Royal Copenhagen præsenterer årets juleborde i samarbejde med 6 balletdansere
Af Lise Charlotte Lehwald - 16/11/2017
Home / Interiør / Royal Copenhagen præsenterer årets juleborde i samarbejde med 6 balletdansere
Traditionen tro har Royal Copenhagen skudt julesæsonen i gang med deres udstilling af seks overdådige, inspirerende og fortryllende juleborde, der i år tager afsæt i ballettens yndefulde og dramatiske univers. Se årets borde, og mød de dansende borddækkere her…
Med tåspidssko, struttende skørter og ganske ægte julemagi har Royal Copenhagen ringet julen ind med deres smukke og inspirerende juleborde, der i år er dækket af seks af ballettens dygtigste folk.
Ud fra temaet ’op på tå for julen’ byder årets juleborde på seks eventyrlige og kreative fortolkninger af julen – både i ganske klassisk form med gran og røde hjerter, men også med jazzmusik, vintermagi og mønstrede stole fra Gubi.
Årets seks balletdansende borddækkere er solodanserne Alban Lendorf og Ida Praetorius, solisterne Andreas Kaas og Femke Mølbach Slot, tidligere solodanser Kristoffer Sakurai og instruktør, tidligere danser og leder af balletskolen Anne Marie Vessel Schlüter. Med udgangspunkt i Royal Copenhagens porcelæn og personlige juleminder har de seks dansere dækket borde, der – med julepynt, fine møbler og fyldte flasker – fortæller hver deres juleeventyr.
Inspirationerne bag årets seks borde er mange. Fælles er selvfølgelig balletten og de traditioner, der udspiller sig på den kongelige scene, men hver af danserne inviterer til bords i helt unikke universer – med inspiration fra barndomsminder, juleanekdoter og juledrømme de håber på at realisere. Hver af bordene giver på fin vis et lille glimt af den personlighed, der ligger bag, som hos Kristoffer Sakurai, der med sit bord favner både dansk og japansk kultur eller hos Ida Praetorius, hvor gamle kostumer hænger som florlette skyer over julebordet, og der gemmer sig en skål med havregryn i hjørnet – for det er en yndlingsspise.
Det er 54. gang, at Royal Copenhagen inviterer kreative sjæle til at dække julens borde, og det har været oplagt at invitere Den Kongelige Ballet indenfor, da begge er kulturinstitutioner der bærer en lang og traditionsrig historie, og begge værdsætter det kunstneriske, det kreative og det æstetiske.
Du kan opleve julebordene i Royal Copenhagens flagskibsbutik på Amagertorv i København fra d. 17. november til d. 31. december. De veldækkede borde skal opleves live, så du kan gå på opdagelse i alle de små detaljer, men har du ikke mulighed for at komme forbi, kan du få et smugkig i galleriet herunder. Måske du bliver inspireret til din egen juleopdækning?
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Ida Praetorius, Solodanser i Den Kongelige Ballet
’The Afterparty’
Idas julebord er en hyldest til kærligheden og udspiller sig om et bord, hvor der altid er plads til en ekstra gæst. Farvepaletten er dannet af varme juveltoner – en trend fra interiørscenen – og inspirationen er blandt andet hentet hos Hviids Vinstue, hvor danserne ofte ender efter fredagens forestilling. Bordet er dækket med Musselmalet Helblonde Purpur og Musselmalet Halvblonde.
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Andreas Kaas, Solist i Den Kongelige Ballet
’Et øjebliks nærvær’
Andreas’ bord bærer både præg af livet som balletdanser, såvel som livet som 24-årig. Hans juleunivers er uhøjtideligt; bordet er dækket med forskellige stel og et miks af stole og skamler af blandt andet Wegner og Piet Hein Eek – præcis som det kunne se ud i hans egen lejlighed. På bordet står blandt andet Blå Riflet og Riflet Signatur, samt Hvid og Blå Elements.
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Kristoffer Sakurai, tidligere solodanser (2005-2011) i Den Kongelige Ballet
’Drømmebord mellem to kulturer’
Med rødder i både Danmark og Japan har Kristoffer skabt et univers, der favner begge kulturer. På træet hænger kugler i sølv og origamitraner, og julebordet, der er holdt i grå nuancer, udgør den perfekte ramme for hans drøm om det perfekte juleselskab, hvor blandt andet hans mand, hans afdøde far og balletmester Henning Kronstam er inviteret. Eero Saarinen bordet i marmor er dækket med Hvid Riflet, der i den særlige anledning er dekoreret med Kristoffers japanske familiemonogram. Stolene er for øvrigt, til trods for materialerne, skabt af Wegner.
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Femke Mølbach Slot, Solist i Den Kongelige Ballet.
’All that jazz and love’
Langt fra den klassiske musik, der ofte kendetegner balletten, befinder Femkes bord sig i 1940´ernes filmglamour og hylder kærligheden og hendes kæreste, der er jazzmusiker. Luften er ladet med Hollywood-glamour, og inspirationen er hentet i nogle af de moderne opsætninger, som Femke har danset i. Man kan sagtens forestille sig at sætte sig i de to loungestole fra Gubi, der står om bordet, hvor der med det poetiske stel Flora er dækket op til to.
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Anne Marie Vessel Schlüter, Instruktør og underviser og tidligere solodanser i Den Kongelige Ballet
’Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord’
’Det kunne ikke være andre end Nøddeknækkeren, der fik hovedrollen på mit julebord’, fortæller Anne Marie, der har hentet inspiration i ballettens mest uomtvistelige juletradition. Scenen er sat med et juletræ i papir skabt af kunstner Sarah Becker, bordet er dækket med Stjerne Riflet Jul, og i midten troner Anne Maries helt egen Nøddeknækker – den selv samme der var med, da hun som ung dansede rollen som Clara.
Foto: Claudi Thyrrestrup for Royal Copenhagen
Alban Lendorf – Solodanser i Den Kongelige Ballet
’Vrangsider’
Albans bord er et dekonstrueret univers, der byder på en rå og upoleret side af julen. Bordet er skabt i samarbejde med blandt andre balletdanser Benjamin Buza og komponisten Andreas Bernitt, og skal illustrere at det perfekte altid spejler det uperfekte, og er dækket med Helblonde-stel i en rustik, mat udgave, der er dekoreret med digte og dødningehoveder.