Kultur

20 spørgsmål til Ida-Sophia

- 09/04/2021

Hvad gør dig genert? Dit bedste køb nogensinde? Har du et styling-tip? Og hvad er din guilty pleasure? Alt det og meget mere kan du få svaret på fra nogle af de sjove, skøre, cool, skarpe og lækre damer, vi beundrer her på ELLE.

Du kender sikkert venindebogen fra din barn- og ungdom, hvor små hemmeligheder og skøre tanker blev skrevet ned og delt med resten af venindeflokken.

Den har vi ELLE-ficeret, og hvis du har lyst til at læse om de andre inspirerende kvinder, som vi allerede har haft besøg af her på domænet, så klik ind på Sus WilkinsMie JuelSophia RoeEmilie LiljaFrederikke LegaardLaura LawaetzRebecca LaudrupCathrine Widunok Wichmand, Sille HenningJosephine HøjbjergBea FagerholtBarbara GullsteinMelissa BechSidsel AllingJosephine BredstedFrederikke ToftsøOh LandsTrine KjærHelene SkytteCecilie IngdalNina SandbechChristel WintherAmanda NørgaardJeanette MadsenChloé MonchampAnne JohannsenHanna StefanssonKarla AlajdiLaura LynggaardAnnabel RosendahlSimone NoaSarah RohdeAnna ReinholdtsLaura JulieJosephine AakroghSofia LynggardAnna WinckElla KarbergCecilie MoosgaardGun-Britt ZellerJulie Lillelund LangerThora ValdimarsdóttirsStephanie VisbjergJanka PollianiChristine Sofie JohansensRegitze ChristensenAlona VibeTina MariaBarbara EgholmVictoria Saceanu GregersenKaroline DallHella JoofsLotte MørchsBex Fagerholt, Fatimah GabriellaCaroline CorinthJohanne Brostrøm , Frederikke BraschMaria KragmannEmily SalomonEmilie HelmstedtCecilie Haugaard, Amalie FischerDrew SycamoreStine GoyaFreja WewerMarianne TheodorsenCamille BrinchMaria FantinoClaudia BhimraSanne CigaleLiv Winter og Christine Egholms venindebog.

I denne uge har radiovært og klummeskribent, Ida-Sophia, udfyldt en side i venindebogen.

Måske du er én af Ida-Sophias 21.400 følgere på Instagram, eller måske du kender hende for sin podcast, Freundschaft?

Læs også: 20 spørgsmål til Christine Egholm

Du kan lære Ida-Sophia lidt bedre at kende, når hun blandt andet fortæller, hvornår hun sidst græd, og hvad hun gerne vil blive bedre til.

Psst … Ida-Sophia er lige nu aktuel med DR3-serien 99% Forelsket, som du kan se lige HER.

Læs også: 20 spørgsmål til Liv Winther

Foto: @idahsophia 20_spoergsmaal_til_ida-sophia

Udover mit navn kalder folk mig: Hm … I ikke arbejdsrelaterede øjemed hedder jeg bare Ida, og det har nok altid været tilpas kort og nemt til, at jeg ikke har fået et kælenavn. Jeg kan huske, at min far kaldte mig Idi Amin, da jeg var lille, og det er først gået op for mig, efter jeg er blevet voksen, at det er en super ubehagelig fyr fra Uganda, der var diktator, og skyld i at flere hunderede tusinde mennesker mistede deres liv. Ellers er jeg blevet kaldt alt fra feltmadras til halalluder, men det er mest, når jeg skriver klummer i Ekstra Bladet. Hæhæ.

Alder: 30.

Livret: Åh man. Jeg elsker seriøst mad. Men min livret er nok grillede auberginer og tomat i en salat med frisk persille, chili, hvidløg og feta, sammen med kofter, hjemmelavet brød og raita. Jeg prøver dog at holde mig fra kød, så kofterne er udskiftet med grillet halloumi i stedet. Jeg elsker virkelig halloumi. En god pasta limone og jordbær med sødmælk har også en helt særlig plads i mit hjerte.

Da jeg var lille, ville jeg være: Da jeg var barn, drømte jeg om at blive skuespiller, og brugte uanede mængder af tid på at øve mig i forskellige udtryk og selvopdigtede replikker foran spejlet. Jeg gik også til teater og lidt auditions. Jeg kan huske, at jeg i sin tid nåede til at være blandt de sidste fire, hvoraf der skulle udvælges tre til den film, der hedder ’Supervoksen’. Ellers har jeg altid vidst, jeg gerne ville arbejde med at fortælle historier, og drømmen om at kunne kombinere mennesker og medier har nok været den største i mine voksenår.

