Når tonerne til Tjajkovskijs 'Nøddeknækkeren' slås an, så er det jul for Amalie Adrian, tidligere balletdanser og nu kreativ kraft i familiefirmaet Griegst. Hun og familien forener de to store fester: Hjerternes fest, julen, og lysets fest, chanukka, på deres helt egen måde, og som det naturlige omdrejningspunkt står naturligvis teateret.
Vi holder Chrismukka, altså både klassisk, dansk jul og så chanukka, den jødiske lysfest, da min kæreste Noam er vokset op med de jødiske traditioner, men det er jeg ikke.
Derfor prøver vi at skabe vores egne traditioner, i dette sammensurium af traditioner, og vi følger dem, der giver mening for os. Så juleaften holder vi med klassisk juleand, enten her eller hjemme hos min mor, så er det ret dejligt at min søster, der bor i Paris, kommer hjem. Det er meget forudsigeligt ved julen, at man samler familien.
Det er helt klart mig, der prøver at presse et lille juletræ ind i hjørnet, mine børn og jeg kalder Noam for “The Grinch”, idet han sidder og surmuler over i hjørnet. Jeg kan godt se, hvor overvældende julen kan være, hvis man ikke er vokset med den tradition, så derfor prøver vi, at respektere hinanden så godt vi kan og mødes et sted på midten.
Altså jeg kan godt lide duften af jul – af gran og appelsiner med nelliker i, og jeg synes, det er smukt at have et træ stående indenfor i stuen. Nu har vi nået en form for kompromis, det vil sige et ca. 120 cm træ. I starten kunne jeg ikke få juletræet stort nok.
I det her hjem er vi både det ene og det andet, og vi er det på vores egen måde. Julen er hjerterne fest, og chanukka er lysets fest, der fejres i 8 dage, og vi har skullet finde vores egen vej i det her med de forskellige traditioner. Der er udover lysene noget utroligt fint ved chanukka, da det er forskelligt, hvornår den falder. Jøderne kører efter månekalenderen, så den falder aldrig på det samme tidspunkt, og det lidt uforudsigelige element er utrolig befriende midt i december, der godt kan være meget planlagt.
Det med julen er faktisk også en ny ting for mig, og jeg har aldrig rigtig kendt til det der juleræs, udover mit eget arbejdsræs.
Jeg har været i Den Kgl. Ballet siden jeg var 8 år og indtil for 4 år siden, så december var altid den hårdeste arbejdsmåned for mig, fordi det er tid for ‘Nøddeknækkeren’, som balletten danser stort set hver dag fra sidst i november og frem til jul. Det er et maraton at komme igennem!
Det er ret nyt at have så meget fri tid i december, og i år skal jeg ind og se ‘Nøddeknækkeren’ med mine børn og se mine venner på scenen – og min datter! Ava danser med i år, det bliver hendes første rigtige Nøddeknækkersæson.

Personligt har jeg det svært med de der kalendergaver, hver dag og hele tiden, som december godt kan lægge op til. Det kan godt være grænseoverskridende, at man skal finde noget. Jeg har vitterlig ikke brug for flere dimsedutter. Derfor har vi gjort det sådan, at vores tre børn får en gave den første aften i chanukka, hvor vi tit mødes med venner eller familie, tænder det første lys og fejrer med de traditionelle retter som latkes, som er kartoffelpandekager med æblemos og cremefraiche og en lækker sufganiyot, der er en slags doughnuts med syltetøj rullet i sukker.
De resterende syv dage tænder vi blot lysene, et for et. At give gaver handler om at gøre noget godt for andre, men det er også en lidt svær tid, for man farer rundt og skal købe gaver og fire dage efter, er det hele på udsalg. Jeg prøver at være lidt opfindsom, have en idé med gaverne, finde noget der har en betydning. Vi har prøvet flere ting, hvad angår gaver, bl.a. at uddelegere, så en person køber til en anden, men fra os alle, men ærligt talt har vi ikke fundet formen endnu, der virker helt rigtig for os.
“Et år havde jeg pakket en dåse makrel i tomat ind til min søn, for han elsker makrel, og han blev så glad og rørt”
December er jo for traditioner, og jeg skal forbi Hviids Vinstue og have deres utrolig stærke gløgg med rosiner og mandler, der har ligget i lage i et år – sådan siger man i hvert fald, det er en fast tradition. En anden tradition, jeg holder meget af, er helt klassisk at gå rundt om juletræet, fordi det er noget, man gør så sjældent med dem, man holder af: holder i hånd, går rundt og synger en sang i stuen. Igen er det jo min familie, der går rundt om juletræet, mens den anden del af familien sidder og skuler henne i hjørnet, men vi vil gerne vise børene de forskellige traditioner i forhold til vores to religioner og opvækst og især, hvordan de kan forenes.
I Griegst har vi for nyligt relanceret Arjes (Amalies svigerfar, red.) vidunderlige Spira-bestik, som han brugte utallige år på at kreere, sideløbende med sine smykker. Men bestikket endte desværre med kun at være tilgængeligt fra 2002-2003. Derfor vil jeg give mine børn en Spira-barneske med deres navn indgraveret i år. Selv ønsker jeg mig oplevelser, hvilket jeg også godt kan lide at give. Og så må jeg indrømme, at gavekortet har sneget sig ind på mig, også i forhold til at undgå at få noget, som man ikke har brug for, det kan være så invaderende at få en ting i sit hjem, man skal tage stilling til.
Jeg kan især godt lide at give teaterbilletter og har selv kig på nogle forestillinger på Revolver, Sort/Hvid, København Danser på Østre Gasværk eller Kammerballetten som efter min mening er noget af det mest spændende indenfor dansescenen i København. Det fedeste er, hvis man allerede nu kan købe til en dato i det nye år, så er det ligesom sat i kalenderen. Man går aldrig galt i byen med et par teaterbilletter, uanset om man er 8 eller 88.