Det traditionsrige svenske bilbrand Volvo har indgået partnerskab med det urbane Brooklyn-baserede duftbrand DS & Durga. Resultatet er et limited edition-duftlys ved navn SWOODISH, der indkapsler duften af den svenske skov og som understreger Volvos engagement i alt det sanselige ved bildesign: lys, lyd, det taktile – og duft! Vi mødte newyorkerparret bag DS & Durga, David og Kavi Moltz.
Fortæl om brandet DS & Durga?
David: Jeg var musiker og tjener, men jeg begyndte at lave dufte derhjemme og sælge dem til venner, mens Kavi, der er uddannet arkitekt, lavede mærkaterne til dem. Det tog ret hurtigt fart, så vi startede brandet DS & Durga i december 2007, og i februar 2008 solgte vi vores dufte i nogle af de fedeste butikker i New York. Jeg er DS, og mit kælenavn til Kavi er Durga, så vi opkaldte brandet efter os selv. Vi vidste ingenting om parfumer og ingenting om at drive en forretning, så vi lærte alt fra bunden. Vi ser det, vi laver, som alle mulige andre kunstformer. Men de fleste parfumer i verden bliver lavet af de 500 samme parfumører, fordi der er så få, men ingen ved, hvem de er. Vi laver derimod det hele lige her i Brooklyn, New York. Vi er som et band, der skriver sine egne sange.
Kavi: Vi mødte hinanden i juni 2007 og startede DS & Durga i december samme år. I dag er vi gift og har to børn.
Hvordan kom samarbejdet med Volvo i stand?
David: Volvo kontaktede os for to år siden, og vi syntes med det samme, at det var et interessant samarbejde. Mange vi kender og mange i Brooklyn kører Volvo, fordi de elsker det rene skandinaviske design, så vi var fans af brandet i forvejen. Volvo inviterede os til Sverige for at se deres oprindelse og foreslog, at vi tog vores to børn med, hvilket vi syntes var helt crazy. På den gode måde! Vi var ude og se nogle af de første Volvo-biler, der nogensinde er lavet. På det her tidspunkt vidste vi ikke, hvad samarbejdet skulle ende ud med, så jeg noterede mig, hvad hver en bil duftede af: Nogle af dem duftede af træ, der havde stået siden 1920’erne, nogle af læder, nogle var art deco-inspirerede og nogle havde små antikke blomstervaser inde i kabinen. Det var en helt vild oplevelse.
Kavi: Vi elskede både at se bilerne og sidde i de antikke designs med vores børn, men også at få en dybdegående forståelse for brandet og dets arv, sikkerheden og designet. Og vi lærte, at Volvo har dedikeret sig til at blive 100 % elbilsdrevet i 2030! Det er så sejt.
Hvordan kom selve produktet SWOODISH til live?
Kavi: Da vi besøgte Sverige med vores familie, tog vi ud i den svenske skov, som virkelig er essensen af det hele. Den rene, tørre, skandinaviske skov.
David: Der var fyldt med birketræer, cedertræ, fyrretræ og vilde blomster, så da vi kom hjem, lavede jeg en række forskellige dufte, der indkapslede alt det, vi havde oplevet derude. Volvo valgte SWOODISH, der var den mest minimalistiske og skovagtige af dem – der samtidig indkapsler de rolige, lange, lyse skandinaviske nætter, hvor himlen næsten bliver lilla, når solen går ned. Det giver supergod mening, for en stor del af brandet handler om ro og komfort i kabinen, som jeg også mener, SWOODISH omslutter.
Kavi: Det samme kommer også til udtryk på selve duftlysets design, som jeg altid står for, og som på SWOODISH indkapsler landskabet i den svenske skov.
Hvordan vil I beskrive Volvo?
Kavi: Det er et meget bevidst brand, der tænker over alle beslutninger. Alt har en mening, og det er virkelig interessant for mig som arkitekt og designer at dykke ned i. I ”the heritage room” hos Volvo i Sverige er der en hel sektion dedikeret til logoet, der har ændret sig over årene: Det er et meget designdrevet brand.
David: Samtidig er det stille og selvsikkert. Det råber ikke. Måske i modsætning til os, der er amerikanere …
SWOODISH koster 480 kroner og er limited edition. Det kan købes i udvalgte markeder på dsanddurga.com og volvocarswoodish.com.