Home / Interiør / Se årets smukke juleborde hos Royal Copenhagen
Royal Copenhagen har traditionen tro skudt julen i gang med åbningen af årets juleborde. I år kan du opleve fem danske og en udenlandsk modedesigner, som hver især giver deres bud på et fashionabelt julebord anno 2016.
Moden sniger sig ind alle vegne, og i år har den sneget sig ind på Royal Copenhagen og på deres populære juleborde, som hvert år fortolkes og dækkes op af kendte, kongelige og andre kreative talenter.
I år kan du opleve seks talentfulde modedesignere og se deres bud på en fortolkning af et julebord, der (selvfølgelig) er dækket op med stel fra Royal Copenhagen og inspireret af årets tema; “A Fashionable Christmas”.
Blandt de seks modedesigner, finder du Rikke Baumgarten og Helle Hestehave fra Baum und Pferdgarten, Charlotte Eskildsen fra Designers Remix, Ole Yde fra Yde, Cecilie Bahnsen og Mark Tan, som hver især giver deres bud på et julebord, med plads til både en klassisk, finurlig, festlig, international eller rummelig julestemning.
ELLE Decorations egen Senior Art Director, Stine Tidselbak Jacobsen, var forbi på åbningsdagen, og vi har spurgt hende, hvad man i år kan forvente sig af julebordene hos Royal Copenhagen:
”Deltagerne er i år rigtig gode til at spille på forskellige sanseindtryk, med eksempelvis brugen af lækre og orientalske dufte. Bordene er både overdådige og simple på samme tid, men på en super raffineret måde. Royal Copenhagen formår hvert år at fremvise folks forskellige oplevelser og traditioner i julen. Du kan ikke undgå at komme i julestemning!”.
Julebordende giver indblik i seks forskellige modeuniverser, hvor du blandt andet kan se dekonstruerede borde, farvede elementer, et fransk lystslot, en lyserød galleristemning og et labyrintisk sneglehus. De er så fine!
Fra d.18. november til 31. december 2016, kan du opleve julebordene i Royal Copenhagens butik på Amagertorv i indre København, og i galleriet kan du på få et lille smugkig på de seks fine og unikke juleborde, og måske du kan blive inspirereret til din egen juleopdækning?
Psst… Brug pilene eller ‘swipe’ dig igennem billederne.
Foto: Asger Mortensen for Royal Copenhagen
Cecilie Bahnsen
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Cecilie Bahnsen har skabt et univers, hvor arbejde og privatliv flyder sammen i et miks af skandinavisk ro og engelsk klasse. Scenografien omkring hendes julebord består af vægge i sart dueblå, et iøjnefaldende moodboard og et langbord, der deles af en reol. På den ene kan du opleve hendes kreative arbejdsrum, og på den anden side er der dækket op til julemiddag for to.
Foto: Asger Mortensen for Royal Copenhagen
Baum und Pferdgarten (Rikke Baumgarten og Helle Hestehave)
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Hos Baum & Pferdgarten kan du se et dekonstrueret julebord, hvor tre sammensatte borde nærmest eksploderer i en ny måde at jule, pynte og feste på. Rikke Baumgarten og Helle Hestehave har dækket op medteksturer, materialer og indtryk i deres yndlingsfarve blå, samt med et smukt blåmalet stel. Over bordet finder du den danske designer Vibeke Fonnesberg Schmidts store pendel i ædle metaller.
Foto: Asger Mortensen for Royal Copenhagen
Charlotte Eskildsen, Designers Remix og Little Remix
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Hos Charlotte Eskildsens er alt lyserødt! Hun har valgt det mest enkle af Royal Copenhagens stel, Hvid Riflet qua sin enkelhed og modernistiske udtryk. Men derudover inviterer Charlotte Eskildsen sine gæster ind i et univers, hvor alt fra vægge, marmor, stole samt tekstiler er lyserrøde.
Foto: Asger Mortensen for Royal Copenhagen
Mark Tan
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Mark Kenly Domino Tan har dækket sit bord med Hvid Riflet og Arje Griegsts ikoniske Konkyliestel. Du vil kunne opleve hvidlige nuancer i et stille og fint univers, hvor alle kan nyde den glædelige begivenhed i ro og harmoni.
Foto: Asger Mortensen for Royal Copenhagen
Ole Yde, Yde
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Hos Ole Yde er julebordet dækket op til fest hos den franske dronning Marie Antoinette. Med en overdådighed i ægte Louis Seize-stil, får du følelsen af løssluppenhed og overstået fest - med væltede stole, en nedfalden lysekrone, pletter på dugen og tomme glas fra julens gæster. Ole Yde hylder det mest kongelige af alle stel, nemlig Flora Danica. Den smukke scenografi er håndmalet af Sarah Becker.
Foto: Asger Mortensen for Royal Copenhagen
Leyla Piedayesh, Lala Berlin
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Leyla Piedayesh, grundlægger af Lala Berlin, har skabt et univers der inviterer til overdådig fest og hun formår at skabe en scenografi à la De Hellige Tre Konger! Du vil kunne opleve store fade, hvor krydderier ikke blot tilfører smag, men også duft og stemning. På smukkeste vis kombineres Leyla Piedayesh Blå Riflet og Prinsesse med Musselmalet Halv- og Helblonde Purpur.