Mit bedste køb nogensinde: For tiden ville jeg nok sige min minihakker, haha. Jeg bruger den til at lave så meget lækkert vegetarisk mad. Men ellers min lejlighed på Nørrebro, hvor jeg har haft nogle fantastiske tider, eller min første længere rejse efter gymnasiet, hvor jeg endte med at rejse fra Tanzania til Cape Town med rygsæk sammen med en pige, som jeg mødte tilfældigt undervejs. Jeg har også lige sparet op til en Snoopy-lampe i orange, som jeg er vildt glad for, særligt fordi jeg har købt den for de første penge, som jeg har tjent i mit nyopstartede firma.

Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være: Ærlig, stædig og enormt følsom.

Min absolut yndlingsby er: Jeg bor i Hamburg lige nu, og her er virkelig skønt. Jeg er også vild med en klassiker som Paris, men helt ærligt vil København sgu nok altid være min yndlingsby i hele verden. Jeg er født der, og jeg synes, at byen er så unik, og har så meget at byde på, og Nørrebros mangfoldighed er så smuk. Jeg elsker faktisk også provinsen og en by som Hundested, hvor jeg boede, da jeg var teenager. Der er bare noget poetisk over de her næsten øde provinser, som huser så mange minder og bålfester på stranden.

Det har jeg altid i tasken: Hahaha. Jeg er et fucking rodehoved, når det kommer til mine ting, særligt dem jeg burde have i tasken. Men spørgsmålet er måske nærmere, hvor er de ting, du altid burde have i tasken eller, hvor er din taske. Jeg kan aldrig finde min pung, mit dankort, mine nøgler, min mobil eller mit hoved. Min kæreste og venner er ved at blive sindssyge af mig, men jeg har altid noget til læberne, gerne Decubal-læbepomade, og så en læbestift med lidt farve, en oplader og sikkert et par fedtede tyggegummier, der er faldet ud af pakken, og er fyldt med nullermænd.

Sidste gang jeg græd, var: Min kæreste og jeg så en film, der hedder ’Baby Driver’, som er skrevet og instrueret af Edgar Wright, og har Ansel Elgort i hovedrollen, og jeg knuselsker hans karakter i den film. Han ender i fængsel og hans livs kærlighed, som han lige har mødt, venter på ham, og da de genforenes, kneb jeg lige en tåre. Og nej! Ellers så græd jeg også den anden dag, da jeg så den der kampagnevideo, der sætter fokus på hadbeskeder på nettet, hvor de har et stillbillede af en klammo besked, og så skifter til et videoklip af personen, det er skrevet om. Den gik seriøst lige i hjertet på mig, fordi jeg selv har prøvet at modtage den slags, men også fordi jeg bare bliver så vred og ked af det på særligt helt unge menneskers og minoriteters vegne. Det er så problematisk, hvordan trolls på nettet fører til selvcensur hos flere og flere mennesker, og der dermed kommer mindre fokus på vigtige emner som sexisme og racimse.

Mit næste køb er: Jeg har en hel liste i noter på min mobil, hvor jeg skriver ned, hvad jeg ønsker mig, så jeg holder fokus. Jeg vil gerne arbejde på mit impulsstyrede shoppegen, og det hjælper virkelig at have tingene stående derinde, så jeg bliver mindet om, hvad jeg egentlig mangler, og kan tage den frem, når jeg kan mærke, at jeg får en købetrang. Lige nu står der blandt andet nye løbesko, Sexmagasinet skrevet af Sofie Riis, også kendt som Waginapineapple, lave Jordans i lyseblå, Jada-merch og så vil jeg vildt gerne investere i noget kunst fra eventuelt Søren Arrildsen eller Farshad Farzankia.

Jeg vil gerne blive bedre til at: At fokusere på det positive i min hverdag, være mindre på internettet og at fordybe mig i noget. Jeg vil for eksempel gerne til at læse flere bøger, og er lige nu i gang med en skrevet af Sidsel Welden, den hedder ’I det hvileløse’, og handler blandt andet om at være barn af en flygtning og tilbringe tid i psykiatrien.

