Interiør

Ny udstilling med John Kørner: Fyldt med farver og discodans

- 10/07/2017

Kunsthal Charlottenborg byder op til dans med den danske kunstner John Kørner. Kunstneren fylder i år 50, og det fejres i stor stil med udstillingen ’Altid mange problemer’...

På toppen af trapperne bliver man mødt af rød- og blåmalede æggelignede skulpturer i menneskestørrelse. De står på ræd og række på et toetagers stålstillads og skaber en unægtelig opmærksomhed om sig selv og den udstilling, man er på vej ind til.

John Kørners udstilling med titlen ’Altid mange problemer’, som netop er åbnet på Kunsthal Charlottenborg i København, er en stadfæstelse af John Kørners navn inden for den danske kunstverden. John Kørner runder i år de 50, og har i den anledning fået en del opmærksomhed.

Nu får John Kørners kunst igen vores opmærksomhed, og den giver vi hellere end gerne. Hans nye udstilling ‘Altid mange problemer’ er en samling af ældre og nye værker, der alle centrerer sig om John Kørners overordnede tema; nemlig problemer.

Kunsthal Charlottenborgs store åbne lokaler med sildebensparket og smukt lysindfald danner flotte rammer for den farverige og vilde udstilling, og du kan glæde dig til at opleve et rum, der giver en følelse af at være fanget på solen, hvor vægge, gulv, vinduer og kunst er malet gult.

Glæd dig også til at opleve de indtagende malerier, der balancerer skønhed og voldsomme motiver på fineste vis, ligesom du ikke må gå glip af ruminstallationen med discodans, hvor rummet er blevet indtaget af en bølge lavet af gulvtæppe, der dækker gulv, vægge og loft og ovenpå bølgen ses et lille diskotek, hvor discokugler og musik byder op til dans. Svært at forestille sig? Det skal opleves!

Se også: Stine Goya x Kørner lancerer eksklusivt halssmykke

Udstillingen ‘Altid med problemer’ kan opleves frem til den 13. august 2017 og er absolut et besøg værd. Og når nu du er på Kunsthal Charlottenborg, må ikke snyde dig selv for en frokost i deres nyåbnede kantine og bar ’Apollo’, der er skabt af Frederik Bille Brahe (manden bag de lækre avocadomadder på café Atelier September).

Du kan se mere på Kunsthalcharlottenborg.dk eller tage et kig på udstillingen Instagram under hashtagget #altidmangeproblemer.

Psst… I det ELLE Decoration, der er på gaden nu, har vi sat fokus på kunst og skønne kvinder, som indretter sig med det. Tag et kig heri og oplev endnu mere spændende kunst.