Designer Charlotte Lynggaards hjem er hendes helle, og det er i evig forandring. Basen er ren og hvid, de store elementer klassiske og langtidsholdbare, så hun kan skeje ud med de mindre elementer, men altid gå tilbage til zen. Det giver plads til at leve og en hverdag, hvor man aldrig ved, hvor mange der sidder om bordet til middag.
Der hænger et levet liv i luften, når man træder ind i Charlotte Lynggaards hjem. Et hjem, der er skabt gennem mange år, også flere end de 27, der er gået, siden hun og hendes mand flyttede ind på deres bryllupsnat. Gennem den tid er de gået fra at være kun de to til at være fem, da de fik deres tre børn, hvoraf kun en stadig bor hjemme i teenageafdelingen i kælderetagen. Og gennem livets forandringer har de naturligt ændret, hvordan de har brugt boligen, ligesom de løbende har tilført nye funktioner og tilføjelser som indbyggede skabe, som man først finder ud af, man har brug for, når man lever i hjemmet.
For Charlotte Lynggaard er et hjem ikke bare en ramme, men afgørende for alles velbefindende, og hendes hjem er hendes helle – og i evig forandring.
”Jeg kan lide at skabe, og jeg elsker at lave om. Mine forældre var ved at blive vanvittige over, at jeg hele tiden lavede om på mit værelse, og folk kan have det sådan ”kan det skab nu ikke bare stå der?” Men jeg kan godt lide processen, jeg hygger mig med det,” siger Charlotte Lynggaard, som jævnligt tager alt ud af et rum, skurer og skrubber og sætter tingene ind på en ny måde, giver billederne på væggene nye pladser eller bringer nye ting ind.
Ordentlig boheme
Rammerne i Charlotte Lynggaards hjem er altid de samme, hvide og enkle, fordi hun altid skal kunne ”gå tilbage til zen”. Basen skal være rolig og ren, hvilket i øvrigt også gælder den måde, hun klæder sig på, og så kan hun skeje ud efter humør. Derfor er de store møbler i hjemmet klassiske i både form og farve og i en kvalitet, så de både kan tåle at blive brugt og potentielt gå i arv. Selv beskriver Charlotte Lynggaard sin stil som ”bohemian med ordenssans”. Romantisk, men ikke for sødt. Enkel, men med elementer af fransk og engelsk. En del af tingene i hendes hjem er arvestykker fra både hendes egne og hendes mands bedsteforældre, andre ting er taget med hjem fra parrets mange rejser gennem tiden. Og som noget nyere er der kommet skulpturer til, som hendes mand, Michel Normann, er begyndt at lave.
”Vi har altid gang i noget ved spisebordet herhjemme. Michel modellerer, jeg tegner smykker og maler akvareller,” fortæller Charlotte Lynggaard, der, apropos spisebordet, aldrig ved, hvor mange der er om bordet til middag.
”Der er meget servering her i huset, og sådan kan vi lide det. Vores børn og deres venner, vores egne venner og familie kommer bare forbi, og derfor er der heller aldrig noget, der er portionsanrettet her i huset. Nogle gange kunne det være rart at vide, men vi finder altid ud af det. Vi deler, det, der er, laver lidt ekstra af noget andet. Vi er bedst til spontane arrangementer, og derfor er vi også nødt til at være lidt loose. Men det skal være god mad, og det skal se ordentligt ud, og det kan en kartoffelsuppe eller en omgang pasta med urter og hjemmelavet pesto også sagtens,” siger Charlotte Lynggaard.
Sanseligheden skal ind
Det med at gøre det, hun gør, ordentligt og at gøre sig umage går igen hos Charlotte Lynggaard.
”Jeg hader sjuskeri og venstrehåndsindsats. Du skal gøre det alligevel, så gør det da ordentligt! Det synes jeg er vigtigt, også at give videre til næste generation: ”Vælg det, I brænder for, og gør jer umage med det”.”
Den holdning danner også baggrund for, at hun er gået ind i et samarbejde med designvirksomheden Svenskt Tenn.
”Jeg er så privilegeret, at jeg får rigtig mange tilbud, som jeg må sige nej til. Men Svenskt Tenn er et univers, jeg har været betaget af, siden jeg var barn, og muligheden for at være en af deres større samarbejdspartnere siden Josef Frank blev jeg nødt til at takke ja til,” fortæller Charlotte Lynggaard om borddækningskollektionen The North Sea, der netop er blevet lanceret, og som i høj grad er blevet til ved spisebordet derhjemme – i hånden.
”Motiverne på tekstilerne har jeg malet med akvarel, servietringene har jeg modelleret i ler og voks. For mig er sanseligheden vigtig, og jeg skal have tingene i hænderne for at få det rigtige udtryk.”