Læs også: 20 spørgsmål til Sanne Cigale

All time favorite movie: Sagen er den, at jeg ikke er den store filmperson, men det er nok en klassiker som ’Hannibal og Jerry’, ’Den eneste ene’ eller ’Kærlighed ved første hik’. Jeg ser langt flere serier, og har blandt andet lige færdiggjort ’Min Kamp’ på DR3 med megaseje Anna Juul, ’Dulfi’, ’Papirhuset’ og ’Unorthodox’, som jeg synes var virkelig gode. En film jeg synes, alle bør se lige nu, er til gengæld ’Seaspiracy’. Den er lige udkommet på Netflix, og er både helt sindssygt vigtig og så uhyggeligt informerende på samme tid.

Jeg er komplet afhængig af: Ro og fred. Hvis jeg ikke husker at stoppe op og koncentrere mig om ikke at tage alle omkringværende debatter, online diskussioner, nyheder, trends, overskrifter og hvad der ellers findes ind en gang imellem, så får jeg angst og kan ikke fungere. Jeg er også afhængig af mine nærmestes kærlighed, god vin, lange sommernætter, god musik og popcorn.

Det gør mig vred, når: Mennesker nægter at udvikle deres måde at se verden på, og fastholder, at der kun eksisterer en virkelighed, og det er deres egen. Når folk ikke reagerer på uretfærdighed, og så når jeg har sat lasangefadet i blød over natten, og det stadig ikke kan gøres rent dagen efter, mit ærme hænger fast i dørhåndtagne i vores lejlighed eller nogen springer mig over i køen i supermarkedet.  

Jeg er gladest, når: Jeg er omgivet af de mennesker, som jeg elsker, og jeg kan se, at de trives og har det godt. Eller når jeg spiser, eller drikker kold automatsodavand i blødt tøj.

Den her sang får mig altid på dansegulvet: Jeg har en hel liste på Spotify, der hedder ’en pige’, som indeholder 14 timers musik, der kan få mig direkte ud på dansegulvet. For tiden lytter jeg virkelig meget til en fransk rapper, der hedder Aya Nakamura, men ellers går du aldrig galt i byen med Tessa eller Dua Lipa for mit vedkommende. Min hund er opkaldt efter hende, altså Dua haha.

Det item i min garderobe, jeg bruger allermest, er: For tiden er det grundet Coronasituationen, og at jeg ikke har været hjemme i Danmark siden jul nok min kærestes joggingtøj og mine termo-North Face sutsko. Normalt ville det have været mine Calvin Klein-jeans med et sådan dejligt loose-fit, som stadig sidder til på røven og går til alt, og mine herreblazers fra genbrugen i Frederiksværk. Dem samler jeg nærmest på.

Mit højeste ønske er: En verden, hvor vi løfter hinanden op, hvor dem, der står stærkest passer på de mindre privilegerede og en verden uden kapitalistiske strukturer, der tjener penge på menneskers dårlige selvværd ved at opbygge urealistiske kropsidealer, målsætninger til hvor man bør være i livet på et givent tidspunkt, og jeg stopper nu, for ellers bliver jeg ved de næste to sider. Udover det ønsker jeg mig en form for revolution på skoleskemaet i folkeskolerne. Jeg synes, der er så mange ting, man bør lære om sex, køn, mentalt helbred, økonomi, sociale medier og den slags, som ville kunne styrke ungdommen og ruste dem til at passe på sig selv og forstå hinanden.

Guilty pleasure: Da jeg var yngre spiste jeg nogle gange mine sårskorper. Det har jeg aldrig sagt til nogen før. Jeg havde en idé om, at det var enormt sundt og ville hjælpe med at hele mig indefra, men altså den gang drak jeg også Pisangbong med kakao … Til gengæld har jeg aldrig spist bussemænd.

Jeg er stolt af at: Min familie, mine venner og min kæreste, af at jeg har taget springet og sagt et dejligt arbejde op for at finde ud af, hvad der egentlig gør mig glad og at jeg er godt på vej med det. Så er jeg også ret stolt af min Instagram, hvor jeg føler, at jeg har fået skabt en form for community, hvor man kan være sig selv, og der er enorm ærlighed mellem dem, der følger med og mig selv på kryds og tværs.

Læs også: 21 spørgsmål til Claudia Bhimra