Har du nogensinde drømt om at bo i Carrie Bradshaws newyorkerlejlighed, eller ladet dig forføre af et af de luksuriøse palæer, der ofte optræder på det hvide lærred? Læs med her, hvor ELLE Decoration guider til de film, du skal se hvis dit hjerte banker for interiør…
Filmenes forunderlige verden kan noget helt særligt. En god film kan sende dig ud på en rutsjebanetur gennem hele følelsesregisteret og kan overraske, inspirere og lade dig drømme vidt og bredt. Læs med, når vi guider til nogle af de film, du bør se i din juleferie – for interiørets skyld især.
Mens du lader dig fænge af dramatiske historier, tragiske skæbner og stormfulde forelskelser, bliver du nemlig også budt indenfor i fantastiske universer, gennemførte kulisser og misundelsesværdigt velindrettede hjem.
Fra hyggelige amerikanske forstadshuse til chikke storbylejligheder, eksotiske træhytter og overdådige paladser – det hvide lærred kender ingen grænser for, hvor stort eller småt et hjem kan være, og der er derfor masser af inspiration at hente i Hollywoods filmfantasier.
Lad dig forføre af 1960´ernes cool boligstil, forelsk dig i en lysekrone, der er Marie Antoinette værdig eller drøm dig til en nat på det lyserøde Grand Budapest Hotel – vi har samlet ni film, der med smukke og gennemførte indretninger garanterer en dosis interiør-inspiration. Så er der ikke andet for end at poppe popcorn og trykke play..
Psst…Klik dig igennem galleriet for at finde den filmfavorit, du skal lade dig inspirere af..
![](https://elle.dk/wp-content/uploads/2021/10/satc-hello-i-live-here_1.jpg)
![](https://elle.dk/wp-content/uploads/2021/10/holiday-england-612_1.jpg)
Vi forstår godt, at Cameron Diaz i rollen som den chikke LA-girl, straks slog til, da muligheden bød sig for at spendere juledagene i det charmerende stenhus i en snedækket britisk landsby. Du kan næsten høre pejsen knitre og vinden pibe gennem de gamle ruder i huset, hvor interiøret er mindst lige så hyggeligt og romantisk som huset. Vi gad godt bruge vores juleferie i den stemningsfulde engelske hytte – følger et julevisit fra Jude Law mon med?
![](https://elle.dk/wp-content/uploads/2021/10/breakfast-at-tiffanys-3_2.jpg)
Holly Golightlys beskedne newyorkerlejlighed må være indrettet efter devisen ’less is more ’ – for der er praktisk talt ingen møbler i hendes lille hjem. Hvad der mangler af interiør, gør hun dog op for i charme og de enkelte møbler, der er at finde, er også noget for sig – et overskåret badekar med lyserøde puder gør det ud for en sofa, telefonen bor i en kuffert på gulvet, og de lyserøde ballerinasko har hjemme i hendes køleskab – why not?
![](https://elle.dk/wp-content/uploads/2021/10/grand-budapest-hotel-612_1.jpg)
Enhver lyserød lillepigedrøm går i opfyldelse, når man træder indenfor på The Grand Budapest Hotel. Her er væggene nemlig candyfloss-lyserøde og spiller med i den symfoni af farver, der udgør Monsieur Gustaves excentriske art-nouveau-hotel, hvor interiøret mikser kirsebærrøde tæpper med piccoloernes lilla uniformer og glitrende lysekroner med grønne palmetræer. Filmens gennemførte og finurlige scenografi er skabt af farvegeniet Wes Anderson, hvis navn du godt kan notere, hvis du er til interiør i alle regnbuens farver – og filmen vandt da også den eftertragtede Oscar for bedste produktionsdesign.
![](https://elle.dk/wp-content/uploads/2021/10/a-single-man_1.jpg)
Når modemanden Tom Ford kaster sig ud i at skabe film, er der garant for et gennemført og stilsikkert univers – hvilket han også leverer i drama-filmen A Single Man. Mens Collin Firth forsøger at hele sit knuste hjerte, forelsker vi os i hans misundelsesværdige bolig, der med modige mønstre, farver, teksturer og skandinavisk-inspirerede træmøbler vil begejstre enhver, der har 1960´ernes boligstil kær.
![](https://elle.dk/wp-content/uploads/2021/10/great-gatsby-612_1.jpg)
Hvis du drømmer om at tilføje lidt ekstra glitter og glamour til din bolig, er Baz Luhrmanns fortolkning af Fitzgeralds ’The Great Gatsby’ et must-see. Fra de enorme lysekroner, champagnefarvede vægge og luksuriøse møbler til de smukke kjoler og art-deco-detaljer er universet gennemført grandiøst, og rammer plet på 1920´ernes overdådige overklasseliv. Vi venter stadig på en invitation til en af Gatsby’s berømte og berygtede fester….
![](https://elle.dk/wp-content/uploads/2021/10/main.original.640x0c_1.jpg)
![](https://elle.dk/wp-content/uploads/2021/10/image_thumb4_1.jpg)
![](https://elle.dk/wp-content/uploads/2021/10/marie-antoinette-612.jpg)
Helt igennem ekstravagant ser det ud, når Sofia Coppola gengiver essensen af den franske dronnings omdømme og byder os indenfor i hendes historiske, excentriske og overdådige univers - en slikbutik af pastellede nuancer, silkebløde materialer, guldbelagte detaljer og blomstermønstre lige så langt øjet rækker...
![](https://elle.dk/wp-content/uploads/2021/10/940x300_banner_jul_ny-56.jpg)