Lige siden Ikea sidste år løftede sløret for deres kommende samarbejde med Louis Vuitton-designeren Virgil Abloh, har fans verden over ventet på den endelige dato for release af kollektionen. Nu kan der endelig sættes et kryds i kalenderen, for fra den 1. november 2019 er Virgil Ablohs særkollektion Markerad endelig til salg i Ikeas varehuse.
Næstefter de lave priser er en af de ting, Ikea er kendt for, deres cool samarbejder. Gennem tiden har det svenske møbelhus haft inviteret alt fra interiørdesigner Ilse Crawford til kunstner Olafur Eliasson med på holdet, og nu lanceres endnu et interessant samarbejde.
Denne gang er det intet mindre end Louis Vuittons kunstneriske chef, Virgil Abloh, som Ikea har fået på krogen. Den amerikanske modedesigner Virgil Abloh er kendt for sin store indflydelse på den internationale streetstyle-scene, og dette gør ham til et interessant valg af Ikea, der øjensynligt har castet netop Abloh for at få et ungdommeligt blik indover.
Læs også: Glæd dig, MUJI åbner butik i Danmark.
Udgangspunktet for Virgil Ablohs særkollektion Markerad har været at komme med nye bud på de ting, der definerer det første hjem. For hvis der er én ting, der er sikkert, så er det, at størstedelen af alle unge, der flytter hjemmefra, skal et smut forbi Ikea. Markerad kollektionen er derfor et miks af produkter til de basale behov, der opstår, når man skaber sit første hjem. Det betyder, at kollektionen rummer alt fra stole, borde og en daybed, til mindre produkter som en værktøjskasse, et ur og tekstiler.
Markedrad kollektionen bliver sat til salg den 1. november 2019 kl. 9.00 i Ikeas danske varehuse (Aalborg, Aarhus, Odense, Taastrup og Gentofte). Kollektionen sælges ikke online på IKEA.dk.
Klik dig gennem galleriet nedenfor og se nogle af de produkter, du kan forvente at finde i kollektionen…