsholder og forfatter er bare nogle af dem.
Anna har (blandt andet) været ansat på aviserne Information, Weekendavisen og Berlingske, men også kortvarigt på tv-avisens indlandsredaktion. Privat er hun gift og mor til tre børn på 25, 20 og 9 år.
Så hvorfor “pludselig” politik? Eller var det i virkeligheden det, hun hele tiden havde lavet? Fortryder hun kandidaturet, hvis hun ikke kommer ind, og hvad er mærkesagerne? ELLE mødte hende.
Hvordan kom du ind i politik?
Knap var jeg holdt op på Berlingske, før Hillerød-Gribskovkredsen ringede og spurgte, om jeg ville stille op, hvilket jeg med det samme sagde nej tak til. Jeg jokede endda med det til andre, for det skulle jeg virkelig ikke. Men så gik det op for mig, at jeg jo i mange år havde siddet og forholdt mig til aktuelle samfundsspørgsmål i mine jobs på aviserne og i diverse debatprogrammer. Den eneste forskel på politikerne og mig var, at de har forpligtet sig til at anvise løsninger og bliver stillet til ansvar. Så sagde jeg til mig selv: “Anna nu stiller du op”. Jeg har aldrig drømt om at blive politiker, men jeg kan godt lide folkestyret, som jo er afhængigt af, at nogen melder sig. Så jeg har meldt mig for at gøre folkestyret en tjeneste, for selv hvis jeg ikke kommer ind, jamen så har jeg jo i hvert fald bidraget ved at give vælgerne nogle flere at vælge imellem. I starten tillagde jeg ikke lokale mærkesager den store betydning, fordi det jo handler om landspolitik, men det har ændret sig, efterhånden som jeg har lært Nordsjælland at kende. Derfor kunne jeg godt finde på at flytte fra Valby til Nordsjælland, hvis jeg kommer ind.
Hvordan vil du beskrive dig selv om politiker?
For mig er politik ikke et karrierespring. Rent prestigemæssigt er det meget bedre at være politisk kommentator end politiker. Der er stor respekt i at være politisk kommentator på aviser eller i fjernsynet, men du mister den status, når du stiller op. Jeg tror, det er sundt, for jeg er jo den samme person, så det lærer mig bare noget om livet. Politikere arbejder jo ufatteligt meget, og de skal altid stå til rådighed. Hvis du er politiker, har du meldt ud: ”Jeg er tilgængelig for ethvert spørgsmål, der måtte være for enhver borger”. Jeg kæmper med at finde en form, hvor jeg ikke afviser folk, men hvis jeg kan se, at folk ikke bor et sted, der gør, at de kan stemme på mig, så svarer jeg dem kun en gang; jeg fortsætter ikke mailkorrespondancen. Jeg kan jo få ti henvendelser om dagen og har desværre ikke tid til at sætte mig ind i alle vælgeres spørgsmål, hvis de ikke bor i det område, hvor jeg stiller op.
Hvordan ser din hverdag ud i dag?
Min hverdag ser blandet ud, men den går typisk med debatter og foredrag. Jeg er hele tiden ude og møde folk. Jeg glæder mig til valget, for det er også opslidende at være i venteposition i så lang tid. Man kan ikke komme videre med sit liv, og det vil jeg gerne. Selvfølgelig helst som politiker, men hvis jeg ikke kommer ind, reetablerer jeg mit firma som foredragsholder og skriver en ny bog, som jeg kan holde foredrag om.
Kan du komme til at fortryde, at du stillede op, hvis du ikke kommer ind?
Det er nærliggende at svare ja, men jeg har jo levet længe, så jeg har haft nederlag i mit liv før, og livet går videre. Du bliver formet af det, der sker i dit liv. Det ville da være dejligt kun at have haft succes, men jeg ville jo ikke være den, jeg er i dag, hvis jeg ikke havde haft nederlag. Der er jo nogen, der skal stille op, og jeg synes, det er godt, at der er kvinder, der stiller op, og jeg synes, det er godt, når det er kvinder med erfaring. Ikke dermed sagt at man skal have erfaring for at stille op til Folketinget. Jeg tror på, at det giver et godt Folketing, hvis det består af folk med forskellige køn, aldre, etniciteter og erfaringer, fordi det afspejler befolkningen.
Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til det mediefokus, der vil følge med?
Jeg har været i medierne i rigtig mange år, så indtil videre har jeg nærmest oplevet det modsatte. Jeg har fået sværere ved at få adgang til medierne, for nu bliver jeg betragtet som inhabil, selvom jeg siger præcis de samme ting, som jeg altid har sagt. Ethvert parti har selvfølgelig en politik, som medlemmerne må forsvare, og der er det ikke mit job at gå ud og problematisere det, men der er masser af områder, som partier ikke har én formuleret holdning til. Desuden håber jeg jo, at jeg kan være med til at præge partiets politik i det hele taget i årene fremover.
Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til den personlige hetz, der kan følge med?
Det oplever jeg allerede. Dengang jeg bare ytrede mig som analytiker eller kommentator fra pressen, blev jeg mødt med stor velvilje. Der var selvfølgelig nogen, der erklærede sig uenige, men de gjorde det som regel på en respektfuld måde. Sådan er det ikke nu. Nu handler det om at udlede, hvem jeg er blevet til. Hvis du ser kommentarfelterne til mine debatter, er der altid nogle, der kommer med kritik kamufleret som komplimenter á la ”Vi er så skuffede over, hvor hurtigt det er gået ned af bakke med dig, du var så dygtig”, og det kan også være meget sårende. Jeg går ikke længere ind på de sociale medier med let sind. Jeg beslutter mig, inden jeg går ind og hanker op i mig selv. Jeg beslutter mig for, at jeg kan tage det, ligegyldigt hvad de skriver. Der er jo en kæmpe vrede derinde, men jeg tror altså ikke kun, at det er privatpersoner, jeg tror også, det er folk fra de andre partier, der, netop fordi vi befinder os i en valgkamp, bruger tid på at svine mig til. Som politiker har du jo en pligt til at lytte til kritik, men hvis kritikken går på mit udseende, min familie eller lignende, så sletter jeg det. Det er ikke noget, jeg tager personligt, for så kunne jeg jo være i dårligt humør hele tiden. Men man bliver da mindet om, at menneskeheden rummer både godt og ondt, når nogen bevidst forsøger at gøre en ked af det.
Hvad er dine mærkesager?
Jeg har ingen mærkesager, og det er helt bevidst. Jeg mener, at opgaven for en landspolitiker er at skabe et godt samfund for alle borgere, og det er i modstrid med mærkesager. Man skal ikke have særinteresser, som man sætter over andre. De problemstillinger, der optager mig, de optager også alle andre partier, for det er de udfordringer, der er. Mine mærkesager er dikteret af virkeligheden, så det er ikke så meget ’hvad’, som det er ’hvordan’. Jeg vil gerne have gennemført en grøn omstilling, hvor Danmark også gør en forskel for andre lande, for det er forudsætningen for at redde klimaet. Danmark står for 0,1% af verdens samlede CO2-udledning, så det gør ingen forskel for klimaet, om vi spiser mindre kød i Danmark. Jeg siger ikke, at der ikke skal ske en adfærdsregulering, men det handler for eksempel om affaldssortering og vores forbrug af for eksempel plastikposer. Jeg går op i, at vi skal have organiseret landet sådan, så borgerne nemmere kan økonomisere med alle ressourcer uden at gå ned i levestandard. Herudover skal vi skal satse på teknologiske løsninger, som andre lande også kan overtage. Diskussionen handler ikke om bøf eller ikke bøf.
Indvandring optager mig også. Man skal have lov at komme her for at bidrage, men samtidig vil vi gerne begrænse asyltilstrømningen – ikke alene fordi, det er dyrt, men også fordi, det er en stor udfordring for et samfund, når du modtager en stor gruppe mennesker med andre normer og værdier. Jo flere, der kommer, jo sværere bliver det, for så er der større mulighed for at skabe parallelsamfund, og det går ikke. Danmark skal være et humant land, der giver asyl til folk, der har brug for det, og de skal behandles godt, mens de er her, men så skal de også hjem, når der er fred i deres hjemlande. Det er klart, at mange flere søger mod Danmark, hvis de ved, at de kan blive her for altid. Hvis man derimod fra starten siger, at de skal hjem igen, når der er fred i deres hjemlande, så det vil betyde, at det rent faktisk kun er dem, der har brug for det, der vil komme. Der er jo ingen, der frivilligt gider at bo midlertidigt i et andet land med mindre de rent faktisk har brug for det.
