Lige i hjertet af Berlins Tiergarten ligger hotellet, Das Stue, som er en klasse for sig. ELLE Decoration har besøgt den enestående historiske bygning, og var ELLEvilde med det smukke hotel...
Tekst: Michael Nygaard
Det tog næsten fire år at konvertere den smukke gamle bygning på Drakestrasse i Berlins centrum til luksushotel, og opgaven blev varetaget af nogle af branchens absolutte sværvægtere: Arkitekterne Axthelm Architekten stod for om- og tilbygningen og den hypede designer Patricia Urquiola for det kreative overblik samt indretningen af hotellets fantastiske fællesområder. Resultatet er enestående!
Kobberpaneler og patinerede spejloverflader er blandet med ædle træsorter i intarsiamønstre og møbler fra blandt andre Moroso og Fritz Hansen. Som kronen på værket har ejerfamilien ladet sin (imponerende) private kunstsamling pryde de smukke rum.
En dansk historie
Som navnet antyder, har Das Stue danske rødder.Hovedbygningen – en imposant sag fra 1930’erne i smukt udhugget sandsten – er inspireret af dansk klassicisme og har tidligere fungeret som dansk ambassade i Berlin. Hotellets imponerende suiter på førstesalen, med en loftshøjde på fem meter og udsigt over Tiergarten, fungerede i denne periode som ambassadens paradelejlighed, hvor den danske kongefamilie kunne bo under ophold i Berlin. Den danske fortid er tidssvarende integreret i indretningen, hvor man konstant opdager kendinge som Arne Jacobsens svaner og Hays farverige bakker.
Et hjem med roomservice
Hotellets ejere har gjort en dyd ud af at holde en afslappet og hjemlig atmosfære – deraf også navnet Das Stue. Møblerne er ikke kun smukke, men også behagelige, belysningen er dæmpet, og stemningen er varm. Man har endda placeret receptionen, så du ikke behøver at passere den for at komme op på dit værelse. Alt sammen for at skabe den følelse af ’hjem’ og ro, som ellers kan være svær at finde på et hotel. Måske er det også derfor, at de ekstravagante rammer aldrig virker intimiderende? Das Stue er æstetisk forkælelse i særklasse. Det eneste problem er, at man ikke vil hjem igen …
Et sted at besøge: Das Stue – En dansker i Berlin blev trykt i ELLE Decoration nr. 15, januar 2016-nummeret.
Psst… brug pilene eller ‘swipe’ dig igennem billederne af og fra det fine berliner-hotel, Das Stue.