Så er der den offentlige velfærd. Alle argumenterer for at bruge flere penge på pædagoger, sygeplejersker, skolelærere, sosu-assistenter og så videre, men ingen fortæller, hvor pengene skal komme fra. Pengene i det økonomiske råderum findes jo ikke, de skal først tjenes, og det handler først og fremmest om, at de forudsætninger, der er aftalt i forhold til for eksempel en stigende pensionsalder, overholdes. Hvis man begynder at pille ved det, så er der ikke det samme økonomiske råderum. Det svære i politik er jo ikke at sige, hvor man gerne vil bruge penge, det er at forklare, hvad man så ikke vil bruge penge på. Jeg mener for eksempel – og det her er ikke partiets politik – men jeg mener ikke, at uddannelsesloftet er godt, så det vil jeg gerne af med. Og hvis der ikke er penge til at afskaffe det, jamen så kunne man hente dem ved at afskaffe SU til hjemmeboende. Jeg synes, at vi skal have mod til at prioritere. Det er vigtigere, at det offentlige sørger for, at der er penge til at behandle de livstruende sygdomme, før de sørger for at der er penge til at behandle folk for stress. Man kunne forestille sig, at virksomhederne i højere grad end det offentlige betalte for behandlingen, når deres medarbejdere gik ned med stress. Ofte skyldes det jo arbejdsmiljøet, og hvis det i højere grad var virksomhedernes ansvar, så skabte de nok et bedre arbejdsmiljø.
Kan du nogensinde føle, at du skal skabe en holdning til noget, som du egentlig ikke føler for?
Nej, for jeg er et holdningsmenneske. Selvfølgelig er der ting, jeg ikke mener noget om, men i forhold til alle andre mennesker, jeg kender, så ville det være det mest fiktive problem. Jeg ved som regel altid, hvad jeg mener. Jeg kan godt ændre eller nuancere det, men hvis jeg støder på noget, jeg ikke ved, hvad jeg mener om, så går jeg rundt og tænker over det og samler argumenter for og imod. Mit hoved holder ikke op med at beskæftige sig med problemerne, heller ikke selvom de ikke angår mig personligt. Sådan har det været hele mit liv.
Hvis du måtte føre en ting igennem lige med det samme, hvad skulle det så være og hvorfor?
Må man gerne sige flere ting?
Jeg mener, det er vigtigt, at vi får paradigmeskiftet implementeret. Jeg vil gerne have, at vi lykkes med at kunne sende flygtninge tilbage til deres hjemland, når der er faldet ro på. Jeg ser, at indvandrerspørgsmålet splitter befolkningen og gør den utryg, og det gør det meget vigtigt at få styr på. Og jeg tror, at vi vil være stand til at forholde os meget mere imødekommende og venligt over for flygtninge, når vi ved, at de rejser hjem igen.
Jeg vil også gerne have et nationalt prioriteringsinstitut, der kigger på hvilke behandlinger det offentlige sundhedsvæsen skal tilbyde ud fra det begrænsede ressourcer, der er. Prioriteres skal der jo, så det bliver der også nu, men i det skjulte, og det er jo meget værre. Jeg vil gerne have prioriteringerne gøres mere synlige for befolkningen, så de ikke tror, at politikerne er nærige. De skal bare forstå, at de penge, de beder om til et område, de må tages fra et andet – hvis ikke man vil sætte skatten op.
Der er ofte stor fokus på kvinders tøj i politik. Hvilke tanker gør du dig ift. din fremtoning i den forbindelse?
Jeg kommer ikke til at ligne en mand. Jeg har altid gået i kjole, og det vil jeg blive ved med. Jeg kan godt kvinder, og jeg synes ikke, de skal være politikere på samme måde som mænd. Hvordan kvinder ser ud, må de sgu selv om. Jeg lytter hverken mere eller mindre til en kvinde afhængig af, om hun er i jakkesæt eller kjole. Noget af det, der er fedt ved at være kvinde, er jo at pynte sig. Jeg vil dog ikke have meget høje hæle på, for det ødelægger fødderne.
